Jamen, for fanden', tænkte hun, og lukkede øjnene så hårdt i at hun ingen stjerner så mere.
"Nu lykkes det, sgu!"
Hun grinede hun inde i sig selv for man måtte kun bande i sine tanker.
Lugten af løg forsvandt og den velkendte prustelyd blev helt stille. Her var der fred og vel nok lidt dejligt.
"Hvis jeg kunne blive her for evigt, så gjorde jeg det!" Hendes egen stemme var høj og klar. Hun blev nok lidt forskrækket for det var første gang at hun hørte sin egen stemme så fast og tydelig.
"Nanna, den dag hvor du kan lukke øjnene og stjernerne forsvinder, der får du fred" Hendes bedstemors rustne stemme sagde disse ord, første gang hendes bedstefar tog hende med i skoven. Siden havde hun forsøgt at lukke øjnene derude, men hun så altid stjerner.
Det var altid det samme. Bedstefar hentede hende derhjemme og hendes far havde givet hende den samme røde kjole på som altid. Med sig havde han en lille kurv med to øl, en lille flaske hvidvin, bedstemors makronkage og et tæppe. Bedstefar fortalte tit om Nanna's mors ture med bedstefar i skoven. Samme kurv med det samme indhold og det samme tæppe, som Nannas mor havde syet sammen af en masse små lapper. Der var altid noget nyt at kigge på, når hun lå på tæppet. Bedstefar var stolt af Nannas mor, som han elskede uendeligt højt. Hun havde en helt speciel plads i hans hjerte og han var så ked af hun valgte at hun hellere ville sidde med engle i skyerne end at sidde med bedstefar på tæppet i skoven. Han havde sagt til Nanna at hvis hun virkelig var dygtig til at hygge med ham, så kunne han elske hende lige så højt.
"Jeg vil gerne elskes" tænkte hun når hun lå på tæppet i skoven.
"Jeg vil gerne elskes" gentog hun inde i sig selv. Hun vidste ikke helt hvad det betød, men når bedstefar snakkede om det, lød det rart.
Et eller andet sted i det fjerne kunne hun høre nogen hoste og måske også nogen græde, men det var så langt væk at det ikke kunne betyde noget. Der blev pludseligt koldt og først nu gik det op for hende at hun ikke længere kunne høre hendes vejrtrækning.
"Nanna, den dag hvor stjernerne slukker, så behøver du ikke længere at trække vejret. Det gør dig fri" havde bedstemor sagt en dag. Nanna kunne ikke huske hvornår og da hun sagde det til læreren i skolen sagde han at folk der ikke trækker vejret er døde. Så det var noget værre vrøvl.
Hun svævede rundt. Det føltes rart at svæve. Der kom en ny lyd i det fjerne der mindede hende om hendes fars bil og det han kaldte " Billige lortealarm"
Hun svævede igen og lyden døde ud.
"Gad vide om mor også har oplevet det her ude i skoven?" tænkte Nanna. Hun savnede sin mor meget og ville ønske at bedstefar kunne få hende tilbage. Han havde ellers gjort hvad han kunne, havde han sagt, men han kunne desværre ikke, dengang Nannas mor valgte at forlade ham.
Hun kunne mærke at hun ikke svævede mere.
Der var stille.
"Hvad mon der sker hvis jeg åbner øjnene?" tænkte hun.
Hun ville ikke, for der var dejligt her. Hvad hvis nu det stoppede...
Heldigvis var hun ret sikker på at hun nu vidste hvordan hun skulle finde tilbage igen, til hendes verden uden stjerner.
Hun åbnede sine øjne, og det var det samme. Ingen stjerner.
"Hold nu kæft, det er endnu bedre nu!" råbte hun, men hørte ikke sin stemme så klart som før. Den var fjern, men tydelig.
Nanna kunne ikke lade med at være lidt lykkelig over at være med bedstefar i skoven.