Lang om længe, var der nogle der begyndte at løsne sækken over hoved på mig. Jeg missede, mod det lys der alligevel ikke var så skarpt, da vi befandt os i en kælder. Mit hoved gjorde så ondt, at det engligt var lige meget om det var lyst eller mørkt. Ham der befriede mig for sækken og de reb der holdte mig bundet, prøvede at få mig op og sidde, hvad han ikke skulle have gjordet. Jeg blev svimmel af det og fik en voldsom kvalme, hvad der fik mig til at kaste op. Det stod på et stykke tid, og i stedet for at komme med små bemærkninger om det, gjorde han noget, som jeg aldrig ville glemme. Han stillede sig ved siden af mig, tog om mit hår i et fast greb, for at jeg ikke skulle kaste op på det. Den lille gestus, er måske ubetydelig for nogle, men for mig var den hele alverdens gode gaver lige nu.

Jeg kastede op i noget der føltes som i en evighed og det var så frygtelig ubehageligt og pinlig på samme tid.

Da det langt om længe stilnede af og jeg fik lov til at ligge ned igen, var min hovedpine og kvalmen næsten forsvundet så meget at jeg kunne koncentrer mig om at tænke og se klart igen.

Hid til havde jeg været døv over for alle lyde og stemmer, for de havde været de små smede der hamrede løs inde i mit hoved. Nu kunne jeg lang om længe begynde at skelne de forskellige lyde og stemmer der var omkring mig.

"Det var en ordenligt omgang," sagde en mands stemme, som jeg syntes at jeg havde hørt før. Jeg prøvede at dreje mit hoved om i mod stemmens ejer, men måtte omgive det, da noget af svimmelheden kom tilbage igen.

"Det var ækelt," kvækkede jeg, "Er der noget vand?"

"Der var du heldig min tøs," sagde manden og noget puslede i nærheden af mig og en holdte et glas vand hen til min mund og jeg drak begærligt, men med måde, da jeg ikke skulle kløjes i det. Da glasset var tomt sukkede jeg og følte mig beder tilpas. Med lidt sarkasme i stemmen spurgte jeg; "Der skulle ikke også være lidt mad, omstændingerne taget i betragtning?" Jeg gjorde et halvt hjerte gestus med min hånd, som skulle omfatte den kælder og den knibe vi alle sammen var i. "Der er du heldig igen min tøs," sagde manden fra før, "Der er lidt mad, for jeg tror ikke at munkende ville arbejde hvis vi ikke blev behandlet, bare lidt med respekt. Så de sørger for at vi for mad og drikker." Jeg så mig omkring så godt jeg nu kunne, for at se hvor mange der var til stede, men opgav, da det meste af kælderen henlå i mørke. "Hvor mange er I?" spurgte jeg og tog en stor bid af det stykke brød, jeg lige havde fået stukket i hånden.

"Nu er vi ti med dig," sagde en anden mand. "Er I munke alle sammen?" spurgte jeg, "Jeg kan ikke se jer på grund af mørket og mine øjne har ikke rigtig vendte sig til det endnu, desværre." En tredje mand sagde, "Nej vi er ikke munke alle sammen, men De er den eneste kvinde her." Der gik en kuldegysning igennem mig og en af mændene sagde; "Bare rolig, Vi gør Dem ikke noget Frøken." Jeg kunne ikke lade være med at smile, for han troede at min kuldegysning skyldtes at jeg var omgivet af mænd. "Tak det var sødt sagt, men det var nu ikke derfor. Jeg begyndte bare at frys." Der lød nogle diskrete hosteanfald der skulle dække over deres latter.

"Hvem er her?" spurgte jeg og kunne nu se beder i mørket. Min kvalme og hovedpine, var nu næsten hel væk.

"Et par gamle bekendte og nogle nye," var det svar jeg fik og smilede ved lyden af stemmen.