Hun træder forsigtigt over dørtærsklen og ser sig rundt i beværtningens dystre skær. Krostuen er fyldt til bristepunktet med grinende, højtråbende, mennesker. Bønder, tiggere og øvrige fattigfolk samles omkring de snuskede træborde og indtager dagens sidste - og for nogle det eneste - måltid. Til højre for hende er bardisken, hvor den sure kromutter som altid er i gang med at lange øl og bagte bønner og blævreflæsk ud til de sultne gæster. Nu og da langer hun de serverende piger en ørefigen i en svidende påmindelse om, at de også skal huske de mandlige gæsters øvrige behov. Den pige, der netop har modtaget sin kontante afregning fra kromutters hånd, går med et svidende håndaftryk på kinden hen og sætter sig på skødet af en fremmed mand i beskidte klæder. Ved bardisken sidder også en yngre mand med orange hovedbeklædning og et stort krus lunken øl i hånden.
Hun lader blikket glide søgende gennem lokalet. Som hun står der i sin nye smaragdgrønne atlaskeskjole og sin afdøde mors guldhårbånd omkring det blanke gyldne hår, ser hun så ung og uskyldig ud. Hendes tøj er iøjnefaldende og påfaldende smukt. Hun falder helt udenfor den jævne påklædning, der dominerer resten af lokalet, og hun ved det godt. Udenpå er hun smuk som en adelig jomfru, indeni er hun fattig som en kirkerotte. Hun må og skal tjene til det næste måltid, for i går fik hun ingen mad og hun er bagud med huslejen til det værelse hun har hos smedens. Hun har tabt sig, og kan mærke, at kjolen hænger løsere om barmen. Det er ikke gode tegn, for hvis hun skal opretholde illusionen om velstand, må skal hun have lidt ekstra på sidebenene.
Hendes blik stopper ved bordet bagerst til venstre i lokalet. Fire mænd spiller kort - om penge naturligvis. Den ene mand er iført en gråblå klædedragt, og på hovedet har han en karmoisinrød beklædning. Det er varmt i lokalet og hans hovedbeklædning er skubbet lidt bagud, væk fra ansigtet. Hun kan se resterne af, hvad der ligner fordums tiders hårpragt. Tilbage er kun et par tynde grå totter, der krøller og glinser af sved. Han er en gammel mand, nok omkring 50, og hans markerede ansigt vidner om et hårdt liv. I bæltet dingler en stor læderpung fyldt til bristepunktet med dukater. Hun må og skal have den vristet fra ham inden hun går hjem.
Hun kigger tilbage på bardisken og får øjenkontakt med manden med den orange hovedbeklædning. Hun kaster et hurtigt blik på bordet med de hasardspillende gæster og igen tilbage på manden ved disken. Han siger ikke noget, men nikker umærkeligt, vender ryggen til hende igen, og tager en stor slurk af øllet. Hun ved, at han har forstået signalet, og med små trippende skridt går hun ned mod spillebordet. Hun gør sig umage for at vugge i hofterne på den helt rigtige måde. Det er vigtigt, at hun kun tiltrækker sig opmærksomhed fra det udvalgte offer, og det kræver snilde og erfaring. Efter mange år i faget har hun begge dele, og hun ved præcis, hvad der skal til for at tiltrække sig den helt nøjagtige dosis af opmærksomhed.
Da hun nærmer sig bordet kigger manden med den røde hovedbeklædning pludselig op på hende. Hans blik er på én gang intenst, liderligt og lunefuldt. Hun ranker ryggen, tager en dyb indånding og tripper de sidste skridt, til hun står lige udfor hans bord. Manden er ældre end først antaget, og hans beskidte hud passer ikke til hans pæne klæder. Han smiler et tandløst, lystent smil til hende og hun ved, at der ingen vej er tilbage. Med en resolut bevægelse trækker han hende ned på skødet, og med et jerngreb om hendes nakke og talje holder han hende fast ind til sig. Hun er bange, men tvinger et smil frem. Hun ved, at hun skal gennemføre missionen, at hendes liv afhænger af dette.
Manden planter sin venstre hånd på hendes bryst, og ælter det voldsomt. Det gør ondt, men hun lader ham gøre det. Så længe hans hænder er beskæftiget på hendes krop er det nemmere for hende at fravriste ham pungen. Med sin højre hånd i et hårdt greb om hendes nakke trækker han hende tættere på. Hans venstre hånd søger ind under kjolen, og fordi hun har tabt sig glider han uhindret inden for og masserer brystet voldsomt. Hun kan mærke hans ru, beskidte hænder på direkte på huden og tænker i et splitsekund på at stikke af. Men hun bliver. Hun kender alternativet alt for godt, og trænger sådan til noget at spise.
Han lugter frygtelig grimt. En blanding af sved, rådne tænder og ugegammelt snavs trænger ind i hendes næsebor og hun skal tage sig voldsomt sammen for at styre sin opkastningsrefleks. Han vil kysse hende, og der er ingen vej udenom. Hun kærtegner hans kind med de ru skægstubbe, tager en dyb indånding og kysser ham knibsk på munden. Ikke overraskende vil manden ikke lade sig nøje med det, og han holder hende hårdt fast, mens han åbner med sine ru læber tvinger hendes løber fra hinanden, og lader sin vamle, stinkende ånde og tunge få frit lejde ind i hendes mund. Passivt lader hun ham gøre det, mens hun stædigt holder kvalmen på afstand. Tænker på sommerens varme og sin mors kærtegn da hun var lille, og ubekymret løb rundt og legede. Mandens åndedræt bliver tungere mens de kysser, og hun ved, at hans tanker kun er ét sted lige nu. Hun lader sine fingre glide ned mod bæltet med pungen. Langsomt, næsten umærkeligt binder hun snoren op, og fjerner pungen fra bæltet. Forsigtigt, uden at rasle for meget med dukaterne, rækker hun hånden bagud, væk fra sig selv og det gamle, stinkende uhyre. Bag hende står manden fra bardisken som aftalt, og han tager hurtigt pungen og gemmer den under sin kjortel. Lydløst som en kat er han væk igen, ligeså hurtigt som han kom.
Hun afslutter kysset, trækker sig blidt tilbage fra den gamle mands ansigt, og sender ham det mest lidenskabelige blik, hun kan. Hun rejser sig stille fra hans skød, og retter på klæderne med et lille, tilfreds smil. Endelig kan hun få et måltid mad, tænker hun ved sig selv, mens hun i en glidende bevægelse, yndefuldt tripper hen mod krostuens dør, ud i den friske luft, hvor hun endelig kan trække vejret frit. I hvert fald for en stund.