Fra første sekund ønskede jeg inderligt at du ville blive min
Håbede at verden og måske den Gud jeg ikke tror på,
så mig og mit liv som fuldendt, sammen med dig.
Miraklet skete, tiltrækningen var enorm og vi fandt hinanden
Men som to mørklagte skibe i natten drev vi alle retninger
Stærke i troen på at kærligheden og fascinationen ville overleve stormen.
Et umage par, fra forskellige verdener, men med fælles tro på kærlighed.
Vi sejlede i de smukkeste laguner, slikkede sol af hinanden og vinden bragte os frem
imod, det vi troede var et fælles liv, måske endda et overjordisk liv, hvor to sjæle kunne
finde ro og lykke, indtil vi måtte skilles ved en smuk ceremoni.
Vi fandt os på den lykkelige ø af kærlighed, fascination og begærlighed.
Intet kunne skille os ad, ikke engang alle de storme, der gang på gang ville
blæse os bort fra hinanden. Altid fandt vi tilbage, men lagde stormen i vores
erindring til minde om de farlige bølger, der begyndte at opstå.
Med sikker forvisning om, at intet kunne holde os fra hinanden, betød de bølger intet.
Så de voksede uden vi så det. Vi ændrede os, uden vi så det.
Vi drev fra hinanden og indeni kom erkendelsen af at vi ikke kunne, det vi ville
Men for sent og alt blev sat på et bræt.
Du trak dig væk, jeg fulgte efter, ville ikke slippe, troede på kærlighed
Troede på at skibene igen ville finde hinanden, hvis vi prøvede.
Jeg prøvede og prøvede, og jo mere jeg prøvede, jo mere drev du væk
Indtil du var helt væk.
Men man kan ikke bare slippe en drøm, vi var jo sjælevenner.
Vi skulle aldrig forlade hinandens liv, aldrig miste os.
Vi havde jo noget specielt, nærmest overjordisk.
Kontakten, venskabet, skulle leve for altid.
Satsede,
ventede,
håbede,
tabte..
Du forlod mig en aften, uden at se mig, uden at støtte mig.
Du rev min sjæl over og min kamp var forgæves.
Du gav dig selv bort til dit eget liv
Du efterlod mig i ensomhed
Sålænge du lever, vil jeg hade mindet om dig.
Når du er død, vil jeg elske mindet om dig.