Du sad bagerst i lokalet og tændte endnu en cigaret, med gløden fra den du lige havde røget. Sådan havde du siddet længe. Du kiggede på mig, og dit blik veg ikke, da jeg kiggede igen. Jeg kunne konstant mærke dine øjne brænde mig i nakken. De fulgte mig, observerede og dømte hver en bevægelse jeg foretog mig. Jeg rendte forvirret rundt. Tabte byttepengene eller gav for meget tilbage. Jeg kunne ikke koncentrere mig og mistede mit overblik. Du skulle ud og det skulle være lige nu.
   Så gav du en omgang. Alle klappede lystigt i deres tørstige hænder og jeg vidste, at jeg ikke ville kunne smide dig hjem nu. Du havde al din ret til at være der. Lige så meget som alle de andre. Men jeg ville ikke have dig her. Du forstyrrede mit arbejde. Det eneste sted jeg indtil nu havde været fri for dig. Men nu sad du her, og jeg var tvunget til at betjene dig. Hoppe og springe for dig. Som altid.

"Du kan bare beholde resten"

Jeg ville ikke have dine penge. Men jeg ville heller ikke fornærme dig. Du havde jo set, at jeg glædeligt havde taget imod drikkepengene fra de andre gæster.
   Jeg tog imod dine penge og vidste, at jeg nu stod i gæld til dig. Når du i morgen ville ringe på min dør, tidligt om morgenen, på min eneste fridag, og spørge mig om jeg mon gav en kop kaffe, så ville jeg ikke kunne sige nej. Du ville sætte dig i min sofa. Lime dig fast til den i flere timer og efterlade mit hjem i en røgsky. Du ville snakke om dit liv. Fortælle mig de historier jeg engang fandt interessante og afbryde mig, når jeg endelig fik lov at sige et par ord. Du ville suge al energien ud af mig, og så ville du gå ind til dig selv.

"Fornemt. Mange tak Jens"

Dine penge skreg mig lige op i ansigtet. Jeg skreg tilbage, men der var heldigvis ingen der hørte mig. Alle havde travlt med at lytte til dig. Til din høje stemme som ingen kunne overdøve. Én prøvede men gav hurtigt op. Du tændte endnu en smøg. Det var mit cigaretmærke du røg. Det jeg havde røget i årevis. Du havde ikke røget i tredive år. Så så du mig en dag ryge ude i gården, og da jeg dagen efter ville sætte mig ned og nyde solen og stilheden, sad du og ventede på mig. Du havde købt 2 kartonner og forærede mig den ene. Du havde altid gjort meget for mig. Givet mig mange ting. Jeg vidste det altid havde været i din bedste mening, men nu var det blevet for meget. Du holdt øje med mig og overvågede mig. Mit privatliv var ikke eksisterende. End ikke i mit eget hjem.
   Nu sad du og fortalte mine stamgæster hvornår jeg gik i bad om morgenen, hvornår jeg sidst havde haft mandebesøg, og om det var de samme der kom igen. Du gav også din adresse ud til højre og venstre. Og du gav dermed også min. Du udleverede mig og ydmygede mig foran mine gæster. Jeg havde stået op i otte timer, rendt frem og tilbage med tunge ølkasser og var blevet klasket i røven af samtlige gamle grise jeg passerede. Mine øjne var rødsprængte af den tætte tobaksrøg. Jeg var træt og sulten og min lunte var så godt som brugt op.
   Jeg hørte dig fortælle om din søn. Jeg kendte historien. Du blev ked af det, men skiftede hurtigt emne igen. Jeg fik ondt af dig og det pinte mig. Jeg havde brug for at være vred på dig, men jeg vidste at du ikke havde det nemt. Du var så ensom. Det havde du været længe. Jeg havde været så glad for dig og dit selskab, og jeg vidste, hvor meget det betød for dig at have nogen at snakke med. Min mave trak sig sammen. Jeg var din eneste ven. Det havde du selv fortalt mig, en dag vi spillede backgammon ude i gården. Jeg havde ikke lyst til at vi skulle blive uvenner og miste det gode venskab vi jo trods alt havde haft. Men du gjorde mig utilpas. Jeg kunne ikke slappe af når jeg var hjemme, jeg følte at du stod på den anden side af væggen og lyttede. Tanken slog mig om du mon havde boret hul i væggen og kunne kigge ind til mig. Du vidste alt om mig og det gjorde mig angst og paranoid. Jeg turde knap nok gå på toilettet derhjemme og var begyndt at tænde for vandhanen, så du ikke kunne høre mig.
   Det var kommet alt for vidt, og jeg så ingen anden udvej end at fortælle dig, at nok er nok. Jeg vidste, at du var blevet bitter på dine gamle dage og at du sikkert ville tage kritikken meget tungt, men jeg boblede indvendigt og ville snart nå kogepunktet.

Da jeg havde fri fra arbejde og begyndte at pakke sammen, rejste du dig op. Du var midt i at fortælle en historie men stoppede brat op.

"Skal vi følges?"

Jeg havde egentlig brug for at være alene og blive blæst lidt igennem af cykelturen hjem, men du så bedende på mig, og jeg gav efter.
   Du cyklede så langsomt at jeg nær var væltet på cyklen. Min tålmodighed var opbrugt og jeg havde lyst til at tude. Højt og skingret og fuldstændigt ukontrolleret.

"Giver du en kop kaffe, når vi kommer hjem?"

Jeg formåede at afvise dig pænt og roligt, men du blev tavs og så skuffet ud. Jeg valgte at fortælle dig det. Det hele. Jeg begyndte at græde. Ikke meget, men nok til at du lod mig tale ud. Vi kørte tavse ved siden af hinanden resten af vejen hjem og fulgtes også op af trappen. Da vi nåede første sal, vendte du dig mod mig og kiggede mig dybt i øjnene.

"Tak for nu"

Jeg hørte ikke noget fra dig den aften, og du kom ikke ind til kaffe næste morgen. Jeg så du sad i gården og læste din avis, og du fik øje på mig i vinduet. Jeg vinkede til dig, spændt på hvordan du ville reagere. Du kiggede ned i din avis, rullede den sammen til et rør og kiggede så op på mig igen. Du løftede den sammenrullede avis og viftede lidt med den mens du kiggede på mig. Jeg anede ikke hvad det skulle betyde, men jeg mærkede en ekstrem lethed flyde gennem hele min krop. Så lagde jeg mig ind på sofaen og gik ud som et lys.