Der var engang en rose. Det var den kønneste rose man kunne forestille sig. Den var dybrød, og dens kronblade var på en eller anden måde meget finere, end de andre rosers kronblade.
Det første lange stykke tid af sit liv stod rosen i en vindueskarm, hvor den altid fik rigeligt med sol og varme. Vandet blev den også, så den aldrig måtte tørste. Denne rose havde på alle måder et herligt liv, og de andre roser som stod plantet ude foran vindueskarmen så ofte ind på den og misundte den, for tænk, hvor var den rose dog lykkelig!
Nu kunne man jo sagtens forestille sig, at denne vidunderlige tilværelse ville gøre vor rose hovmodig og storsnudet. Men tværtimod. Rosen var altid ydmyg, og velsignede sine stjerner for sin lykke.
Der var dog én ting som nagede vor lille rose: den vidste nemlig, at når vejret blev koldt, og blæsten hård, ville den visne. Ganske som det var sket for så mange roser før den.
Oh, hvor rosen gruede for denne dag. Oh, hvor den frygtede at vågne op en morgen og se sine kronblade ligge spredt i vindueskarmen omkring den. Ikke fordi den var forfængelig og stolt, ak nej, men fordi den holdt sådan af sin tilværelse, og fordi den havde et andet hverv end de andre roser ude foran vinduet. Deres hverv var at neje i vinden, og mærke naturens gang mod deres kronblade. Men denne roses hverv var at våge. Våge over den, som var syg.
Ikke mange roser bliver udvalgt til at være vågeroser, men denne rose var noget ganske særligt, og derfor var den blevet valgt til dette ærefulde hverv.
Nu begyndte årstiden imidlertid at ændre sig. Vejret blev koldere, og naturen viste sig fra sin værste side. Alle rosens kammerater udenfor vinduet visnede og døde, men vågerosens kronblade ændrede slet ikke farve. De blev ikke gulnede eller visnede bort, rosen blev tværtimod endnu mere mørkerød, og den blev kønnere og kønnere jo længere tid der gik.
En sen nattetime, kunne rosen mærke, at noget i sovekammeret, hvor den stod, havde ændret sig. Stemningen var blevet anderledes, og det var som om, at noget havde forladt kammeret.
Rosen anede straks, hvad der var sket. En sjæl havde forladt sovekammeret. Og rosen blev bekræftet i sine anelser, da den overhørte menneskernes samtale. Personen i sovekammeret blev båret bort, og rosen tænkte ved sig selv:
-Nu er min tid som vågerose forbi. Nu bliver jeg nok kasseret som alle de andre vågeroser er blevet før mig."
Rosen troede bestemt at den skulle smides bort, men der skete ikke mere den dag.
Ej heller den næste dag kom der nogen og kastede den bort.
Et langt stykke tid stod rosen i sovekammeret, alene og glemt. Men på trods af at ingen så på den, blev den smukkere og smukkere. Endnu rødere skinnede den, endnu kønnere blev dens kronblade.
Selvom den stod i sovekammeret, i mørket og nu uden sollys, blev den ved med at være lige smuk. Den mistede aldrig sin glød, den tabte aldrig sin duft. Og en skønne dag blev rosen løftet op og båret ud af sovekammeret. Gennem haven, forbi sine visnede kammerater, blev den ført. Forbi den lille havedam hvor den i sin spæde barndom havde set de små, grønne frøer sidde på åkandebladene.
Endelig blev rosen plantet, og den iagttog sine nye omgivelser. Den var blevet plantet foran en stor, flad sten hvorpå der stod et navn som rosen dog ikke kunne tyde. Der stod mange andre af disse besynderlige sten, og rosen kunne hverken finde hoved eller hale på noget af det.
-Hvad er dog dette for et besynderligt sted?" spurgte den højlydt.
-Hys! Vær stille nu!" hviskede en rose til højre for den.
-Men hvorfor?" spurgte rosen forvirret. -Og hvad er dette for et sted?"
-Det er et ganske specielt sted," forklarede den anden rose, -det er her, sjælene sover. Og vi må være ganske stille, så de kan hvile."
Rosen nikkede ærbødigt. Den forstod nu præcis hvor den befandt sig. Og den forstod også, at dens ærefulde hverv som vågerose slet ikke var færdigt.
For altid stod den på gravpladsen og vågede over den grav, som nyligt var blevet lavet. Og selvom årene gik, blev rosen ved med at være lige smuk. For den havde våget og en elsket; den var plantet med kærlighed på graven. Og kærlighed dør aldrig...