Jeg vidste det var en fejl. Allerede da han ringede og spurgte om jeg kom, var der noget i mig der sagde at det nok var bedst at sige nej. Men du ved, når familien ringer, så stiller man jo op. Også selvom det endte rigtig grimt sidste gang. Vi kom op og diskutere og det ene førte til det andet. Før jeg vidste af det, sad jeg i min bil på vej hjem, godt gal i skralden. Jeg kogte og det krævede fuld koncentration ikke at træde speederen helt i bund, for at få alle frustrationer ud af kroppen.
   Men forgive and forget. Blodets bånd er tykkere end som så, og alt det andet man nu engang siger for at nedtone anstrengte forhold mellem familiemedlemmer. Vores forhold havde været anspændt i lang tid efterhånden. Nogle gange gik det bedre end andre, men der lå altid noget og ulmede lige under overfladen. Det er er ganske tydeligt svært for ham at, vi er vokset i hver sin retning og at han ikke længere føler at han kan styre mig.
   Da han ringede og spurgte om jeg kunne komme og hjælpe, havde jeg egentlig mest lyst til at sige nej, fordi jeg vidste hvor det ville ende henne. Men jeg bed det mig og slugte kamelen, og mødte op søndag klokken ti for at hjælpe. Jeg prøvede at bevare roen og trække vejret dybt. Men efter et par timer hvor jeg havde følt mig særdeles utilpas i selskabet, blev jeg nødt til at spille kortet på bordet, velvidende om hvad resultatet ville blive. Ingen i selskabet havde på daværende tidspunkt sagt noget til mig, på trods af de gik og snakkede muntert med hinanden. Kun da Stefan havde spurgt om vi skulle flytte sofaen, blev der snakket til mig. Efter det, nothing. Jeg følte mig i den grad uønsket og måtte bare ud.
   Så jeg besluttede mig for at gå til ham og fortælle ham hvordan jeg havde det. Som forventet sad jeg ti minutter senere i min bil. Igen på vej hjem efter en diskussion med ham, hvor jeg blot havde fortalt hvordan jeg havde det. Og som altid tog han det som et personligt angreb, og smed den direkte tilbage, uden nogen form for forståelse. I stedet blev han personlig og hævede unødvendigt stemmen, hidsede sig op og talte ned til mig. Jeg kiggede på ham og rystede på hovedet, fandt min nøgle i lommen og satte mig ind i bilen. Jeg har ikke hørt fra ham siden.
   Måske er blod tykkere end vand. Men jeg kan sgu godt lide vand.