Erling og jeg talte her til morgen om, at faktisk var vi i statistikkerne et par der for længst burde være gået fra hinanden, men trods det at vi blev gift den 2. februar 1969 er vi stadig sammen, og vil nok være det til den dag en af os skal bæres bort.

Det hele startede sidste på sommeren 1968. Jeg var som ”barnepige” med min lille søster på Martine på Skandia, et sted hvor de unge dansede søndag eftermiddag uden alkohol, den gang. Min søster var ude og danse, jeg sad og i baggrunden, hørte ham den underlige, alle kaldte Elvis, synge og danse på senen, medens alle de andre klappede og skreg. Jeg lod tankerne flyve. Jeg tænkte på Allan, jeg havde været så lykkelig, da vi blev forlovede, og da så lægen have sagt, at jeg på trods af min sygdom, var blevet gravid, det burde jeg ikke kunne blive, ville min lykke ingen ende tag. Jeg havde fortalt ham det, og vi tog så hjem til hans forældre, for at fortælle det. De blev ikke glade, jeg fik at vide, at et var at være forlovede, et andet at skulle have et barn. Det kunne aldrig blive ham og mig, fordi min mor var skilt. Men de var ikke ude på at gøre mig ked af det, så jeg kunne få 5.000 kr. og tage til England og få barnet fjernet, han måtte aldrig se mig mere. Han hørte på sine forældre, så nemt var det for ham. Jeg løb grædende hjem til min mor, hun sagde, hun havde opdraget 5 tøser, og de sidste 5 år alene, så kunne hun nok tage en mere med, hvis jeg ville have barnet, og det ville jeg. Den dag var jeg 4 måneder henne.
   Pludselig stod han foran mig, ”Elvis”. Han spurgte, hvorfor jeg hang med hovedet. Jeg fortalte, jeg aner ikke hvorfor, det hele. Han spurgte om jeg næste weekend skulle noget, for så ville han komme og besøge mig. Jeg skulle på camping i Lundeborg med mine søstre og mor. Han sagde, han ville komme, men den troede jeg ikke på.
   Det blev lørdag og jeg havde helt opgivet det hele, var stadig meget nedtrykt. Hen på eftermiddagen siger mor:
   "Jeg tror det er din ven, der kommer."
   Det var det. Vi gik en lang tur på Lundeborg strand, hånd i hånd. Han spørger, om vi skal komme sammen, jeg er lidt afvisende, vil ikke rigtig, er bange for at blive svigtet igen. Han siger den dag på stranden, at det vil han aldrig gøre.
   "Jamen barnet, hvad med det?"
   "Jeg vil være som en far for ham, som var han min egen."
   Jeg siger Ja, og et par måneder efter flytter vi sammen. Den 27. december 1968 føder jeg med meget besvær Tommy. Jeg var meget syg og fik ham ved kejsersnit. Elvis, som hedder Erling, måtte hver dag tag ud på sygehuset for at hente mælk og passe Tommy.
   Tiden gik, og han var som en far, helt som han lovede.
   Jeg var altid syg, vi havde aldrig nogen penge, fordi når han fik arbejde, gik det kun i kort tid, for så blev jeg igen meget syg og han måtte blive hjemme, for at passe mig og Tommy. Passe mit hjem og lave mad kunne jeg heller ikke, jeg havde det alt for dårligt. Vi flyttede fra det ene sted til det andet, fandt aldrig det sted, hvor vi kunne blive, det er det 35. sted vi bor her i dag. Jeg var ofte sengeliggende, det er i dag ikke nødvendig. Jeg er oppe og i gang hver dag, ser ikke ret meget mere, men er stadig syg, og ofte hænder det at jeg må give op og ligge mig. Erling laver altid mad, støvsuger osv. Han er i dag også pensionist, astma, men jeg ved, han er der altid for mig, han har i alle disse år holdt sit ord, og er blevet hos mig.
   I dag er vi farfar og farmor, hvorfor han bliver hos mig, en gammel, grim, tyk, syg, næsten blind kone, er en gåde, men jeg elsker ham for det.