Usikkerheden kravlede ind,
Jeg hørte ikke resten.
Lukkede bare af,
ordrerne kom tilbage i brudstykker
Og intet hang sammen.

Hvad har jeg gjort, hvad har jeg ikke gjort?
Hvad gør vi nu, er det slut før det begyndte.
Hvad for en chance er det så.

Jeg fik dig i tale,
Men du jog ikke usikkerheden væk.
Du havde travlt...
Vi fik dog samlet brudstykkerne samme,
Så jeg fik et helt billede.
Nu sidder jeg her og ved ikke helt,
Hvordan det skal takles.

Du er blevet noget kølig,
Måske du blot passer på dig selv.
Men gamle erfaringer popper op
Og stikker i min usikkerhed.

Jeg higer efter at du fortæller mig,
Hvad dine tanker er.
Om har du lagt mig på hylden,
Om du stadig føler noget.
Eller om jeg blot skal blomstre,
Som et trofæ.

I dine arme fandt jeg hjem,
hjem til det sted hvor man kan være,
Tryg og sig selv.
Der hvor man kan være stille sammen,
Uden det føles forkert.

Sådan et hjem har jeg længtes efter,
det meste af mit liv
Og nu kunne jeg endelig tage imod.
Men det gik for stærkt for dig og jeg vidste
Ikke hvordan jeg skulle bære mig ad.

Jeg håber vi sammen en dag kan finde et tempo,
det tempo der følger den gyldne tråd
som viser vejen mod en tosomhed
der vil give os plads til sammen og hver for sig at gro,
gro os fulde af kærlighed og glæde,
Som kun findes på den gyldne tråd.