Bare jeg havde flere tænder. Smukke, stærke tænder. Hvide som den sne, der knaser under ungernes fødder, mens de trækker kælken fremad. Hvidere end den mel, jeg håber, jeg kan låne hos Paddy's.
   Hos hans bedstefar kunne jeg få mel og mere til. Bare ved at smile. Med min smukke, stærke tænder. Sean - altså Paddys bedstefar - blev som smør i mine hænder, når bare jeg smilede, men det er længe siden jeg var femten år. Meget længe siden.
   De er for små til at trække slæden. I hvert fald med mig på. Skidt i grunden med hvide tænder. Bare bentøjet var bedre. Om lidt rejser jeg mig og går ved siden af dem. Eller skubber på kælken. Det må være nok, at den mindste sidder der.
   Det kan da ved Gud heller ikke være meningen, jeg skal have ansvaret for tre unger. I min alder? Jeg har for længst passeret støvets år. Min vorte klør. Nej, ikke klø igen. Det bliver værre. Med de kolde, stive fingre. Krogede som en syg fugls klør er de også.
   Bare jeg var ung. Så kunne jeg få en mand og en hest. Så kunne træerne blive fældet og vi kunne få korn.
   Da jeg var ung ...og bentøjet virkede ...jeg dansede og lo. Jeg kunne låne mel af Paddys bedstefar. Paddy må sige ja. Han har været hos mig efter eliksirer til sin værkende ryg. Jeg ved, de virkede. Vi har spist den høne, han gav os. Den lagde ingen æg.
   Jeg er en ældgammel heks. Sådan en vil ingen låne mel. Men han skal. Der er jo ungerne. Jeg kan sende Raja ind. Hun har hvide stærke, stærke tænder. Hun er smuk. Men de slørede øjne skræmmer dem. Folk er så dumme. Raja er ni år nu. En stor pige. Men kun et barn. Et barn med hvide tænder. Ikke en ung pige. Der er længe til, hun fylder femten. Og sneen knaser under hendes støvler. Godt at Jacob kom med de støvler til hende. Min nevø, Jacob, er en venlig mand, men har heller ikke mel. Han skal have nogle af pandekagerne. Putte har lagt æg. Tænk her om vinteren. Og så er hun gammel. Det er længe siden hun var en dunet kylling. Jeg så hende komme ud af ægget.
   Da jeg var femten så jeg det for første gang. En kylling kom ud af ægget.
   Jeg skulle ellers bare låne mel. Men Sean gav mig meget mere, fordi jeg smilede så smukt og gik så godt på mine unge ben.
   Godt Raja kun er et barn. Og nu er vi fremme.
   Den mellemste af mine børnebørn - ja, altså af dem, der bor hos mig - af dem, de har efterladt hos den gamle heks, der engang fødte dem - den mellemste, den blåøjede slipper Rajas hånd. Hun har vanter på. Han har trøjeærmet trukket ned over hånden.
   "Der er en sten. Stands. Er vi der ikke nu, Bedste?"
   Og det er vi, for i døren står Paddy. Armene over kors og tvær i ansigtet.
   Nu vader han frem mod os. Han ser sur ud.
   "Daw," siger Freddy, den mellemste af de børnebørn, som ...
   "Hvad vil I her?"
   "Låne mel."
   Drengen siger kun de to ord. Jeg har da ellers lært ham. AV. Dumme ben. Nu står jeg op. Håber det ligner et smil, nu jeg krænger læberne lidt op.
   "Jow? Og hvordan får jeg det så igen?"
   Paddy ser tvær ud.
   "Næste gang, du har ondt i din ryg, kan du få gratis elek - så kan du få noget mod din ryg."
   Det trækker i Paddys mundvige. Er der et smil på vej?
   "I ser noget kolde ud. Kom dog ind med jer, så får vi se, om der en skæppe mel," smiler Paddy.