Natsværmerens flakken, ledt af lyset i vinduet,
den sidste vågne sjæl, bevægelse i støvet.
Rummet er grå af flimmer, en blund for mørkets hånd,
det halve af issylen, gemt som et bevis.
Kriminal assistenten's blik og glas fragmenter,
et eneste skrig i en galakse af ensomhed.
Øjnene har scannet rummet for livsform,
rummets vægge synes at have fået liv.
Det kommer indefra, fantasien,
Løsslupne tusindtals tanker.
Kalejdoskop af paranoide kortfilm,
hun sad i stolen, fortæret indefra.
Entre deja vue, han stod i døren,
atter en sjæl på mararidts togt.
Angstens epidemi strøet fra hinsides,
parapsykologiens febervildelse.
I et øjebliks klarhed indså han,
skikkelser fra tugtens album.
De var tilbage, som vindens natur,
ser dig fra hvert hjørne, i dit hjem.
Gravpladsen bag byen, hvor helvede frøs,
deres aske blev strøet, fra det gamle hospital.
Overlægen, ritualer og tremmesenge,
Hvirvler af hvisken venter byen besøg.
En korsedderkop vandrede i solen,
Ubevidst vaccineret mod egen art.
Havde han sovet, kølesskabsbuffet og afsted,
telefonen, han hørte ikke i farten.
Den stille hvisken.