Nattehimlen havde brudt frem og skyerne virkede tunge. Han havde naturligvis taget regnfrakken på og skulle det ikke være nok, så var paraplyen også kommet med i bæreposen. Den type af mand var han nemlig - en mand der elskede helgarderinger.

Da de tunge skyer efterhånden havde trukket sig tilbage i det skjulte, dukkede der en kvinde op. Ikke at det havde noget med skyerne at gøre, men pludselig så stod hun der bare, som havde hun taget en smutvej. Han så nøgternt på hende og vurderede hurtigt situationen, hvorefter han besluttede sig for at hilse pænt og høfligt på kvinden. Hun opfattede ikke rigtig det "hej" han stammede til at begynde med, men det var som om at det smil hun kort efter sendte ham, var sin måde at hilse på.
   Han prøvede ihærdigt, at starte en samtale og spurgte derfor kvinden om hvor vidt hun også skulle med 11'eren ind mod byen. Det skulle hun, men det virkede som om at samtalen allerede var gået i stå før den næsten var begyndt. Derfor valgte han, at skifte emne ret hurtigt og vejret kan man jo altid snakke om. Det var nemlig mildt og venligt selv i oktober måned, hvilket hun jo ikke kunne andet end at nikke til. Igen blev det hele meget lukket, klichefyldt og kedeligt.
   Heldigvis for samtalen begyndte kvinden nu selv at tage initiativ, da hun kunne se at bussen endnu ikke var på vej. Hun begyndte at snakke om sin motorcykel, som hun var glad for og lige så længe vejret var til det, kørte hun på den. Der gik ikke lang tid før hun spurgte ind til ham, og han kunne jo hurtigt konkludere, at den cykel han ejede ikke var det helt vilde, at bringe på banen, men ikke desto mindre svarede han noget i retningen af det samme, som kvinden havde sagt om sit transportmiddel.

Da bussen omsider var kommet frem var samtalen stadigvæk i gang, men det begyndte nu at være en lidt anden form for samtale. Samtalen fortsatte nemlig også på vej ind i bussen og her var anspændtheden på sit højeste. De havde jo stort set lige mødtes og det ville virke mærkeligt at sidde ved siden af den ukendte kvinde i bussen, specielt nu hvor bussen var halvtom. Ikke desto mindre var det lige præcis dét der skete.
   Han havde nu sat sig selv i en lidt akavet situation, som han ikke lige umiddelbart kunne komme ud af. Dog virkede det alligevel til, da han havde fundet sin iPod frem, at kvinden godt kunne forstå hentydningen. Det slog hende lidt ud kunne han se.

Efter lidt mere end 20 minutter i bussen, hvor ængsteligheden for alvor havde trådt i karakter, havde bussen nået frem til hans stoppested. Han manøvrede sig ud forbi kvinden, som sad på det yderste sæde og gik nu op i mod udgangen.
   Da han var kommet ud af bussen kunne han se kvinden sidde på hans tidligere plads i bussen. Hun vinkede ivrigt og voldsomt ned mod ham, hvorefter han meget køligt løftede en finger i luften, som mere lignede en insinuerende finger end den lignede en farvel-hilsen.

De tunge skyer var så småt på vej tilbage, og der gik ikke lang tid før det begyndte at regne. Han kiggede sig lidt omkring og fik hurtigt øje på en kvinde, som stod over på den anden side af vejen bag en lygtepæl. Da han så småt var ved at nærme sig hende fandt han paraplyen frem og gik de sidste par meter hen imod hende.
   Den type af mand var han nemlig - en mand der elskede helgarderinger.