Det var en dag i forsommeren 2001. Jeg gik på forfatterholdet på "H.O.F. Daghøjskolen" på det tidspunkt, og hele vort hold, minus mig, havde besluttet at skulle ud i Frederiksberg Have, eller er det Kongens Have(?), på Frederiksberg Runddel, lige ved siden af Storm P.- og Morskabs-Museet. Jeg har aldrig været meget for at være UDENFOR, hvis det er FOR varmt om sommeren. Så hellere sidde inde med et koldt glas saft, eller cola, med isterninger, og høre en god lydbog. Men, sådan skulle det naturligvis ikke være. Jeg var klart i mindretal, og det gjorde sådan set ikke så meget, da jeg først fik bearbejdet dét, at vi skulle bære alle mulige ting derhen. Heldigvis for lille, dovne mig, havde en af de andre bil med den dag, hvilket jo ligesom løste slæbeproblemet. Og så var der jo ligesom ikke rigtig noget at gøre. Jeg måtte bøje mig, og gjorde det så også uden yderligere protester...

Nogle skulle hjem og hente mad, til turen, nogle var på cykler og atter andre, som jeg, havde månedskort til bussen, og kunne derfor ligeså godt køre med bussen. Det var jo også en personbil, Lars havde, så den havde jo heller ikke plads til tretten mennesker. Det hele endte med, at vi alle skulle mødes inde ved indgangen til "Morskabs Museet" og "De små Haver" kl.12:00.

Jeg gik fra Suomisvej, over til VideoNetto'en tæt på Hovedbanegården. Efter et MEGET kort kig derind, tog jeg bussen fra stoppestedet foran butikken.

Da bussen havde kørt et par stop, hvor jeg havde siddet og læst i en bog, så jeg op et kort øjeblik. Dørene åbnedes og hastigt forbi mig gik en høj, statelig herre. Hans mål var bussens bagerste sæde. Jeg kiggede en ekstra gang. Jamen, var dét ikke...? Jo, det var det i allerhøjeste grad. Forbi mig var lige gået den mand, jeg på en måde beundrede. Hans excellence Marquis Marcel de Sade!
   Jeg beundrede, og beundrer ham nu fuldt ud, for at turde være den som folk vender sig om på gaden for at se på, og samtidig fandt jeg ham vidst også en lille smule morsom, pga. hans småarrogante fremtoning i eksempelvis fjernsyns-programmer. Men, det var som sagt, FØR jeg mødte manden...

Jeg kiggede en ekstra gang, rodede så, som en desperat, i min medbragte taske, for at finde en kuglepen. Et stykke papir havde jeg, men ingen kuglepen. Jeg tog alligevel mod til mig, og nærmede mig ærbødigt Marquis'ens plads. (Ja, jeg indrømmer det: Jeg ER autografsamler!) Tankerne fløj gennem hovedet på mig, og mit hjerte hamrede, så man må kunne have hørt det til Hamburg! Hvordan tiltaler man en Marquis? Falsk eller ægte... Hvordan tiltaler man en Marquis?
   Jeg tillod mig at satte mig ned på sædet ved siden af "mesteren", og spørge:
   "Jeg måtte vel ikke be' om Deres autograf?"
   "Selvfølgelig må du det!" smilede han.
   "Jeg har desværre ikke nogen kuglepen!" sagde jeg undskyldende. Det så "Hans excellence" dog stort på:
   "Har du ikke et eller andet hvor dit navn står på? Så kan jeg SENDE dig autografen, skrevet på mit private brevpapir!"
   Nu var det jo så heldigt, at jeg, krukket som jeg jo kan være, kort forinden havde fået lavet visitkort, i automaten på Hovedbanegården. Dem fik han et af, og jeg fik hans. Derefter udvekslede vi nogle bemærkninger, og så skulle jeg af. Jeg nærmest fløj hen til de andre, der sad og ventede, henne ved Morskabs Museet. De syntes jo det var skønt, at jeg endelig havde mødt Marquis'en, som de jo var blevet plaget med alenlange foredrag om i længere tid. Og det blev en meget hyggelig tur...

Det der, i middelurtid, gjorde mødet så "historisk" for mig var det, at møde Marquis'en, og opdage at han, i virkeligheden, er stik imod sit image. Et meget venligt og imødekommende menneske. En mand, der tør stå ved, hvem han er. Og har humoren og dannelsen i orden, samtidig uden at tale ned til folk. Det finder jeg, ærligt talt, beundringsværdigt!

I øvrigt: Autografen havnede i min postkasse allerede dagen efter. Den var skrevet samme dag som jeg mødte ham, den tiende maj totusinde og et!