Brian var ti år, han syntes selv at han var en stor dreng nu. Han stod på Århus banegård sammen med sin mor, han skulle selv ud køre med tog, han skulle besøge sin mormor og morfar i Næstved. Hans mor hjalp ham ind i coupéen og fandt hans plads, det irriterede ham lidt, for han var jo en stor dreng og han kunne sagtens selv finde sin plads i toget.
Nu skal du huske på at følges med nogle andre når du skal af toget på Storebælt, sagde hans mor, ellers kan det jo være at du farer vildt og ikke kan finde tilbage til din plads inden færgen når til Korsør.
Bare rolig, det skal jeg nok gøre sagde Brian, hun skal bare vide hvor stor en dreng jeg er, tænkte han.
Brians mor stak ham en halvtredser, her har du lidt til turen, så kan du købe dig en sodavand og noget chokolade eller hvad du har lyst til. Brian stak sedlen i lommen. Husk at du må ikke gå ud på åben dæk på skibet, bliv inden døre og opfør dig ordentlig og hils mange gange i Næstved, sagde hans mor og forlod toget.
Lige efter at hun var gået følte Brian sig lidt alene og ensom, men, hør nu, sagde han til sig selv, jeg er en stor dreng og jeg kan sagtens klare mig selv.
Toget begyndte pludselig at rykke sig og kom langsomt op i fart, Brian vinkede til en lidt bekymret mor som stod på perronen og vinkede tilbage til ham.
Nu var toget oppe i fuld fart og skød igennem landskabet som en rumraket, Brian sad og forestillede sig at han var kaptajn på et rumskib som var på vej mod Mars, han kikkede ud af vinduet og så planeter, stjerner og asteroider. Nu kom han forbi Mars, den røde planet.
Må jeg se din billet lille ven, sagde en stemme, Mars forsvandt og blev til et rødt hus som stod op ad banelegemet, Brian var lidt forvirret men så at kontrolløren stod og se på ham. Ja nu skal jeg finde den sagde han stolt, togmanden klippede i hans billet og gav ham den tilbage. Brian bestemte sig for at han ville beholde denne billet for altid da det jo var første gang han selv kørte med tog. Lidt efter kom der en dame med en vogn som var fyldt med slik, sodavand, øl, blade og sandwicher, Brian købte en cola og et stykke Ritter sport med nødder, desuden købte han en tegneserie. Da han havde betalt og damen var gået så han at hun ikke havde åbnet hans sodavand, æv! tænkte han hvad gør jeg nu. Så var det han kom i tanke om at der jo var andre end ham i toget. Da det var et IC3-tog sad der for det meste fire personer ved et lille bord.
Han kikkede på damen overfor, hun var lige så gammel som hans mormor men hun var mere fed, hun var faktisk rigtig fed, syntes han. Kan du åbne min sodavand spurte han hende stille, ja min ven, selvfølgelig kan jeg det, hun tog hendes håndtaske op og begyndte at lede efter en åbner i den. Argh, tænkte Brian, hendes taske er endnu ældre en damen og så er den beskidt, han begyndte at fortryde at han havde spurgt hende om hun ville hjælpe ham.
Den fede dame fandt en samfundshjælper i sin taske og åbnede Brians sodavand, værsgo lille ven, sagde hun og rykkede flasken over til ham. Jeg er ikke lille og jeg er i hver fald ikke hendes ven, tænkte Brian og ventede til hun havde sluppet flasken og lænet sig tilbage før han tog den.
Nå men han havde jo hans tegneserie, han var ikke særlig god til at læse, han kunne godt men det tager et stykke tid for ham at tygge sig igennem hvert ord. Inden han var færdig med den første historie, kørte toget ind i Vejle. Brian slugte med stor iver alle de indtryk han fik når han kikkede ud af vinduet.
Pludselig var han kongen over Vejle som stod og beundrede sin bys vælde og skønhed, kongen som alle undersåtter var glade for, kongen som ikke tog skatter, kongen som gav sodavand til alle børn i byen, kongen som, toget gav et ryk og Brian sad igen i coupeen over for den fede dame. Hun smilede til ham, han smilede tilbage, man kan bare se ud som om man kan lide hende, tænkte han, så får hun nok ikke mistanke om det modsatte.
Han gik i gang med den anden historie i tegneserien, det var en historie om Anders And og om hvor uheldig han altid var, Brian var ikke engang færdig med den da der blev sagt Fredericia i højtaleren. Toget kørte ind på stationen og stoppede, da den startede igen kørte den modsatte vej som før. Brian tænke på at det måtte være sjov at være den mand som sad og styrede alle disse tog, fortalte hver eneste togfører hvilken vej han skulle køre for at komme ud fra stationen, det ville han være når han blev stor, det var i hvert fald en af de ting som han godt kunne tænke sig at lave når han blev stor.
IC3'ern kørte over Lillebælt. Det er lidt ligesom om at man flyver tænkte Brian og så sad han i en jetfly som drønede hen over vandet mellem Jylland og Fyn. Her oppe fra kunne han holde øje med alt og alle. Hvem skal du over og besøge lille ven, spurte den fede dame, Brian kikkede forvirret op, øh, jeg skal over og besøge mine bedsteforældre i Næstved, sagde han og begyndte at læse videre i hans tegneserie, han ville helst ikke snakke med den fede dame. Tegneserien optog igen alt hans tid, han sansede slet ikke toget enorme fart hen over det bakkede Fynske landskab, han kikkede kun lidt op da de gjorde holdt i Odense.
Da han var midt inde i den tredje historie, sagde manden i højtaleren at nu ankom de til Nyborg og at toget ville køre ombord på færgen. Yes, tænkte Brian, færgen, hvor havde han dog glædet sig til at komme om bord på færgen, han elskede at sejle, der var ikke noget bedre, han ville være kaptajn på et stor skib når han blev stor, nej, når han blev større, han var jo allerede en stor dreng.
Toget tog langsom farten af og holdt til sidst helt stille i Nyborg, lidt efter begyndte den at røre på sig og kørte stille og rolig ombord på færgen. Da de var kommet ombord og færgen var begyndt at sejle, sad Brian og ventede i toget på at alle de andre skulle gå op på færgen, da han var næsten alene, de sidste gad nok ikke flytte sig, tog han den tomme sodavandsflaske og stillede den på bordet, tæt på vinduet, så kunne han nemt finde tilbage igen. Han tog sin jakke og stod ud af toget. Hvor var den færge dog stor, næsten kæmpe stor, han gik hen langs toget til han fandt en dør, han åbnede den forsigtigt og så at der var en trappe bagved, han gik op ad trappen og kom til en stor hal hvor der var en masse mennesker, men han ville længere op, op og kikke ud på vandet, han fandt en ny trappe og gik op ad denne. Da han kom op til toppen af denne trappe så han at man lige til venstre for trappen kunne komme ud til rælingen og kikke ud over vandet.
Brian stod og kikkede ud over vandet og så alle de små bølger som kæmpede en brav kamp for at rykke lidt med færgen. Brian så sig selv som en sørøverkaptajn, der sejlede på de syv verdenshave og plyndrede andre skibe for, at til sidst, at sejle hen til den hemmelige ø hvor han plejede at begrave sin skat.
Færgen gav et stort ryk og han var ved at glide på dækket, han rakte ud efter gelænderet for ikke at falde. Nu må jeg hellere komme ind igen tænkte han, nu har jeg set bølger og vand nok.
Da han kom ind igen gik han ind i et stort lokale hvor, der var stole man kunne sidde og nyde sin mad på. Midt i lokalet var der et stort firkantet hul med rækværk rundt om, han gik hen og kikkede ned. Der nedenunder var det en butik, en pølsebod og nogle spilleautomater. Brian blev helt vild, spilleautomater var det bedste han vidste. Han skyndte sig hen til trappen og løb neden under for at spille på en maskine. Han havde nogle penge til overs fra sodavandet og chokoladen. Han havde tyve kroner. Han gik hen til pølseboden og stillede sig i køen. Da det blev hans tur spurgte han pølsemanden om han ikke kunne veksle tyveren til enkroner. Han drønede tilbage til automaten med lommen fyldt med tyve enkroner. Han gik hen til Space Invaders, det var ikke en af de helt nye spil, men han kunne godt lide den, han proppede to kroner i maskinen og begyndte at skyde alt ned som kom frem på skærmen. Sådan brugte han sin tid og sine penge mens færgen langsom men sikker kæmpede for at bringe sine passagerer sikkert fra Fyn til Sjælland.
En uklar stemme i en højtaler sagde, om ti minutter ankommer færgen til Korsør, alle tog passagerer bedes gå ned til deres vogne. Brian var lige midt i et spændende spil, men han lod sig dø, fordi han ville nå ned til sit tog før det var for sent.
Han gik hen til trappen og gik ned til døren, han åbnede døren og trådte ud på vogndækket, han gik hen langs toget og kikkede efter en colaflaske i vinduet, men han var nået helt hen til enden af toget og han havde ikke set nogen flaske, måske havde han set forkert, sagde han til sig selv. Han gik tilbage igen, men denne gang nåede han også hen til enden af toget uden at få øje på den sodavandsflaske som han havde stillet i vinduet.
Han begyndte at blive en smule panisk, han løb hen til døren og op ad trappen, fandt en anden trappe og løb igen ned til vogndækket. Heller ikke denne gang kunne han finde det sted hvor han havde stillet flasken. Nu begyndte han for alvor at blive bange, han var lige ved at tisse i bukserne, nej, nej, hvad skal jeg gøre tænkte han.
Han løb igen op ad en trappe og stod lidt og kikkede efter om der skulle være nogen som han kendte, nogen som havde siddet i samme togvogn som ham, han kunne ikke få øje på nogen som han mente han havde set i vognen, nu var han lige ved at græde, det var jo det hans mor havde sagt til ham at han skulle passe på med, men han havde troet at han var stor nok til at passe på sig selv, det var han ikke og nu stod han her som Brian alene i verden.
Om fem minutter lægger færgen til i Korsør, alle tog passagerer bedes venligst at gå til deres vogne, sagde det igen i højtaleren, Brian var helt ude af den, da han pludselig så den fede gamle dame komme ud over fra toiletterne, alt det som han havde tænkt om hende var væk, nu var hun hans bedste ven, hun var hans redning. Brian løb over til den ældre dame og tog hende i hånden. Kan du ikke finde tilbage lille ven, sagde hun. Jo jo, sagde Brian, men jeg syntes bare at jeg ville følges med dig.
Den gamle dame fulgte Brian ned ad trappen og hen til deres togvogn, da de kom ind så han nok så nydelig colaflasken stå og blomstre i vinduet. Da de havde sat sig ned, rodede damen i hendes håndtaske og fandt nogle bolsjer, her dem må du få lille ven, fordi du er så sød, sagde hun.
Tak, sagde Brian, jeg syntes da også at de er sød. Fem minutter efter kørte toget ud fra færgen og stoppede i Korsør, her skal jeg af, sagde Brian, min mormor og morfar står og venter på mig. Pas godt på dig selv min dreng, sagde damen, det skal jeg nok, svarede Brian.
Han tog sin kuffert og gik ud af vognen, her stod han lidt og kikkede til begge sider af perronen, så fik han øje på sin mormor og løb hende i møde, du kan tro at jeg mødte en flink ældre dame på toget, sagde han til hende, nu var næsten lige så sød som dig.