Første gang jeg så dig følte jeg ikke noget. Det var nærmest bare en konstatering af, at der var du. Vi passerede hinanden ved dueslagene. Vi kom gående med front mod hinanden. Jeg stoppede for at tjekke mit dueslag og vendte, af for mig dengang ukendt årsag, blikket mod den retning du gik og så dig fra ryggen.
   Samme rette holdning med et let foroverbøjet hovede, rolige skridt som nu.
   Samme afslappede tøjstil og en skoletaske over den højre skulder.

Hvad det var der gjorde at denne erindring holdt ved, ved jeg ikke. Måske er det fordi vi to kom til at kende hinanden så godt, at jeg har foldet dette eneste minde fra den gang ud i min bevidsthed.
   Da vi mange år senere mødtes igen, hilste vi kun kort den dag.
   Dagen skulle afsluttes og jeg var fyldt op af nye indtryk, opgaver og snakke der skulle fordøjes. Du vækkede endnu engang kun en følelse i min bevidsthed, at være til.
   Du virkede flink.
   Du mødte op næste dag, glad og meget snaksaglig.
   Du åbnede helt op, fortalte om dit liv og din syge kone. Intet blev pakket ind, alt blev delt. Jeg var meget overvældet og beæret, du delte dybe lag med mig.
   Jeg tænkte, sådan er du måske som person.
   Det er du jo ikke.
   Hvor mange gange har jeg ikke siddet og overhørt dig blive udfrittet af andre kvinder om hvem du er. Hver eneste gang er de blevet lukket ned. Du siger til dem at du er en meget privat person og hvis de ikke tror dig, kan de bare spørge mig, fordi jeg ved besked om det inderste væsen i dig.
   Hvorfor lige mig? Hvad gjorde mig så speciel, at du turde dele? Var det det du så i mig den dag?
   Hvad så vi i hinandens øjne? Vores sammenfald, en uforudsigelig barndom? Så du at stjernerne i mine øjne som i dine, ikke er tændt hele tiden?
   Så du også det i mig?
   Først mange år senere fortalte du mig om din barndom, men jeg vidste det allerede.

Jeg opdagede ikke at du sneg dig ind på mig, jeg havde placeret dig i en skuffe. Skuffen for flotte, trofaste og rare mænd. Mænd jeg kan tale med uden at blive forvirret og forelsket, fordi de er godt placeret i en stabil skuffe der ikke rokker, der bliver de altid.
   Bare ikke du.
   Du flyttede ind i venneskuffen. Du blev min mentor og bedste ven. Du skabte mig og gjorde mig til den jeg er. Jeg lyttede til dine historier og til din smerte. Du lyttede til mig og mine.
   Du så mig.
   Min indre udvikling mange tanker og refleksioner omkring mig selv begyndte at kører rundt med mig. Jeg havde brug for sparring, gode råd og en der lyttede.
   Du sneg dig længere ind.
   Lyver jeg hvis jeg siger vi to elsker hinanden? Antager jeg så for meget?
   Aldrig i sex, kunne ikke da vi var på vej ind af den dør. Hvis jeg først åbner den for dig, så bliver jeg forelsket og alt bliver sort.
   Når jeg er forelsket kan jeg ikke tænke klart. Jeg kan ikke lade dig røre mig fysisk eller mærke dine strøg over min krop, uden at hele skuffesystemet braser sammen og jeg sætter mit hele liv på spil for en ting, at få er liv sammen med dig.
   Forstår du skufferne hjælper mig til at holde mig selv oppe, hjælper mig til at sikre, at dem vi elsker og skal passe på ikke bliver såret.

Bruddet kom og vi blev skilt ad. Sat i hver sin nye hverdag, sidder vi og sende lange blikke efter hinanden henover den lunkne automatkaffe. Vi trækker altid i samme retning når mennesker placere sig om en bord, der sidder vi så knæ mod knæ under bordet. Skal lige sige noget, gestikulere og hænderne rammer hinanden hvor de tager kortvarigt fat. Fingrene omfavner hinanden og slipper igen.
   Jeg kigger altid genert ned og væk, hvad mon du gør?
   Hver dag uden dig i min nærhed gør ondt, endnu mere ondt gør det, når jeg lige har set og mærket dig. Adskillelsen har fået mig til at se klart.

Du er min største og dybeste kærlighed.

Vi er ikke hinandens.
   Mon vores skæbne er, at elske hinanden uden at kunne få hinanden?
   Vi er bundet sammen på tværs af tid. Vores fortid binder os tættere sammen, end vi er bundet til ham der er min og hende der er din.
   Du ville ikke komme til mit bryllup, fordi du ikke var gom. Det var en kæmpe lettelse, jeg kunne ikke have sagt ja hvis mine øjne skulle møde dine på vej op af kirkegulvet. Mine tåre havde de nok tolket som billedet på en lykkelig brud. Sandheden er at det ville have været den værste dag i mit liv, hvis du skulle stå blandt gæsterne og hører min falske og påtagede ja.

Jeg vil vente på dig til dagen før jeg dør. Et døgn med dig, mere vil jeg ikke ønske i dette liv.