Han så på sine sko. De var grå. All Star Converse-sko. Han huskede, at han havde købt dem i Bilka for flere år siden. Han tog dem kun på, når han skulle være lidt smart. De føltes ukendte.
   "Mikkel? Skal jeg tage med dig derind?"
   Han sad overfor sin vejleder Sanne, der indimellem hjalp ham. Hun ville have ham til at deltage i et madkursus for ensomme. Enker, enkemænd og sådan, mente han. Han fortrød sit valg af sko. Det var ikke dét værd. Han løftede blikket og så hende i øjnene. Han prøvede at fastholde blikket. Hun smilede til ham og blinkede langsomt.
   "... For det gør jeg gerne."
   Hun vendte hovedet på skrå. Han kunne ikke mere, han måtte se lidt på sine sko igen. Han var klar over, at han snart måtte give lyd fra sig. Men han tænkte egentligt ikke så meget over dét. Han sagde:
   "Jeg ved ikke, om jeg kan den dag. Jeg skal jo også andre ting."
   "Der kommer mange flere så'nne aftener. Det skal du ikke være ked af."
   Han lod som om, han kiggede i sin kalender på sin mobiltelefon og lod det tage lidt tid - frem og tilbage.
   "Nååårh! Jeg kan godt dér, den... torsdag dér."
   "Tirsdag?"
   "Ja, ja. Tirsdag."
   "Det' en aftale, så! Det skriver jeg lige ind."

Han tændte en cigaret og stod lidt med mobiltelefonen fremme. Intet nyt på Facebook, Instagram, Twitter og så videre. Vinden blæste friske pust, og afbrød den ret lune eftermiddag. Hans karseklippede isse frøs en smule. Han syntes, det var godt, at han overhovedet var kommet derind. Godt klaret.

Forbi ham gik en ung kvinde. Hun mindede ham så grusomt om hans Louise. Måske var det faktisk hende. Han begyndte at gå. Holdt sig cirka ti meter bag hende. De gik gennem Jægergårdsgade og endte i Bruun's Galleri. Hun stillede sig i kø ved banegårdens McDonalds. Nej, det var nok ikke Louise, så, tænkte han, mens han stod med siden til. Øjnene rettet mod hende, så det næsten gjorde ondt. Hun kom forrest i køen. Hun talte. Jo! Så var det hende. Han vendte sig og gik frem til kassen, kort efter hun havde sat sig.
   "Big Mac." Kommanderede han ganske stille.
   "HVAD?" råbte medarbejderen halvt tilbage.
   "Big Mac, tak!" sagde han lidt højere, og så på sine sko.

Han ærgrede sig over, at han havde sat sig med ryggen til Louise. Han var på vej hjem. Den blå, halvfyldte bus kørte mod Odder. Han stod af i Malling og gik hjem til lejlighedskomplekset Mallinggård.
   Han lænede sig op ad sin dør med panden først og hver håndflade mod de varme mursten. Han lod sine hænder glide langsomt ind mod sig. Med åbne øjne slikkede han døren. Hurtigt. Han kyssede den lydløst en enkelt gang, låste sig ind.

Hen mod natten dagdrømte han stadig. Han tog sig selv i at stirre med vidtåbne øjne ud ad vinduet i den franske altan. Han tændte en cigaret og tjekkede Facebook og så videre. Lagde mobiltelefonen fra sig, og prøvede sig frem, hvad røgringe angik.
   "Når solen går ned i en hæk, står den op i en bæk!" konstaterede han klart, tydeligt, en smule højere end hans normale toneleje. Gadunk-gadunk lød hans hjerte. Han måtte male lidt.

"Excentrikeren Mikkellilús, mine damer og herrer!" plejede Louise at sige leende. Han forstod jo godt hvorfor. Han lod bare som om, han ikke gjorde, for så lo hun endnu højere. Han var blevet mærkeligere, syntes Louise. Og så gik hun sin vej ud ad hans neutrale, hvide, småborgerlige dør. Tanken om hende ville ikke slippe. Sus. Sus i maven.
   Louise, tænkte han undrende, jeg var ik' ærlig! Og sådan grundede han, indtil fuglene halvt forstyrrende sang, og han... faldt i søvn.