Med største varsomhed spærrede hun døsigt øjnene op til synet af det gudsforladte kammer. Den gustne hvidløgshørm fyldte rummet som en tyg lage. Hun greb den lunkne bøtte creme fraiche fra natbordet, og tømte, nu med den største uforsigtighed, indholdet i sit muldne svælg. Hun svang sit dorske legeme ud over sengekanten og påførte sig sine slidte og afblegede kåbe. Eftermiddagsolen blotlagde hendes glaserede ansigt, der mest af alt lignede et rødmosset månelandskab. Træt spadserede hun over til vindueskvisten. På fortovet observerede hun resterne af den brækdynge hun havde kreeret natten forinden, inden hun endeligt med tunge skridt havde gebærdet sig op i den lusede etværelseslejlighed. Ved denne vilkårlige påmindelse opslugtes hun omgående af tyngende klaustrofobi, og satte prompte kursen mod kirken.
Hun henlagde sit afdankede korpus på alterbænken, og mærkede, fortabt i sit tankermylder, en varm hånd på sin fedtbetyngede skulder. Hun kastede sig, som en ussel slavinde, i ærbødighed for Ærkebiskoppens fødder. Grædefærdig bønfaldt hun den mægtige Biskop om syndsforladelse. I al stilhed anbragte han oblaten på hendes opsvulmede tunge. Opskræmt over hændelsernes pludselige drejning stivnede hun, og ned af hendes tunge flød savlet i ujævne dråber. Ligesom hun før havde mærket en tilgivende hånd på sin skulder, mærkede hun nu kraften fra en knyttet næve. Næveslaget havde effekt som fuld narkose.
Da hun omsider atter engang slog øjnene op, opdagede hun, ganske som hun havde formodet, at den bedøvende klo tilhørte biskoppens søn; Bedemanden. Paralyseret, som var hun holdt i en hundsk gabestok, gik det op for hende, at hun befandt sig i kappellets kælder. Bedemanden tvang hende op på knæ, og hendes parrelyst bredte sig nu i takt med, at Biskoppen aftog sin præstekjole. Med præstekraven som det eneste bevis på hans ærede gejstlighed fremstod han nu, om muligt, endnu mere guddommelig end før. Ved synet af Biskoppens dominansapparatur akkumuleredes svedperlerne i høj intensitet på hendes rødvinstryne. Skælvende modtog hun Biskoppens slimpisk, dér hvor tilgivelsens oblat tidligere havde haft til huse. Som et produkt af halsarbejdet brølede Biskoppen i velbehag, medens Bedemanden, nu afklædt, på snedig vis listede sig op bag ved hende. Som en velkomponeret symfoni indsatte han, i takt til hendes gispende vejtrækning, sin syltede stav i hendes brune rubin. Som en bjergbestiger, der nærmer sig tippen, så Bedemanden prustende sit es til at allokere sin arteriedunkende baguette til fødesprækken halvanden centimeter syd for den oprindelige destination. I kor til det uundgåelige udfald af akten, spruttede en fæl hvidløgssekret ud af hendes let behårede gulddåse.
De noble herrer overdrog, i indforstået stilhed, hendes sønderrevne kluns. Efter den ceremonielle overdragelse styrtede hun, fyldt op til bægerkanten af skam, ud af kappelet. Med glædestårer i øjnene, og med INRI som vidne, så hun sig tilbage, og hendes blik strejfede nu Biskoppen og hans evnesvage afkom i tærsklen til kapellets port.