Frokost i den grønne container.
Mor insisterede på at undersøge ungerne, alt skulle være i orden. Hun slikkede ørene, alle 24, derefter rettede hun på knurhårene, også halen blev set efter. Nej, hvor var der meget at lave med en familie! Derefter skulle familien soignere pelsen, det var vigtigt sagde Rottemor. Oh nej, peb ungerne, hvorfor alt det her besvær? Bare for at vi skal spise? Nej, nej, nej, det er ikke kun for ar spise, pev Rottemor irriteret. Rottefar skal holde rottetalen for jer, og I bliver fuldvoksne rotter med alle rotternes forpligtelser, og derefter - derefter skal vi spise sammen. Rottemorens stemme rystede lidt, men for at skjule sine følelser begyndte hun endnu engang at slikke ungernes ører. Hun peb: "ørene skal være rene, det er livsvigtigt, ikke kun for at kunne repræsentere rottestanden uden skam, men for at I kan høre katten på lang afstand. Og husk hvad far har lært jer om katten, den elsker, at overraske os.
Hvis - oh nej - det sker helt sikkert, ingen tvivl om det!
Når katten kommer, så gælder det om at forvirre katten mest muligt." Så går vi." Sagde hun til sidst. "Ja, ja, ja, vi husker det hele", peb ungerne tilbage. De var utålmodige efter at komme ud af reden og opleve noget nyt.
Far gik forrest i rækken, han kendte vejen bedst; mor lige efter ham og ungerne i en lang række efter hende - en, to, tre, fire ... tolv i alt. "Er vi der snart?" peb den Tredje. "Jeg er sulten" peb nummer To. Nr. Et sagde ikke noget, for hun bed sig fast i halen på Mor. Den Fjerde drillede nr. Et: "bid ikke for hårdt i hælen, for så prutter hun."
Rotte familien fulgte plovfuren, som var godt skjult af græsset. Der gik ikke lang tid, før alle kunne lugte mad, ungerne blev utålmodige og ville bene forbi moren, men hun kommanderede: "Hold haleafstand! Containeren er i nærheden."
Vinden fik græsset til at svaje lidt, og Rottefar løftede snuden, og hans lange knurhår roterede langsomt. Han løftede halen, og den rykkede lidt nervøst fra højre til venstre. Alle stivnede. Rottemor bakkede lydløst og lagde sig over den rystende Nr, Tolv for at holde hende stille. Hele Rottefamilien var stille og lydløse som frosne skygger i nattens mørke. Rottefar sænkede halen for at give tegn; fremad, men helt lydløst. Nu forstod alle, hvorfor Rottemor havde forlangt, at alle skulle soignere pelsen. INGEN hår gned sig imod hinanden, da Rottefamilien gled af sted som lydløse skygger i natten.
Så skete det, som moren havde advaret alle om: "KATTEN!" Nåede hun at skrige sin advarsel et halvt sekund, før to kæmpestore poter slog ned i gennem græsset. Helt tæt på nr. Syv. Missen missede kun en halv hårsbredde, men det var nok. Rotterne sprang frem og tilbage og i alle mulige retninger for at forvirre katten. Det var rottedans step for step, med virtuositet, som gjorde katten til skamme. Alle sprang og hoppede nøjagtigt som Rottefar og Rottemor havde lært dem. Så peb far rotternes ældgamle nødskrig: "red dig selv, bedst som du kan!" Kattepoter piskede ned blandt rotterne, men alle nåede at undvige kattens skarpe kløer med deres virtuose rottedans.
Så gjorde Rottefar noget helt utroligt modigt - han sprintede lige forbi kattens snude og ind i det høje græs. Katten glemte øjeblikkeligt alle andre dernede i plovfuren og sprang efter Rottefar.
Mor og ungerne løb alt hvad de kunne for at komme i tryghed under containeren og direkte til det hul, som hun og far havde gnavet i den hårde plastik. Alle kravlede ind i spisekammeret. Mor stod ved hullet og talte ungerne en efter en og sukkede af lettelse, da hun så nummer tolv, som den sidste, kravle indenfor. "Puha" sukkede hun af lettelse, og for at skjule sin nervøsitet rettede hun sine knurhår og slikkede i al hast på spidsen af halen for at vise ungerne, at hun var en cool rotte.
I containeren
Da alle var samlet i containeren, opdagede ungerne straks, hvor stort og sagnagtig et spisekammer det var - loftet forsvandt højt op i mørket, og et bjerg af ting og sager lå over det hele. Det var en sand skattekiste af dufte, dufte som alle sniffede i ekstase. Duftene kildede dem i snuden og gjorde dem begejstrede. For første gang i deres unge rotteliv mærkede de lugten af pølser, mange forskellige pølser, der var rullepølse, tepølse, grillpølse, tykpølse, svensk pølse, kødpølse. Sikken en rigdom! Hver eneste pølse havde et tyndt lag af mug, mug som gav en fin eftersmag. Rotteungerne havde svært ved at tro deres egen snude, deres knurhår dirrede af spænding og roterede langsomt for at regne ud, hvorfra de forskellige lugte kom.
De nye lugte vækkede rotteungernes spiseinstinkt! Hvad er spiseinstinkt? Det er et instinkt, som hjælper rotterne med at vide, om noget er spiseligt eller ikke. Der var lugt af maling, forskellige vaskemidler, kaustisk soda og mange andre modbydelige lugte, som alle rotter helt instinktivt vidste var meget farlige, og at det skal man holde sig væk fra. Kan menneskerne mærke lugten af kaustisk soda? Kan du? Eddikesyre kan alle lugte, pyha da for pokker, hold dig langt væk fra kemikalierne. Enhver kan mærke, hvor stærkt det river i næsen. De forskellige dufte ligefrem advarede rotteungerne om ikke at gnave eller røre ved de giftige stoffer. Hold jeres hænder - nej hold jeres tænder væk, peb rottemor ustandseligt.
Men ikke alt var farligt. Der var også store dynger rådne bananer, uundersøgte kasser, indeholdende - hvem ved hvad. "Mad under bordet!" råbte mor og hendes nakkehår var rejst af rene ædelyst. Den opfordring kom unødvendigt. Bananerne blev nærmest suget ud af skrællerne, ingen havde tid til at trille æblerne frem, som blev gnasket direkte igennem nettet. Nr. Tre smaskede sig ind i gammel leverpostej, og i sin madrus havde hun glemt alt om verden udenfor.
Men Femmer havde ikke glemt verden udenfor og slet ikke faren, som i nødens stund havde reddet hele familiens udflugt. Femmer fandt moren i en stor flamingokasse med citronkager, chokoladeroulade, rundstykker og flødehorn. Der var også et stort bjerg af muggent rugbrød. Femmer snusede lidt til mors numse for at sikre sig, at det var mor. Mor var stopmæt, men kunne ikke holde op med at udhule brødet. Hun havde gravet en lang tunnel igennem brødet.
Femmer var nødt til at bide mor i halen, før han fik hendes opmærksomhed. "Hvor er far?" peb Nr. Fem, munden fuld af rugbrød. "Har jeg ikke lært dig, at man ikke skal pive med mad i munden", sagde mor lidt gnavent til ham. "Men far, kommer han ikke snart?" pev Nr. Fem stædigt.
"Han er en gammel rotte, han ved hvordan man lokker en gal kat på afveje", pev mor. Og så hviskede hun i øret på Nr. Fem, "så du ikke hvordan kattens ører var flossede som gammelt avispapir? En gal kat har revet skind, og sådan en kat er altid let at narre på afveje. Far kommer om lidt, det er helt sikkert", beroligede hun Nr. Fem.
Med det samme kunne alle høre, at et eller andet kravlede under containeren. Alle stivnede øjeblikkeligt og kikkede spændt i retningen af indgangshullet. Der gik kun et øjeblik, før Rottefar kravlede ind til de andre. Hele familien ville snuse og røre ved ham for at sikre sig, at det virkeligt var deres Rottefar.
Han kaldte hele familien sammen og sagde: "Jeg har indkaldt jer til ægte rottetamtam. I dag skal vi spise namnam! Værs' go', ta' af godterne, men pas på ikke at går til rotterne. He, he, he."
Rottefars visdom
"Men først vil jeg videregive rotternes gamle visdom. Længe leve rottestanden! råbte Rottefar. Vi er menneskesamfundets sidste helbredsbastion. Et sundt legeme fordøjer sin føde helt og holdent. Snus til jeres egen lort, der er intet som gavner rotten, Alting er fordøjet. Men se her i containeren, rundt om jer ligger bjerge af ufordøjet føde. Det tyder på, at menneskenes samfund ikke har fordøjet sin føde, ergo er det sygt. Hvis menneskesamfundet var sundt, så var al føde blevet fordøjet, og her i containeren ville der ikke være noget spiseligt. Og vi måtte leve ud i mark og skov, som er vore naturlige omgivelser. Men eftersom forholdene er, som de er, har vi nogle pligter, som vi må gøre.
For det første: Det er vores pligt at formere os så meget som muligt. I er otte uge gamle og det er nok, find en mage og få eget kuld. Det er ikke godt for rotten at være alene.
Og for det andet: Det er vore pligt at æde så meget som muligt for at opretholde balancen mellem affald og afføring. Husk at grave tunneler og gnave huller alle vegne, så I altid har flugtveje, når I skal flygte fra katten. Lær jeres unge at danse rottedans, så de kan undvige kattens kløer. Det her var mine ord til jer, og det var mere, end hvad jeg fik fra min far."
Rotteungerne sad stille og lyttede til rottefars vise ord. Piv, piv, piv, Rottefar rømmede sig for at hoste nogle brødkrummer ud af halsen. "Som jeg lige har sagt, tiden er kommet til at spredes. I skal alle have mindst 15 unger per kuld. Her har vi føde i overflod, føde som er ekstremt godt.
Hav et god rotteliv! Jeg og mor skal hjem og starte et nyt kuld - jeg håber at det bliver 16 - 17 stykker. Det får I svært ved at overgå!" Svip, svap og svup - mor og far var væk. Og rotterne kastede sig over maden i containeren.
MKN