J.W. Oskar blev revet ud ad moderen under kaotiske forhold og lå som bevidstløs under observation, kun hjulpet af sin eneste ven, iltapparatet.
Som årene gik blev han præsenteret for obligatorisk venlighed og lidt efter lidt lagt på et sterilt leje af snæversynet tro på en Gud, der ikke rummer mangfoldigheden.
Senere foregik det meste i tjeneste fra hus til hus, hvor man ind imellem havde tid til den ellers daglige dosis hygge, bestående af kaffe og kage.
Fortvivlet stillede han spørgsmålstegn ved middelmådigheden, og en dag forelskede han sig i en pige som havde evnerne til at befri ham fra denne kunstige tilværelse.
Under den hemmelige start virkede hun som en pacemaker der holdt hans sløve livsglæde i gang. Men dette udviklede sig på et splitsekund til ægte kærlighed. En sommeraften blev kærligheden mellem de to opdaget af faderen, staffen var hård. J.W. Oskar blev sat på et fly til et ukendt sted, for at genfinde kærligheden til troen. Under sit længerevarende ophold forsøgte han at redde det mishandlede forhold til sin kærlighed derhjemme, alt imens faderen forgæves forsøgte at rense J.W. Oskars ånd og niveau, fremprovokerede dette ham til en handling som fik ham fjernet som ved et operativt indgreb. Derhjemme sad nu faderen, næppe munter, og fortalte om forskellen på respekt og accept. De første dage foregik fastspændt med antidepressiv placebounderholdning på TV3, dog var kærligheden på sit højeste. Som resultat af dette reagerer faderen så godt som ulykkelig, ved at opstille et ultimatum og til sidst sås der ingen anden udvej, end at smide sin søn ud som det affald han nu blev set som. Sikke en kærlig fader.