Du var den mindste i gymnasieklassen.

Du var en original på mange måder, men aldrig en idiot.

Du havde i realiteten mere at byde ind med i timerne, men gjorde det sjældent.

Du lod dig aldrig irritere, hvad enten du indgik i "steel-a-midget"-legene i Londons gader på studieturene eller blot blev drillet med klichefyldte dværge-jokes foran alle.

Du var god til at indgå socialt, men barnligheden var til at anspore og den gik ud over dit faglige engagement.

Du var oftest den der brugte dit store økonomiske råderum til at finansiere dine studiekammeraters måltider i kantinen, men pludselig fik det en ende. Du sagde aldrig noget til nogen, men måske var den fortiede sandhed også bedst at holde for sig selv.

Vi kendte ikke din omgangskreds.
   Vi anede ikke uråd.
   Vi tog dig for den du var.
   Vi respekterede dig rent faktisk.

MEN

Pludselig blev det offentligt kendt i flere lokale medier:
   "Voldsom røver fra Horsens skal fem år i fængsel"

Dit navn stod med store tydelige bogstaver.
   Du var skyldig. Du var blevet fældet. Du stod til fem års fængsel.

Vi har undret os over, hvad der har motiveret dig til at begå et røveri, der på så mange måder virkede ugennemtænkt. Du blev fældet på en Google-søgning, hvor du de facto havde skrevet "hjemmerøveri". Du lod din hjerneblødning gå ud over uskyldige gamle mennesker.

Vi forstår det stadigvæk ikke, men måske kunne du da i det mindste have sparet de frokostpenge, som du gladeligt spenderede på dine studiekammerater og undgået en sådan ekstrem forbrydelse, hvis det var penge du manglede?

Jeg skriver dette, idet jeg har undret mig grænseløst over, hvad der gik galt.
   Ingen ved det, men nogle midtjyske fugle hvisker sommetider "narkogæld" til mig.

Vi ses på den anden side af tremmerne.

P.S. Jeg giver sgu frokosten næste gang, Nicolai.