Vores flinke naboer var taget på sommerferie, og i deres fravær var svigermor og svigerfar flyttet ind.
Svigermor, kaldt Erna, havde et bistert udtryk, stram permanent og hænderne placeret solidt på hoftebenene, der takket være flødeskumskager og hang til god mad havde udviklet en form for tournure over årene. Det bestod dog ikke af stativer lavet af stålbånd, som kjolemoden bød det i 1870'erne.
I modsætning til mand, datter og svigersøn besad hun intet ønske om at hilse på folk, der var uden for hendes egen familie- eller vennekreds. Tværtimod.
Svigerfar, kaldet Viggo, var hendes lydig undersåt, som trofast havde tjent sin viv i 46 ægteviede år. Han var efterhånden blevet godt rundrygget af slid og slæb. Årene som akkordarbejder på slagteriet havde sat sine spor. Ikke desto mindre kunne man se ham adlyde det mindste vink fra "rottweileren". Hvilke repressalier der vil regne ned over ham, såfremt han udviste lydighedsnægtelse, vides ikke. Men de har nok ikke været balsamiske.
I naboens fravær skulle der både passes hund (Viggo), vandes blomster (Viggo) anlægges nye fliser på tørrepladsen (Viggo) samt slås græsplæne (Viggo) og opgraves kartofler (Viggo).
Det første Erna foretog sig da hun vaklede ud af bilen efter ankomsten, var at inspicere kartoffel bedet. Vi var nogle stykker på vejen, som havde fået carte blanche til at grave kartofler i deres have. Ja, naboen havde nærmest befalet os det og blev lettere såret, hvis ikke folk havde lyst til at grave dem op og nyde dem en sommeraften. Der var mere end de selv kunne spise, og de delte hjertens gerne ud.
Vi havde vist alle været der og taget lidt, men ingen havde lyst til at rovse bedet i deres fravær.
Erna ilede på rokkende ben over for at inspicere, hvor griske man havde været her på vejen! Hvad var der tilbage til hende? Det bød hende meget imod, at folk hentede proviant fra bedet!
Med et bistert udtryk luntede hun over til huset og forsvandt.
Jeg måtte rejse udenbys nogle dage, og derfor blev min mand efterladt alene med Erna og Viggo på nabogrunden.
Da hun havde et umætteligt behov for underholdning, så svingede dørene dagligt op og i med gæster, der kom og gik eller overnattede. Forsyningerne blev hentet op fra vores nabos fryser og vinene forsvandt i hastigt tempo fra vinreolerne, hvilket forstærkede kakofonien efterhånden som sommeraften skred frem og kødet forsvandt fra grillen.
Som fortalt havde hun altid opretholdt en kølige attitude over for os her i nr. 35 og ikke næret ønske om at fraternisere med mennesker, som var hende uvedkommende. Så meget desto større var overraskelsen derfor, da hun pludselig ringede på vores dør.
Der stod hun i al sin magt og vælde på dørtrinnet med Viggo i skrutrygget positur parkeret halv nede ad havegangen. Påført en knaldrød læbestift flemede hun som en hest og forsøgte at lave noget, der skulle minde om et smiskende smil, mens de indfarvede læber blev krænget op over tandkødet, og øjnene var fugtige.
Instinktivt trådte min mand et skridt baglæns!
Kunne han lufte hunden, Zenta, mens hun og Viggo skulle ud og vifte med ørerne (og resten af kroppen) på en sommerudflugt sammen med nogle venner?
I bund og grund havde min kære mand intet imod at lufte hunden, men dette "overgreb" gjorde, at han gik lidt i baglås! Han fortalte derfor, at han ikke ville være hjemme.
"Så kan din kone vel lufte den?" arrangerede hun med bydende stemme, "fordi det er jo synd for hunden, at den skal være alene hele dagen!" konkluderede hun og appellerede til min mands dårlige samvittighed, uden dog selv at have til sinds at aflyse turen, som skulle tage sin begyndelse 15 min. senere.
Næh, det kunne hans kone ikke, fordi hun var rejst udenbys.
Dette kom helt bag på Erna, der pludselig manglede et par brikker til at samle puslespillet for os i nr. 35, således at hendes egen plan ikke gik i vasken.
Men min mand forbarmede sig over hunden og sagde, at da han alligevel skulle hjem og lufte vores egen hund, så skulle han nok også sørge for Zenta. Alt andet ville jo næsten være dyrplageri. På den måde ophøjede han sig til én af hverdagens små helte.
Denne løsningsmodel passede Erna svært fint, så hun hankede op i kiloene og svansede ned ad havegangen, og med et solidt tag i kraven på Viggo, der havde forholdt sig tavst i baggrunden, rev hun ham med sig og sammen forsvandt de ind i bilen, hvor han lydigt satte sig i førersædet.
Næste dag kom Viggo med en flaske vin til min mand, som tak for hjælpen og stod med drømmende øjne, der var stillet på uendeligt. Med andægtig stemme hviskede han: "Så er du jo græsenkemand! Hvor må det dog være vidunderligt! Nyder du det ikke?" Han havde i et kort øjeblik mindet om de gamle sømænd på Bombebøssen i København, der længtes efter troperne en kold vinterdag.
Viggo gentog drømmende: "Det må være helt vidunderligt!"
Derefter forsvandt han ind i "grotten" til fruen igen. Men min mand bildte sig ind, at der nu var kommet lidt mere beslutsomhed over hans gang.