Gemt i det høje, gule græs, som dækkede den åbne savanne, lå den afrikanske dreng Ayo sammen med David Smith. Ayo mødte David, da han første gang kom til Niger. Ayo var, som de fleste andre afrikanere, der ikke boede med adgang til havet, meget fattig. David var derfor kommet som sendt fra himlen. Han havde brug for én, som kendte savannen. Ayo, som var vokset op som nabo til Sahara, meldte sig straks, da han hørte, hvilken belønning David lovede ham. Ayo havde vist David savannen og lært ham, hvor det var sikrest at færdes. Det var nu én måned siden, og Ayo havde stadig ikke fået den belønning, som David havde lovet ham.
   Nu sad de begge to gemt i græsset og stirrede hen over savannen. David klemte sig desperat til sin 375 H&H riffel, men hans blik var roligt og fast. De havde siddet derude i flere timer og ventet, men Ayo havde ingen idé om på hvad, eller hvad Davids intentioner var.
   "Hvad du venter?" Ayo havde klaret at holde sig i ro i al den tid de havde siddet. Den pludselige lyd af hans hvisken lød som et kanonslag i Davids ører. Det gav et sæt i ham, men han fortrak ikke en mine. Han løftede forsigtigt hånden til Ayos mund og placerede den på hans læber.
   David pegede ud over savannen. Ayo fulgte hans finger og klemte øjnene sammen. Han kunne ikke se andet end det ensomme træ, den eneste skyggekilde i miles omkreds, hvis grene spredte sig ud over den nøgne savanne.
   Davids mund mimede et "vent", og det gjorde Ayo. Hvor længe de mere ventede, havde han ingen anelse om, men ud af det blå kunne han pludselig skimte en skikkelse, sløret af de kraftige varmebølger. Skikkelsen kom langsomt tættere på. Ayo kunne nu se, at det var en elefant. Han havde set dem før. Det var den afrikanske elefant. Dens rød-brune farve afslørede det. Ayo kunne ikke lade være med at smile. Det var sådan et smukt dyr. Stort og pragtfuldt. Hans far havde engang fundet en unge, som Ayo havde været med til at passe på indtil moren kom tilbage efter den. Det havde hans far nemlig sagt, at det gjorde de altid.
   "Er den ikke smuk?" smilet kunne tydeligt høres i Davids stemme. "De elfenben går for flere tusinde kroner i Asien, vidste du det?" Ayo så forvirret på David. Han forstod ikke fuldt, hvad der blev sagt. David tog ikke hensyn til den forvirrede afrikaner, men fortsatte: "De knuser elfenbenet og bruger det til medicin." Elefanten kom stadig tættere på. David strammede sit greb om riflen og holdt sigtet op foran det ene øje. Ayo nåede ikke at reagere, før et skud, der susede gennem luften, gav ekko over hele savannen. Kun få sekunder efter, så han elefanten falde om. Han stirrede mundlam på det faldne dyr, mens David sprang op og løb over til den.
   Ayo løb efter ham, men fordi han som barn havde været tvunget til at løbe fra dyr, gik der ikke lang tid, før han overhalede David. Det var et grusomt syn, som ventede ham.
   Elefanten lå stor, som den var, på græsset, som blev trykket fladt af dens enorme vægt. På nær et par enkelte nerver, der stadig kørte, var der intet tegn på liv. Dens store, sorte øjne var blanke, men alt lyset havde for længst forladt dem. I panden havde den et lille hul, hvoraf en strøm af mørkt, rødt blod flød.
   Tårerne vældede op i Ayos øjne, da han tog fat om dens slappe snabel. Han lagde ikke mærke til David, som nu stod lige bag ham. Han skubbede Ayo til side og tog en lille sav frem fra sin taske. Han begyndte at skære i dens stødtænder.
   "Nej!" Ayo tacklede David med al sin styrke, for at få ham væk fra den stakkels elefant. Men han havde ikke taget saven til overvejelse. I sin kamp for at komme fri af Ayos greb, trak David saven hen over Ayos skulder, hvoraf blodet hurtigt fandt sin vej ud.
   Ayo skreg af smerte og væltede bagover. Han tog sig til skulderen og mærkede blodet, som kæmpede for at komme gennem hans fingre, og hans puls, der gik amok. Han bed sig i læben.
   David var nu kommet på benene. Hans vejrtrækning var anstrengt, og svedet løb fra hans pande. Han tog sin riffel og rettede den mod Ayo.
   Ayo hørte ikke engang braget, før alt blev sort.