...Tristan er vild med at lytte til birketræer. Shh, wush. Han kan bruge timer på at høre, hvordan lyden kommer med vinden. Verden forsvinder, og han bliver helt rolig; lige indtil han skal høre de nedfaldne blades knitren, når han kaster med frønnede grene, som jeg samler op til ham efter hvert kast - kaste, kaste Tristan! Han ved jeg, forsøger at gribe dem, og prøver at kaste udenom, for at jeg skal stå med enden i vejret, når jeg samler dem op...
...Vinden gennem håret så det dufter salt, og fingrene udtørres af de fine sandkorn. Der er milliarder af dem bare på denne ene kvadratmeter, hvor jeg sidder, og jeg ved, at indstiller man et kamera helt rigtigt, så får man et billede af hvert korn som en prangende juvel. Tristan sidder mellem mine ben med ryggen op ad min mave og har lige den størrelse, der gør mine bryster til en god hovedpude i nakken, mens hans øjne misser mod himlen...

Det her er Tristan, og jeg sidder med ham som med en puslespilsbrik mellem fingrene, der ubevidst køres frem og tilbage over læberne. Den viser ikke meget og vækker derfor min nysgerrighed. Hvor hører den til, hvad er dens sammenhæng? Jeg ved bare, at jeg bliver helt rolig, når jeg skriver om Tristan. At han har mange kræfter. Han er min stjernekikkert, når han misser mod himlen, og mit knivskarpe mikroskop, når han sidder med sand mellem fingrene. Han får mig til at se alt!

...Tristan sidder på gulvet med en lyserød kage fra sit fine nye plastikkøkken. Han putter den ind i den lille ovn, som siger ding, hver gang, man åbner lågen.
- Har du ikke fundet dig et arbejde endnu?
Tristans morfar ser udfordrende og lettere bebrejdende på Viola.
- Du kan jo ikke barsle for evigt, ungen er 2 i dag. Der må sgu da være noget.
- Far, jeg har skaffet mig en aftale med burgerbaren i Nystræde.
Viola ser over på mig, og jeg ved, at jeg skal tie, så jeg ser på Tristan, hvordan han bager kager i sit køkken. Ovn lågen ringer igen, da han tager endnu en plastikkage ud, som han kommer stavrende hen og forærer mig.
- Det havde sgu da også været nemmere, hvis Johnny stadig havde været her.
Han forsøger at bryde Violas første parade med burgerbaren, og jeg kan mærke mine kinder rødme ved en stigende vrede, da jeg stirrer direkte på ham. Han ser ud som om han har lyst at sige noget mere, men vi ender alle sammen med at betragte Tristan, indtil fødselsdagskagen kommer på bordet...

Jeg ved ikke rigtig, hvad det er for en konflikt, men det vil tiden vise. Foreløbig fascinerer det mig bare, hvordan vi lader små børn bære dem. Man indigneres måske umiddelbart, men kan det i det hele taget undgås?

Børns møde med døden sker uvægerligt på et eller andet tidspunkt, og hvad siger man så? Børn har endnu alt til gode, også de hårde oplevelser. Jeg ser Tristan for mig på en kirkegård:

- Tristan, hvor mødes himmel og jord?
Han sætter sig i knæ og stiller pegefingeren lodret på jorden. Fingerspidsen er mørk af jord, og skuffen er smurt ind i chokolade, som lyser op i et spontant, men også vidende smil.
- Det er nemlig rigtigt Tristan.
En svag vind musicerer i løvet på en hængebirk, der står ved en lille urnegrav.
- Træ!
Tristan peger prøvende, men når ikke at se mit anerkendende nik, før han er henne ved graven og træet...

Det ville være vældig dramatisk at lade det være en børnegrav. Måske det er en kvindes grav, en kvinde, som døde fra sit barn. Jeg kendte engang en ung kvinde, som efterlod sin kæreste og sit barn - hun var 26, og barnet var blot 2 måneder gammelt.
Måske et forsøg på at beskrive et barns første møde med døden lykkes bedst, hvis man vælger at lade det passere nærmest ubemærket? Jeg lader det foreløbig stå, som det står her.

Et lyrisk spor presser sig på, og foreløbig må jeg lade et møde mellem Tristan og Johannes vente og modne, for idéer skal have lov at udvikle sig i deres eget tempo - men jeg glæder mig til mødet. Det lyriske spor er på en måde barn af Tristan, for selv om en lille dreng på to ikke kan føde eller befrugte i fysisk forstand, så synes hans iagttagelsesevne nærmest fysisk inspirerende. Han har inspireret mig til at se på en stokrose og en edderkop:
Om sommeren synes alle stokrosens knopper at kunne nå til blomstring, men efteråret lader de sidste af dem tilbage som små indtørrede og ubrugte løg på en ranke, i hvis hule knasen meningsløsheden inkarnerer sig så uimodståeligt, at man uvilkårligt tror på den uden at vide helt, hvornår man valgte at gøre det.
En edderkop hænger fra en af blomsterne, spændt ud i sit silkes navlestreng, som altid sikret en eksklusiv forbindelse til sine instinkter - spindet spindes nøjagtig lige så mange gange, som det rives ned af en uopmærksom forbipasserende...

Det lyriske som modvægt til handlingen og dramaet interesserer mig meget for tiden. Hvor megen mening og handling kan man antyde med lyriske beskrivelser? Min første klumme havde f.eks. ingen titel, og det var for at antyde en begyndende proces, endnu på et meget spædt stade. Nå, selv om denne fortsættelse er navngivet, så får jeg endnu at se, hvad det bliver til...I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn...