Dagen startede egentlig ganske udmærket, hvis man tager gårsdagens hændelser i betragtning.
Jeg steg ud af sengen med begge ben plantet solidt i det afdankede trægulv, hvor tøjet var lagt pænt frem på gulvet. Gik efterfølgende ud på badeværelset for at klargøre det ellers modbydeligt trætte ansigt til en ny dag og ugen nr. 47 i dette år var hermed skudt i gang. Tog jakken på, gik ud af døren og straks fik jeg en ubehagelig fornemmelse i kroppen - blæsten og den kolde vintermorgen var ikke just min bedste ven i dag, hvilket jeg hurtigt kunne fornemme på det hele.
Cyklen, en Bugatti fra starten af 90'erne eller begyndelsen på mit liv, stod klar og ventede med dens elegante facon. Da cyklen havde gjort sit arbejde var jeg fremme ved stationen. Stationen i Jyllands hovedstad var allerede begyndt at emme af liv og billetten var der også styr på.
Turen gik til Holstebro - nærmere betegnet sygehuset på Lægaardvej. Der skulle foretages et røntgenbillede af en knapt så velsamarbejdende del af kroppen og det hele gik egentlig som smurt. Billederne blev videresendt til det man på dansk ville kalde for "Kirurgisk afdeling", men på en eller anden måde fik lægen, som vidst nok ikke var pæredansk, fremstammet, at det var der jeg skulle gå hen efterfølgende.

Efter mere end en times ventetid på sygehusets etage nr. 8 var jeg begyndt at frygte, at man skulle have glemt mig. I afdelingens reception havde man nemlig blot hilst på mig og anvist mig til venteværelset. Problemet var blot at venteværelset udelukkende bestod af kvinder og mænd i alderen fra 70-85 år og når ja, så var der selvfølgelig mig. Pludselig dukkede der en læge op, som kiggede lidt mærkeligt på mig. Jeg oplyste hende mit navn og personnummer og hun virkede stadigvæk lidt forvirret.
Det viste sig, at jeg ikke befandt mig på det helt rigtige sted. Jeg skulle have været på en anden afdeling, hvor man altså ikke direkte griber kirurgisk ind, hvilket der egentligt begyndte at gå op for mig så småt.

Jeg ilede videre gennem sygehusets labyrint og mange elevatorer og nåede endelig frem til ambulatoriet, hvor jeg meldte min ankomst med lidt over en times forsinkelse. Jeg fik besked på, at jeg på trods af min udeblivelse fra min tidligere aftale kunne sætte mig ind i venteværelset, hvor små 20 andre også sad og ventede.
Der gik små trekvarter før jeg endelig fik mødt min sygeplejerske og efter at dommen var faldet (i god jord) tænkte jeg ved mig selv;
Er man egentlig selv ansvarlig for at være på den rigtige afdeling på det rigtige tidspunkt? og er tiden egentlig ikke ligegyldig, så længe man klarede frisag for ondskaben?

Til begge dele må svaret være ja.

Men på den anden side er det så ikke en receptionist fornemmeste opgave, at oplyse mig om, at jeg ikke skulle tjekkes via blodprøve og kikkertundersøgelse, men blot snakke med en sygeplejerske, som gav mig en lidt mere befriende og hurtigere dom?

Til dette må svaret være ditto.