Det første han bemærkede, var den pibende lyd fra vinduet, hvor blæsten susede ind gennem sprækkerne. Idet han dovent åbnede øjnene, gled de udmattet hen over værelset. Hans skrivebord var pyntet med en bunke af snavset tøj, magasiner var stablet i en rodet stak i hjørnet og nodepapirer var spredt ud over hele herligheden, som et lag nyfalden sne. Derefter sneglede hans knapt åbne øjne sig videre hen over rummet, forbi hans mange plakater med gamle rockbands, som havde været hans inspirationskilde så længe han kunne huske. Han sukkede dybt, gned de mørke rubinlignende øjne, som stadig ikke ville åbnes helt efter de få timers søvn han havde fået. Han lod hånden glide fra øjnene og ned over kinden. Han kunne mærke de skarpe skægstubbe, som efterhånden havde fået en fast plads på begge kinder. Han strøg forsigtigt det yderste af hans venstre fingerspids over de mindste af dem, dem der var en anelse lysere og en anelse blødere end de andre. Hans ene mundvige krøllede sig op i et halvt smil - endelig kunne han gøre nøjagtig som han havde lyst til. Den tanke pirrede hele hans krop, helt nede fra tæerne, op igennem begge ben, det svulmede sig op i maven og overkroppen, helt ud til fingerspidserne og op i hårtoppen. Han kiggede ned af sig selv og fik øje på en gullig t-shirt, som vidst en gang havde været hvid. Da han så den store kaffeplet til venstre, lige neden under hans hjerte, kom aftenens hændelser tilbage til ham - og de slog hårdt.

Flere gange havde det kriblet i fingrene efter at røre strengene igen, han havde længtes efter vabler og følelsesløse hænder. Men han havde ikke kunnet få sig selv til det, ikke før i aftes, hvor han endelig havde taget modet til sig og taget hans lille barn op i armene igen, som han fortrinsvis yndede at betragte den som. Tanken om den tid de havde tilbragt adskilt var hvisket væk, som de hvide forårsskyer ved solens skarpe lys, ved den første berøring. Det sitrede fra hans fingerspids og op i gennem hele armen, da han rørte det kolde træ igen, efter så lang tid. Det udløste en fryd i hele hans krop, og fremkaldte et bredt smil på hans læber, så hans snorlige, kridhvide tænder blev blottet.

Han ville egentlig bare mærke dens skrammede overflade igen. Den mindede ham om knæet på et lille barn - der var altid skrammer, og hver enkelt havde en historie med sig. Han lukkede øjnene og lod fingrene glide fra strengene og hen til selve essensen af den. Den pirrende lyd strengene gav, da han forsigtigt smuttede fingrene hen over dem, gav ham et sug i maven og sammen med hans fingre, som gled en efter en hen over hver enkelt skramme, bule og ar den havde fået, hjalp de svage toner med at bringe minderne tilbage. Der var fra dengang de havde fået et job hos det lokale værtshus, hvor de var kommet op at toppes om den samme pige, og han havde i et sekunds vrede glemt dens betydning for ham, og han havde forvoldt den skade, som det dybe hak i siden nu var et vedvarende bevis på. Minderne skabte en lille boble af glæde og vemod i hans mave. Han huskede de gode tider, som han gerne ville betragte dem, men han var god til at glemme alt det andet. Alt det som han burde huske, men langsomt fortrængte, fordi det var for voldsomt for ham at gennemleve igen. En konstant kamp med rock'n'rolls farlige fristelser. Fristelserne og den lette tilgang til dem havde efterhånden efterladt ham med en anden mentalitet, en som han til sidst ikke kunne stå inde for længere, og der havde det stoppet.

Midt i hans tankespind om gamle minder, og inden den melankolske stemning for alvor kunne sætte sit præg på hans i forvejen rodede liv, ringede det på døren. Han vidste udmærket hvem det var, og alene denne viden, fik ham til at ville ignorere denne lille forstyrrelse og sove videre. Den ville dog ikke give op og blev ved at kime ham ned, så han til sidst måtte bukke under.

"Godmorgen min dreng, jeg håber skam ikke jeg vækkede dig, men du kan jo heller ikke ligge og snue hele formiddagen, klokken er allerede over otte. Vi skal jo også nå at pynte lidt op, ikke sandt?" sagde hun smilende og forpustet og satte to, store indkøbsposer på hans køkkenbord.

"Jeg render lige ned efter resten, så kan du begynde at pakke ud i mens." Hun smilede til ham og klappede ham på kinden, som hun havde gjort fra da han var helt lille.

"Godmorgen mor." sagde han med sammenbidte tænder.

Mens han stod der i køkkenet og så sin mor rende frem og tilbage med den ene pose efter den anden, følte han sig mere ensom end nogensinde før. Han følte en voldsom afmagt af et ukontrollabelt liv og en alt for kontrollerende mor. Han stod mit i denne hvide tornado, som hans mor var forvandlet til. Koste, klude og guirlander fløj om ørene på ham og han stod hjælpeløs tilbage og kunne kun se på, mens hans lejlighed blev forvandlet til den rene julestue. Det var præcis sådan han oplevede sit liv, han stod i midten, hvor alt var kaos omkring ham. Han vidste ikke hvad han skulle eller hvad han følte, han levede bare...