Da jeg vågner, står der en buket blomster på mit natbord. Det er godt nok påskeliljer med deres drillende hoveder. Blomsterkummens syndere, som jeg egentlig havde glemt alt om, synes at genopstå. Bare tanken gør mig svimmel. Jeg drejer forsigtigt mit hoved den anden vej, ind i udsigten til et par nydelige dameben. Den blomstrede kjole dækker knap nok knæene. Fødderne er bare i de lette sandaler, tåneglene er smukt rundede og malet i en blød rød farve. Mine øjne søger med en kraftanstrengelse opad mod personens ansigt. Det ligger lidt i skygge, så konturerne træder kun langsomt frem. Et smalt blegt ansigt, omkranset af langt mørkt hår. Kort spekulerer jeg over hvem det mon er, indtil stemmen bryder rummets stilhed, lidt skinger i det høje toneleje, altid stakåndet. Det er min søster Marianne
"Hej", siger hun: "du er vågen.Vi har været bekymrede."
Jeg løfter hånden til en mat hilsen. Hvem pokker er vi? Har hun mon giftet sig, og fået børn på rekordtid? Lige nu, har jeg faktisk ikke lyst til at snakke med hende. Min trodsige lillebrorrolle knurrer, med skarpe tænder og spydige bemærkninger på læben: Det er ikke den slags genforening, jeg har ønsket mig, liggende som en svagelig grøntsag i en hospitalsseng.
"Hvad vil du?" Jeg sætter mig kampberedt op i sengen, mens svimmelheden tager til, i hovedet.
"Se til dig Simon", stemmen er svagt pibende.
Jeg vil fange hende som en mus, og nedlægge hende som mit bytte: "Hvis det er pengene, jeg skylder, du er kommet efter. Så har jeg dem her. Du kan få dem aldeles omgående".
Jeg trykker på kaldeknappen med min venstre hånd. Sveden pibler ned over min pande, mit hoved værker, og en begyndende kvalme sætter ind. Rod tænker jeg, forbandet rod. Skrid, smut, forsvind. Mine hænder krammer hårdt om dynen.
En sygeplejerske stikker hovedet ind: "Er der noget galt", spørger hun venligt.
"Ja", hakker jeg tilbage: "Jeg skal brække mig".
Den sure grønne galde løber af mig i en lind strøm, efter hver sammentrækning af mit mellemgulv. Det stinker og smager præcis af hvad det er. Sygeplejersken forlader rummet med den fyldte metalbakke, og kommer tilbage med et glas kold saft, som langsomt dulmer og overdøver den sure smag, og krænger min mund tilbage i normal stilling. Stille og brødbetynget skæver jeg i min søsters retning. Hun sidder stift på den hårde plasticstol og glor ned på sine fødder. Det kan jeg godt forstå.
"Patienten skal have ro", sygeplejersken ser hvast på hende.
Jeg svarer, det skylder jeg vist, omstændighederne taget i betragtning: "Vi skal lige sige farvel".
Alene igen undskylder jeg: "Det var ikke min mening, det kom bare over mig. Du ved hvordan det er!"
Hun ser tilbage på mig, øjnene er store som tekopper. Måske sidder hun også på en skattekiste?
"Nej", svarer hun: "Jeg ved ikke, hvordan det er. Men jeg kan se, du har det skidt. Måske har du fået en skade på hjernen efter dit uheld. Far og mor er ikke meget bevendte, de er der jo aldrig. Altid bare ude og rejse. Det ved jeg, hvordan er. Vi to bør stå sammen. Pengene kan jeg godt bruge, men det er altså ikke det vigtigste.
Jeg vil svare kaste ord tilbage, de står i kø som listende regndråber. Hun lægger sine bløde fingre mod mine læber, under øjnenes tindren breder et smil sig langsomt til hendes mundvige. Magiske minutter af ro spreder vingerne. Jeg løfter forsigtigt min hånd og griber hendes. Mødes vi igen? Ja, det gør vi her, ordløst i stilheden med en hvid dyne mellem os.