Frosten havde indtaget Istedgade. Med hænderne i lommerne og øjnene stift rettet mod fortovet, gik jeg igennem Københavns baglokale. Øl og spiritus havde haft den forventede effekt, som ud over en let blødgørelse af hjernen, og svækket dømmekraft, havde påvirket sulten. Målet var klart; byen bedste kebab på Boys Grill. Hjemsted på Lille Istedgade, lige over for Mændenes hjem.
   I ren fordrukkenhed, og muligvis en bevidst fornemmelse af, at natten ikke havde givet alt, spadserede jeg på den modsatte side af fortovet, end den hvor grillen lå, og også forbi. Mariakirkens klientel havde hilst for længst, og de fleste med en smule kendskab til indre København, kender til miljøet omkring kirken. Derfor er man også opmærksom, når man passerer området. Uanset promille.
   - You want to have a good time? lød det på afrikanerengelsk.
   Hun var offensiv og insisterende da jeg mærkede et løst greb i mit jakkeærme.
   - No, no. Automatreaktionen var øjeblikkelig og ligefrem
   Alligevel stoppede jeg op, kiggede op. Hun var temmelig sort i huden, havde et rundt ansigt, hvilket også afslørede hendes lettere overvægtige statur. Klædt fuldstændigt i sort. Sorte gamacher og en stor sort dynejakke. Hun havde en håndtaske, sort naturligvis. Givetvis fyldt med kondomer. En knugende spændt fornemmelse bredte sig i maven. En reaktion på hende.
   - I will give you money, fremstammede jeg forbløffet over mig selv.
   - Come, I need to go to an ATM. I samme øjeblik jeg havde sagt sætningen, blev jeg opmærksom på min egen fordummelse af det engelske sprog. Muligvis for at løsne mine parader. Eller også var det camouflage. Vi gik mod en hæveautomat. Hun sørgede for, at jeg tog hende under armen.
   - So, what is your name?, spurgte jeg.
   - I am Rose, svarede hun kort.
   - Where are you from? Standardspørgsmål. Standardsvar. Rose var fra Nigeria.
   Vi nåede frem til hæveautomaten. Den åbne plads, og lyset fra hæveautomaten skabte en forlegen stemning. Samtidig var jeg opmærksom på, at i netop dette øjeblik blev vi optaget på et kamera. Der var beviser. Jeg tog mit kort frem, og stak det i maskinen. Metaforisk. Min forlegenhed blev afløst af nervøsitet. Mørke maskuline skygger, stod et stykke på afstand. De kiggede ikke direkte på os, men fornemmelsen af deres rygge, gav en følelse af at blive overvåget. Observerede de Rose og jeg, eller var de tilfældige sønner af Københavns nat?
   Irrationalitet, skam og frygten for at nogle ville følge efter mig, og min bankkonto, forblev konstant. "Andet beløb", "2000" og "Nej", var svarene på automatens spørgsmål, der leverede som lovet. Jeg tog pengene, talte diskret op, og foldede bundet sammen på midten.
   - Here you go, sagde jeg og rakte bundtet til Rose. Hun tog imod dem, og lagde dem hurtigt i håndtasken. Herefter begyndte hun at forberede sig, i bred forstand. Rose tog sit lille spejl op af tasken for at sminke sig. Hendes læber blev blodrøde. De så meget fyldige ud. Det pyntede ligefrem.
   - What do you want? spurgte hun frisk.
   - Nothing, svarede jeg. Hun blev mistroisk i sit ansigtsudtryk:
   - Nothing? Hendes øjne søgte i horisonten. Togangeethundredeogfirsgraderssøgning. Højre mod venstre, venstre mod højre. Havde hun også set de maskuline skygger? Hun tog mig igen under armen, og spurgte om jeg havde et hotelværelse. Vi stod stille. Jeg svarede hende, at det havde jeg ikke.
   - What do you want? spurgte hun igen. Denne gang tydeligt irriteret.
   - Nothing. Desperation meldte sig hos Rose. På hjørnet af pladsen, var der en café.
   - I want coffee, sagde jeg. Vi gik mod caféen, arm i arm. Vi stoppede op udenfor caféen og kiggede ind. Der var ikke så mange, men de der var, så ud til at kende hinanden. Jeg åbnede døren for Rose, inviterede hende inden for og spurgte om hun ville have noget.
   - A large coke.
   - How about some cake? spurgte jeg. Jeg havde selv lyst til kage.
   - Okay, svarede hun stilfærdigt. Tjeneren bag disken betjente mig med åbenlys irritation. Min promille må have gjort mig immun. Jeg vidste, at de unge mennesker i caféen havde set os. De lod som de ikke havde. De lod som om vi ikke eksisterede. Vi var et forstyrrende element i deres fest.
   Rose havde placeret sig nær udgangen, ved et klassisk cafésæt. Hun så mismodig ud, hun passede ikke ind. Nervøst stirrende ud af glasruden, så hun kun sin egen genspejling. Jeg kom tilbage med kaffe, cola og kage. Det var forbløffende at se, hvor tilfreds Rose blev for colaen. Den røde læbestift klistrede sig til glasset, og satte markante mærker fra hendes læber. Jeg spurgte Rose hvorfor hun var i Danmark.
   - To help my family, svarede hun. Rose forklarede at hun havde tre børn i Nigeria, men hun kunne ikke få arbejde. Nogle lokale mænd havde fortalt hende, hvordan hun kunne komme til Danmark - bare et par måneder. Her ville hun tjene gode penge, og så kunne hun jo forsørge sine børn. Hun sagde at hun havde troet på dem. Jeg tror kun hun håbede.
   Langsomt blev hun også modtagelig for kagen. På et tidspunkt udspillede en scene sig, hvor hun ville fodre mig med sin gaffel. Det var en grotesk parodi på romantik. Erotikken i handlingen var ikke tilstedeværende. Caféen reagerede med diskret afsky.
   - They took my pass, fortalte Rose. Mændene havde indlogeret hende på et hotel i København. Her havde de konfiskeret hendes pas, og fortalte hende, at hun skyldte dem penge for rejsen. Rose ville først få sit pas tilbage, når hun havde betalt mændene deres penge tilbage. Plus renter naturligvis. Rose blev holdt fanget i Danmark. Jeg sagde til Rose, at hun ikke skulle fortælle de mænd, om de penge jeg havde givet hende.
   - They are for you, Rose! understregede jeg. Ren utopi. Øllenes effekt begyndte at aftage, og min blære var fyldt til bristepunktet.
   - I need some air, fortalte jeg Rose.
   Bag caféen, rundt om hjørnet, i ly af skyggerne, fandt jeg en mur som tilbød mig aflad.
   Let igen vendte jeg tilbage til caféen. Rose var forsvundet. Hun havde forladt mig. Måske var hun blevet træt af mine mange spørgsmål. Mere sandsynligt havde nervøsiteten for ikke at nå sin kvote trængt sig på.