'Hvad siger han?' Hun kunne ikke rigtig høre noget i larmen.
   'Han siger at jeg skal igennem her og derop et eller andet sted, for at købe billetter.'
   'Åh, men... Kufferterne?'
   'Bliv du bare her med taskerne, så går jeg op og køber dem. Jeg er tilbage om et øjeblik. Måske vi endda kan nå toget mod lufthavnen kl. 11:33. Jeg skynder mig. Jeg er tilbage om lidt, skat.'
   Hun kiggede efter ham i mængden på Gare Du Nord. Hvorfor var der også så mange mennesker her på denne tid af dagen? Skulle folk i Paris ikke på arbejde? Den gule rygsæk kunne hun følge lidt endnu og så forsvandt den i myldret.
   Miss, I'm terribly sorry to disturb you. But you have been here for quite some time. Can I help you?
   No, it's quite all right. I'm just waiting for somebody. Hun kiggede på sit ur. Hun havde faktisk stået der i temmelig lang tid. 25 minutter eller sådan. Hun havde ikke skænket det en tanke før nu. Han måtte være godt træt af at stå i kø. Tiden blev ved at gå og hun begyndte at mærke en underlig følelse i kroppen. Kunne han være gået forbi hende og ikke fundet hende? Nej, det ville da ikke kunne lade sig gøre. Han havde jo selv bedt hende om at blive stående lige der og hun havde ikke flyttet sig en tomme. Ikke en gang da rengøringsmanden var kommet forbi og han havde endda været ret instisterende med den alt for våde moppe, der havde efterladt sig et spor ikke helt ulig en snegls. Hun tog sin mobil op og tastede hans nummer. Hendes fingre rystede og tanken om at han måske ikke tog den, kom nærmere. En stemme fortalte hende at der ikke var kontakt til mobiltelefonen. Det havde hun ikke ventet. Den var aldrig slukket og da det var hende der havde taget den ud af stikket, da hun havde pakket, vidste hun at den ikke var løbet tør for strøm. Havde han selv slukket for den eller havde en anden. Det var som om hele den store hal blev både større og mindre på samme tid. Hendes øjne flimrede. Han havde været glad på deres tur, men siden hun fortalte at de ventede tvillinger, havde han været lidt stille. Havde han ikke eller begyndte hun at forstille sig ting nu. Var han stukket af fra hende. Var det hele blevet for meget. Der var jo også det med lånet og økonomien. Hvordan skulle hun dog klare sig alene med to små børn. HUn rettede sig pludseligt op og forsøgt at få tankerne til ro også på uret igen. Der var nu gået fem kvarter. Hun gik hen til den mand der havde fortalt dem i hvilken retning de skulle købe billetter.
   Undskyld, men taler De engelsk?
   Ja! Men meget lidt.
   Er der meget lang kø til billetter mod lufthavnen.
   Der er lidt kø, men det er ikke så slemt. Ham de var med, er ikke kommet tilbage?
   Nej, vil de kigge efter mine kufferter, mens jeg kigger efter ham?
   Intet problem. Sæt du dem bare herind til mig.
   Hun gik igennem slusen ud på den anden side af stationen med en underlig hård fornemmelse i maven. Hvor var han?
   Hun gik mod forhallen. De høje hæle på hendes sko overdøvede alt andet på klikegulvet. Det var som om at det frokosttravle Paris forsvandt. Lyset blev stærkere og strømmede ind igennem de åbne døre. Der var to i kø ved billetlugen og foruden et par turister med et kort, og en forretningskvinde med taske, stod der kun tre betjente. Hun var lige ved at vende rundt og gå tilbage, da den ene af betjentene vendte sig om. Det kunne jo ike skade at spørge, selv om hendes skolefransk var noget rustent. Hun nærmede sig forsigtigt. Bagved betjenten stod han. Han holdt en klud på panden og en flaske vand i hånden.
   'Jeg besvimede skat. Jeg ved ikke helt hvad der skete, men efter at have siddet lidt og fået lidt af drikke har jeg det bedre.'
   'Hvad med din mobil. Hvor er den?' Hun troede næsten ikke på ham. Han famlede i lommen og først nu gik det op for ham at den var væk.