"Man skal svinge sig i lampen, for at den kan lyse," forklarede Kristoffer pædagogen.
   "Sikke noget eminent sludder," sagde pædagogen, som gik op i at lære børnene nye ord.
   "Hvad betyder sludder?" spurgte Kristoffer.
   "Det betyder vås."
   "Er det ikke en slags fugl?"
   "Du tænker på en gås," sagde pædagogen og fortsatte: "Var det det du gjorde? Prøvede du på at flyve? Som en vås?"
   "Næ. Lampen lyste, da jeg svingede mig i den. Og så slukkede den, da ledningen knak og jeg faldt." Han holdt en lille pause. Blodet strømmede ned fra en dyb flænge over det ene øje. Pædagogen havde stadig et stramt udtryk i ansigtet.
   "Jeg-ved-godt-jeg-ik-må-svinge-mig-i-lampen," sagde Kristoffer, som om han gentog en remse. I vindueskarmen lå en færdig perleplade, som han skulle have med hjem til sin mor. Han glædede sig til at give den til hende.
   Det dunkede i såret ved øjet.
   "Jeg tror også mit ben er brikket?"
   Kristoffer var ikke sikker på, at han sagde ordet rigtigt. Han kiggede ned på det. Venstre underben stak ud fra knæet i en skæv vinkel. Og knæet var stort og føltes varmt.
   "Lille mand," sagde pædagogen og bøjede sig ned over ham. "Når man svinger sig i lampen, får man en på lampen - sådan er det! Og så hedder det brækket. B-r-æ-k siger bræk, k-e-t siger ket, siger brækket. Og man kan ikke tro, noget er brækket. Eller at noget føles brækket. Enten er det brækket. Eller også er det ikke brækket." Kristoffer tørrede mere blod væk fra øjet.
   "Har du nogensinde prøvet at dø?" ville han vide.
   Faktisk så det ud som om, der var to pædagoger. Kristoffer kneb øjnene sammen.
   "Man kan jo ikke prøve at dø. Pædagogen sukkede tungt. "Enten er man levende, eller også er man død."
   Kristoffer begyndte at græde. "Mit ben gør ondt. Må jeg godt få plaster på nu?"
   "Plaster?! Det hjælper overhovedet ikke på et brækket ben. Og flængen dér - den skal sys," sagde pædagogen og prikkede ham næsten i øjet med sin finger.
   Han holdt op med at græde.
   "Skal jeg så med bulance?"
   "Bulance?!"
   "Den med bl-blå sirener, som k-kører til 'spitalet," uddybede Kristoffer. Tungen føltes pludselig større end den plejede.
   "Bulance og spitaler; vorherre til hest! Hvem har dog lært dig at tale? Hent en klud og tør det der op." Pædagogen pegede på de spredte blodstænk.
   "M-men jeg kan ik g-gå." Tungen slog stadig knuder. Han frøs.
   Pædagogen satte sig på hug og så ham stramt i højre øje. Det venstre øje var lukket til af blod.
   "Så må du bede om forladelse."
   Kristoffer begyndte igen at græde. For en stund græd han så voldsomt, at han ikke kunne tale.
   "B-om b-bo-llades-le," sagde hans mund, da der ikke var flere tårer tilbage. Fra hans næse hang et blodrødt 11-tal, som han snusede langsomt ind igen. I det samme gik døren op. Klyngelederen trådte ind og så sig himmelfalden omkring; blikket gled fra den knækkede ledning, som hang ned fra loftet, hen over blodet, den knuste lampeskærm og Kristoffer, der lå på gulvet, til det standsede ved pædagogen.
   "Har et af børnene nu svinget sig i lampen igen?"
   Pædagogen nikkede.
   Kristoffer begyndte at hoste. Han hostede og hostede. Pludselig var det som om noget gik i stykker inden i ham. Det var lidt som at brække sig, men det kradsede ikke, som bræk gør, når det kommer op. En varm, flydende strøm, der druknede hostene, så det lød som om han gurglede. Det flød op igennem spiserøret og ud i hans mund. Tykt og blødt. Næsen blev fyldt af en metallisk lugt. Han hev efter vejret, spyttede blod ud og frøs, så tænderne klaprede stille i hans mund. De to voksne blev til fire, som blev til otte og hurtigt til så mange, at Kristoffer ikke kunne tælle til dem. Med et var det lige meget, hvor mange der var. De bølgede væk i en flimrende, hvid dis.

"Du," sagde klyngelederen.
   "Ja?"
   "Jeg tror han er død."