i mangel
af et landskabsbillede
sker der en
defekt
udeblivelse
fra mennesket
og fra mig
når legemer transporteres
og min sjæl
holder pause
svæver den oppe over
og jeg vælger det
sådan
som et racebetinget
privilegium
at bevæge mig
så hastigt
og stå stille
samtidig
jeg rytmes ud af kroppen
mit hjerte slår ikke takten
med skinnernes bankende stål
og med kunstigt åndedræt
næsten
bæres jeg igennem byen
på en fremtid
hvis ruse jeg sidder fast i
og mit indre syrer til
når jeg retter på håret
og skjortens stive flipper mig ud
jeg er ikke tryg
i denne stemningsløse
stemning
en intethed
men med andre
ligesindede
i telefoner
som om de er
de eneste
ignoreres de
som om de er
de eneste
og det føles
smertefuldt
når vi står
og gnider pelse
så tætte
at vi ikke kan
mærke hinanden
renser vi tænder
i vinduerne
og sidder fast
i dørene
tiljubler vi
helt-alene-tiden
med larmen kørende
som hvid støj
af alt muligt
men med en svag undertone
af hjertelyd
er det en duelighedsprøve
i at undgå
mødet med os selv
og hinanden
når karetdøren åbnes