du opløses, forsvinder for øjnene af dig selv, ophæves og det er som om du aldrig har eksisteret; ingen hører dig, ingen lægger mærke dig, du prikker dem på skulderen og taler pænt eller du slår dem og skriger i deres ansigter, men de mærker dig ikke, hører dig ikke, dine slag er uden kraft og du ønsker ikke at forsvinde, du vil ikke blive væk, du frygter døden men magter ikke livet, du er bange for de ikke hører dig, ikke ser dig, du er ikke ked af det men heller ikke rigtig glad, du kan fornemme dine følelser men du kan ikke mærke dem, du kigger ind i dit sind, står ved siden af dig selv og du vil tilbage, du vil ind i din krop, du vil være dig, du vil være den du kender, du vil hjem og finde trygheden, du savner din mor og kalder på din far, men de er væk, din stemme forsvinder og du er stum og forvirret og det regner sikkert udenfor, det regner på dig og dårlig samvittighed blander sig pludselig i det hele og du begynder at skamme dig fordi du ikke bare kan tage dig sammen og gøre som de forventer, som du selv forventer, som du burde have gjort, du burde have taget dig sammen og du forstår godt de ikke mere gider høre på dig, du kan sagtens sætte dig ind i hvorfor de ikke gider blive ved, det er jo det samme hver gang - det samme hver eneste gang, men de ser ikke at det er det samme på nye måder, i nye forklædninger og de forstår ikke at det piner og skræmmer dig, forvirrer dig og driller dig, de forstår ikke du ikke bare tager dig sammen og gør det, de begriber ikke at du gør alt hvad du kan og de ser ikke den der bliver mest magtesløs er dig, og ingen følger dig når du kravler ind i dine huler, de aner ikke du er der for de ser dig ikke, de mærker dig ikke længere, de venter bare, venter på du tager dig sammen og de synes du er doven og det synes du også selv, du synes du er dum, du synes du er grim og uduelig, du synes du fortjener at dø, du synes alle vil være bedst tjent med du ikke mere er her, du synes ikke verden er et sted for dig, ingen kan være tjent med, synes du, at skulle lytte til dig og derfor frustrerer det dig så meget mere at der ikke er nogen der lytter, der er ikke nogen du kan gøre noget for, du kan ikke en gang gå væk fra nogen eller bare lade være med noget og det er fordi du synes du er værdiløs, et sølle og elendigt menneske; du synes du er dum og grim og et dårligt menneske og du drømmer om at tage dit eget liv, men du kan ikke for du er bange for at dø og du er ikke så meget værd at andre kan finde mening i at slå dig ihjel og befri dig fra dine pinsler, de pinsler kun du mærker, de pinsler som er transparente men virkelige, dine smerter som er så store at de lammer dig, så du intet føler eller mærker mere; men det er lige meget synes du, du er jo ingenting, ingen, du forsvinder og du tænker livet for alle dem du kender vil blive meget lettere hvis de slipper af med dig og du vil gerne væk, du vil ud, ud af livet, du kan lige så godt dø kan du, for du synes ikke du har nogen menneskelig værdi, ingen værdi overhovedet, du giver ingenting, du magter ikke andre, du magter ikke at forholde dig og du savner bare en der lytter, du savner en der gider lytte til dig - ikke bare lytte, men en som faktisk hører hvad du siger, men du tænker at det du siger ikke giver mening og derfor er det lige meget, ligegyldigt, du gider ikke engang sige det mere, gider ikke gentage dig selv igen, igen og igen - de lytter alligevel ikke, de forventer bare du tager dig sammen og bliver som de vil have det, de forventer du klarer dine ting, men de ser ikke hvor meget du gerne vil, de ser ikke dine forsøg, de forstår ikke at du hver eneste dag gør alt hvad du kan, ingen ser og ingen forstår du gør hvad du kan, ikke hvad du gerne vil, de siger med deres monotone stemmer at man bare skal tage sig sammen, at det bare handler om at ville, just do it siger den ene idiot efter den anden og du kigger på dem og undrer dig ikke længere over hvor mange der lytter til dem men som ikke kan høre dig, du begynder at tro de har ret, du tror ikke mere du har værdi for nogen, du ved ikke længere hvem der er hvem og du er i tvivl om du længere er dig selv, du ved ikke mere om du er levende, du ved ikke om du er død, du ved ikke længere om det at være menneske er noget for dig, men at være menneske er præcis hvad du drømmer om, det er det du gerne vil, du vil bare gerne have lov at være dig selv, vil du, du vil bare gerne finde et sted hvor du i fred og ro kan få lov til at gøre de ting du ved giver mening for dig uden at blive forstyrret af krav og konventioner og pis og lort og du foragter dig selv fordi du ikke kan leve op til hverken egne eller andres forventninger, det er så hårdt, siger du, ikke at være ligesom alle de andre og du begynder at bebrejde dig selv du ikke kan finde ud af noget, det er jo så nemt når det kommer til stykket og du synes de har ret, dem der siger det højt ude i samfundet, dem der bare kan stå op om morgenen og børste deres tænder og gå i bad og gå på arbejde og betale skat, hente børn i børnehaven og gå til fitness og lave mad og læse bøger og aviser og se en film om aftenen før de går i seng i fornuftig tid og sover lige til om morgenen næste dag hvor de fortsætter forfra og børster deres tænder og går på arbejde og du ved du gerne vil det samme, men du ved du ikke kan og du gør hvad du kan, ikke hvad du vil, dine drømme, dine drømme, disse forestillinger i dit hoved, denne viden om hvad du ville kunne hvis blot du fik tid og plads, ikke bare plads og ikke bare tid, men mulighed, hvis ikke forventninger og konventioner og traditioner var den usynlige spændetrøje der binder dig så du ikke mere ved om du er syg selv om du føler dig rask, så du ikke ved om du er rask når de siger du er syg, når du hører lægen sige du bare skal tage din medicin til tiden, pille efter pille skal du sluge, du skal sluge deres model, deres tanker, deres forestillinger, de vil have at du skal blive en god borger og stå op om morgenen og børste dine tænder og du skal spise din morgenmad og du skal gå hen på dit arbejde og du skal betale din skat og hente børn i børnehaven, du skal gå i fitnesscenter og trampe i pedalerne på en cykel der ikke bevæger sig, du skal gå på trapper der ikke fører nogen steder hen, du skal ro og ro og ro en maskine uden årer, du skal sidde stille og bevæge dig, du skal gå hjem og lave mad og se fjernsyn og du skal gå tidligt i seng og stå op og starte forfra, du skal stå op og børste dine tænder og du skal holde dine drømme og forestillinger for sig selv med mindre drømmen er amerikansk og hvis du bliver rig nok må du sige hvad du vil, du må gøre som det passer dig, bare du kalder dem der ikke kan dovne, også selv om de gene vil, du skal se ned på dem, du skal tale dårligt om dem der vil men ikke kan eller tør eller gør, du skal være ligesom alle andre, du skal huske at det ikke er for sjov vi har et samfund hvor alle må bedrage og hvor man er hvad man har, og du skal i hvert fald ikke gå i stå, du må ikke glemme hvad klokken er, du skal huske at tiden, tiden er den vigtigste ressource og vi gør tingene først og størst, hvis ikke du vil være først og størst er du ikke som os andre, så er du ikke normal, så kan vi ikke regne med dig, vi kan ikke finde ud af dig og du passer ikke ind og hvis du ikke i det mindste prøver eller lader som om kan vi ikke sætte dig ind i systemet, så har vi ikke en plads til dig, og du skal huske gud er stor, regeringer større og bankerne størst, du skal huske at det drejer sig om penge, du skal vide og du skal huske at tid er penge og vi har ikke tid nok til at vente, de svage må falde fra må de, de må falde fra og blive liggende og vi lader dem ligge selv om de vil men ikke kan