Da tomheden ramte ham, slog den bunden ud af ham. Han blev pludselig meget lille, nærmest flad. Han havde en fornemmelse af glathed. Så blev alting stort, uendelig stort. Han lå i en trappeopgang med en kanyle i armen. Han slap remmen om overarmen. Stoffet både opstemte og beroligede ham. Kurt var junkie. Han syntes at livet var hårdt, derfor var han taget på rejse ud af den virkelighed som dræbte ham. "Hvad fanden er det du laver, skrid din lede junkie!", var der én der råbte ovre fra den anden side af gaden. Kurt var ligeglad. Selv hvis han havde kunnet rejse sig, ville han ikke havde gidet gøre det. Kurt vidste at trippet kun ville vare et kort øjeblik, men han ville opleve det som en evighed. Snart fortog følelsen sig, og han ville vende tilbage til smerten og ligegyldigheden. Kurt stod op af sin seng. Han havde sovet, bare sovet, og ønsket at han aldrig ville vågne igen. Hvordan han var kommet hjem dagen i forvejen, kunne han ikke huske. Så, så han rodet. Kurt var ligeglad. Han kunne ikke koncentrere sig om at rydde op, når hans indre var ét stort kaos. Klokken var fem om aftenen. Han måtte af sted, bare derudaf. Kurt gik ned i undergrunden. Han så skimmende henover folkemængden, udvalgte sig én af skikkelserne, og gik hen til en mand i en blågrå jakke. "Du har vel ikke lidt småpenge til noget mad?", spurgte han. Manden tog en læderpung op af lommen, åbnede den, rodede lidt rundt, og rakte Kurt nogle mønter. Der var 3 tokroner og en halvtredsøre. "Tak for venligheden", sagde Kurt og begav sig videre ned af perronen. Kurt fortsatte sin søgen. Efter en halv times tid, havde han tigget et par og tredive kroner. Kurt tog det næste tog. På hovedbanen snuppede Kurt sig en pølse, mens han skuede ud over de mennesker der befandt sig i forhallen. En skikkelse kom hen imod ham. Det var Johnny. Johnny så skråt over, og fik øje på Kurt. "Dav", sagde han. "Nå, du er her stadig?", sagde Johnny. "Stadig?", svarede Kurt med et usikkert udtryk i ansigtet. "Ja, du ville jo væk", sagde Johnny. "Nå, det..", mumlede Kurt. "Nå, men god tur!", smilede Johnny, kneb det ene øje sammen, og gik videre. Kurt følte igen ensomheden. Han tænkte på Irma. På én gang følte han sig glad og trist. Alting gled ind og ud af hans liv, intet varede ved. Kurt ville væk, men han kunne ikke. Det hele holdt ham fast. Det var som om hans vilje var forsvundet. Kurt tænkte, tænkte på livet. Han var bange for at leve det, og bange for at dø. Det store ukendte. Engang havde han mødt én som virkelig havde sagt ham noget. "Du er dit liv, du er også din død!", havde hun sagt til ham. Hans tanker gled tilbage på Irma, og den dag hun forlod ham. "Jeg bliver slidt op!", havde hun grædt. Hun svævede længere og længere bort fra ham. Han så op. To betjente i uniform stod ved siden af ham. Den ene havde lagt hånden på hans skulder. "Du kan ikke sidde her!..", sagde den ene, mens den anden snakkede i walkie-talkie. Kurt lagde mærke til tonefaldet i stemmen. Han rejste sig. Betjentene fulgte ham til udgangen. Kurt gik hen imod et busstoppested. Efter ca. tredive meter stoppede han. Kurts øjne vandrede hen over gaden. I det samme kom bussen. Kurt gik ind. Buschaufføren kiggede kort på ham. Der var mange mennesker i bussen. Kurt gik ned bagest, og satte sig ned ved siden af en kraftig mand med fuldskæg. Han så ud af vinduet. Bussen satte sig i bevægelse. Der gik et stykke tid, hvor hans blik ikke flyttede sig. Efter en del stop stod han af. Han gik et stykke hen ad gaden, krydsede den, og gik i retning af Christiania. Længere fremme vidste han, at han kunne være i fred. Da han trådte over grænsen til fristedet, følte han suset. Suset af stilheden, som adskilte de frie sjæle og de fangne bag ham. Melankolien, tabet af sikkerheden, mens han gik friheden i møde. Her var der noget, som på én gang var både trygt og skræmmende. Her var intet øjeblik kendt, alligevel var alting for altid det samme. Afslappetheden. Kurt var junkie, inderst inde vidste han at han aldrig ville være andet, selvom han engang havde haft drømme om sit liv. Hvis verden havde været anderledes, måske? Men verden var som den var, og han var som han var, og måske var det meningen. Et halvt år senere tog Kurt væk. Det sidste han mærkede, var nogle der ruskede i ham, mens han gled længere ud. Da tomheden ramte ham, slog den bunden ud af ham. Han blev pludselig meget lille, nærmest flad..