Hun elskede ham. Vidste, at sammen med ham, kunne hun have det godt. Hun kunne få al den kærlighed hun behøvede. Den familie hun ønskede. Far og mor, uden børn. De to sammen, betød at hun ikke behøvede være alene. At hun altid havde en at holde fast i. Og hun elskede ham. Ingen tvivl om det. Hun ønskede at tilbringe livet med ham. At tilbringe alle de små stunder. At have en at komme hjem til. At vågne op med. At røre. En der var virkelig.
   Hun havde først afskrevet ham som mulig kæreste, men da han blev ved med at rumstere i hendes hoved, ændrede hun mening. Det måtte kunne lykkes for dem. Så hun spurgte ham: Vil du være min?
   Han svarede ja. I starten tøvende, men til sidst med hele hjertet. Ja. Han ønskede at være hendes. Hun var lykkelig.!
   Der gik selvfølgelig ikke lang tid før hun igen mindedes hvorfor hun havde gjort det forbi. Men hun havde en plan! Og den kunne sagtens lykkes, hvis blot hun kunne få ham til at forstå.
   "Elskede. Det betyder meget for mig. Min religion påbyder det. Og jeg vil gerne tage det seriøst.." Forslaget var ingen sex før ægteskabet.
   Endnu engang skinnede han kærlighed til hende igennem. Han gik med på ideen. Ville gøre hvad som helst for hende, bare de kunne være sammen.
   Åh gud hvor hun elskede ham for det. Når hun lå ved siden af ham om natten og han sov, gled der stille glædestårer ned ad hendes kinder. Når han holdt om hendes mave når de havde pjattet, fyldtes hun er en dyb indre ro. Hun elskede ham. Hun elskede ham virkelig.

Der gik mange år hvor de levede sammen. Hvor han respekterede hendes valg, og de stadig havde det godt sammen. Men en dag... måtte der ske noget.

Ending
   Der havde hele tiden havde der været en anden. En på sidelinjen. Hun havde løjet for ham hun elskede. Holdt ham hen.. Hun havde ikke elsket ham alene. For han havde ikke kunnet give hende alt. Han gav hende alt der hed tryghed. Sammen med ham, følte hun sig hjemme. Men han gav hende ej begæret. Vildskaben. Det utrykke.
   Hver for sig var de to mænd ikke hvad hun ønskede, men sammen var de alt hun havde turdet håbe på. Men det kunne ikke blive ved med at gå. Hvor længe kunne hun have en affære med den ene, og nægte den anden sex?
   Affæren behøvede hun ikke frygte. Han ville aldrig forvente noget af hende. Deres "forhold" var ren sex. Men på et tidspunkt måtte det jo stoppe. På et tidspunkt måtte hun jo gå i seng med ham hun elskede.
   Hun kunne ikke leve med tanken.. Måtte afslutte det. Hun havde taget hans ungdom fra ham, og ville nu smide ham ud. Efterlade ham uden en chance for at vide hvorfor eller hvad der gik galt.
   Og aldrig ville han vide, at hun bare havde udnyttet ham, for ikke at føle sig ensom.

Alternative ending
   Nu havde hun taget hele hans ungdom fra ham. Nu måtte hun give det han ønskede mest af alt. Hun måtte ægte ham. Hun måtte binde knuden. Lade ham få hvad han havde længdes efter så længe. Hun vidste at hendes bondefangeri ikke kunne ende godt. Hendes påtagede lykke ikke kunne vare for evigt. Men intet bedre havde meldt sig på banen. Hun måtte tage det sidste skridt. Og selvom at hun vidste at hun aldrig ville kunne blive fuldt ud lykkelig med ham, var det mindste hun kunne gøre, at gøre ham lykkelig.
   Hele deres tid sammen havde hun håbet at "den rette" ville dukke op. At hun ville kunne skifte ham ud med en hun kunne elske med både kærlighed og med kroppen. Men han havde ikke vist sig.. Så nu hang hun på ham.
   Hun tog en dyb indånding, knuede buketten i hånden. Da dørene gik op og salen blev blottet, blev hun grebet af en dyb indre ro. Jeg finder aldrig en bedre mand til mine børn. Jeg bliver aldrig lykkelig. Men det gør han. Og det må jeg holde fast i.