En lyskegle fra en bil blev reflekteret i vinduet, og hun stod stille et øjeblik. Gulvet i lejligheden føltes iskoldt imod hendes bare tæer, bemærkede hun, imens forventningernes sus gik igennem hendes krop. Nej, det var ikke ham der kom. Hun slog dynen endnu mere omkring sig, og gik helt hen til vinduet. En mand gik og røg udenfor. Nej, det var stadig ikke ham.
Hun satte sig i sofaen, og tændte en smøg. Røgen dannede unævnelige former i halvmørket, og stuen føltes pludselig kæmpe stor, som hun sad der alene. Gudskelov at børnene ikke havde været hjemme, da han flippede ud, tænkte hun lettet. Så havde hun haft nok at gøre nu, med at glatte ud og lade som om, at intet var hændt,. Måske havde hun lavet pandekager, Og den lille havde nok trængt til et ekstra kram, og to godnathistorier, i stedet for en.
Nu var der bare stille. For stille. I køkkenet lå det porcelæn han havde smadret i en bunke på gulvet, men det larmede ikke i hendes tanker. Der var intet usædvanligt over det: når alt kom til alt var det bare glaskår. Hun havde fejet dem pænt sammen, lige efter at døren var smækket efter ham. Stadig med tårer i øjnene, havde hun tørt konstateret, at dette var hun vant til, og hun kunne sagtens klare det igen. Men hun havde ikke smidt bunken af glaskår i skraldespanden. Hvorfor vidste hun ikke rigtigt. Måske repræsenterede de et symptom, på et eller andet. I hvert fald ville hun gerne lade dem ligge dér lidt endnu.
Han slog hende jo aldrig, og heller ikke børnene. Han var bare psykisk ustabil. Det havde de talt om, så mange gange før. Han ville gerne gøre noget, havde han sagt. Men det tog tid. Han var ikke meget for at åbne pandoras æske, havde han fortalt.
Hun kunne stadig huske helt tydeligt, en skøn og hyggelig nat ugen før, hvor de først faldt i søvn klokken fire. Den nat havde han givet hende Cassiopeia - altså den klareste stjerne på himlen. Og det var dér han havde fortalt om det med pandorasæske, og hun følte at han den nat løftede lidt på låget. Hun havde fået lov til at kigge ind. Bare en lille smule.
Det var så synd for ham. Han havde haft en dårlig barndom. Hans mor var alkoholiker, og havde aldrig rigtig været der for ham. Hun havde datet flere forskellige mænd da han var lille, hvoraf de fleste havde slået hende. Han havde stået ved siden af og set på - magtesløs, lille og fortabt. Det var en frygtelig opvækst. Så hun kunne godt rumme det; - altså at han havde det svært til tider. At han kaldte hende forskellige grimme ting. Møgsæk. Luder. Narrefisse. Det var jo en projektion af hans egen mor - det var hende han talte til. Det var hende han reagerede imod. Det var jo forståeligt nok - det havde de talt om så tit.
Og nu kom de ikke afsted til den fest, som de skulle have været til kl. 21. Så hun havde ringet afbud, og havde forklaret, at han var syg. Kjolen havde hun bare hængt tilbage i skabet, da han var gået. Øreringene lå på bordet, så han kunne se hvor fine de var, når han kom tilbage. Bare han snart ville komme hjem, så det hele kunne blive godt igen. Så hun kunne sige undskyld.