I en verden ikke helt ulig vores findes en skov, der er et virvar af tæt løv; bregner strækker deres grønne fingre mod himlen i samme bue, som solen rejser over landet; høje graner drysser deres nåle over den våde jord, fra stammer der er nøgne nær jorden på grund af det manglende sollys, og med spæde toppe i lyse grønne og gule nuancer, der svajer let i vinden med en raslende lyd; imens kræver de brede bøge og ege plads til deres tunge kroner, som fuglene nordfra elsker at overnatte i på deres rejse mod sydens varmere egne, og hvis blade nu langsomt har antaget efterårets rustrøde farve.
   Mellem træer, bregner og buskadser kan det vågne øje fra tid til anden få øje på dyrespor, der krydser hinanden, undviger eller følges parallelt hen mod den lille å, der klukkende og boblende løber mod syd og længere ind i skoven, der hvor lyset bliver sparsomt, fordi solen må nøjes med at skimte ned mellem det tætte låg af blade, der glimtende og funklende dækker de smalle stier som en højloftet arkade.
   Men selv om disse dyrespor løber på kryds og tværs ad skoven uden synlig orden, er det ikke så få af dem, der i sidste ende leder til det samme sted! Selv den lille å løber direkte frem mod det sted, der synes at være det hemmelige samlingspunkt for skovens dyr: Mod Eventyrfortælleren under egetræet.
   Førhen kendte alle i de nærmeste byer til den gamle eventyrfortæller og førte ofte deres børn gennem skoven mod det forkrøblede egetræ, således også de kunne opleve magien omkring den gamle mand, der synes at kende fortællingerne om både fortiden, nutiden og fremtiden. Men sådan er det ikke længere. Eventyrfortælleren selv er blevet til en skrøne, et sagn, som ingen længere tror sandfærdig, ligesom vejen til lysningen og det gamle træ er blevet glemt, nu hvor ufreden har hersket over riget i mange år.
   Men Eventyrfortælleren og hans magi er stadig lige så stærk som altid, bevaret i håbet om en fremtidig frelse, der kan gøre manden fri for træets lænkende rødder. For skønt han elsker at fortælle sine historier, sidder han ikke der under egetræets tykke fødder, med mosset groende på sine sko og med dug og faldne blade i skægget, af egen fri vilje. Nej, han er blevet lænket til jorden af dette træ som betaling for en ugerning, han var skyld i for mange år siden. Og der findes kun et menneske i dette rige, som kan befri ham, og hun aner endnu slet ikke, at sagnet om ham er sandt, og at Eventyrfortælleren under egetræet virkelig findes.
   Men som elverdronningen har lovet, skal dette en dag ændre sig: En dag vil datteren tilgive ham for de pinsler, han havde påført moderen, og han vil atter være fri – fri til at gøre sig fortjent til en plads i Dødsriget i efterlivet, frem for en evighed i Intethedens mørke.
   Og nu, da Kaos tvang sig vej frem over landet, sniger tilgivelsens dag sig langsomt nærmere...