Der må sidde mindst 30 småfugle på eller nær foderbrættet, mens jeg skriver dette. Flest gråspurve og et par enkelte duer, der kun kommer, når terrassedøren er lukket og Baskervilles-hunden er sikkert indenfor.
Gråspurvene er for manges vedkommende født i haven. Eller klækket om man vil. Selvom de stort set er på størrelse med forældrene er de alligevel nemme at genkende, fordi de sidder på brættet og tigger af forældrene og puster sig op og tigger igen, så det er forbløffende, at de voksne overhovedet får noget at spise.

Der er flere redekasser i haven. Den mest brugte er en kasse under tagskægget med fire 1-værelses lejligheder, som der heftigt kæmpes om i det tidlige forår.

Gråspurve er ret ens at kikke på. Altså fjerdragt og udseende generelt. Hvad der til gengæld har forbløffet mig og fortsat gør det, er deres individuelle personlighed, der skinner igennem, når man lærer dem lidt bedre at kende.

Den mest karakteristiske af dem alle er en han-gråspurv, der tydeligvis på 3. år er enehersker på sit område i haven. Udover at lægge beslag på to lejligheder i komplekset under taget, er han også far til mindst tre af kuldene.
Han har fast plads i en stort set udgået Tjuja i en krukke på terrassen, hvor han sidder på en bestemt gren og nøje holder øje med, at alt går for sig på rette måde i haven.
Når solen skinner solbader han, så han er ved at trille ned af grenen af bar velbehag og når solen går for en sky, får han igen tid til at holde området frit for andre, mindre heldige fugle, der måske troede at her var fri bane.

Gråspurvehannen er ikke på ingen måde bange for Max. Måske ved han godt, at den store hund ikke vil gøre ham noget, og det lader i hvert fald til, at han også lærer sine unger, at Max ikke er farlig. I hvert fald ser jeg ofte, hvordan netop denne gråspurv bliver siddende på plænen – men alle sine børn omkring sig, når Max går tur i haven. Kun hvis Max lige frem begynder at snuse til fugleungerne, sender hannen er advarslelspip ud, og så flyver ungerne og far op i det nærmeste blommetræ til hunden er gået igen.

Hvis der kommer duer, der formaster sig til at gå tur på plænen eller endnu værre, måske vil tiltuske sig et bad i søen ved den lave ende, kommer Max flyvende. Der er tydeligvis ikke adgang for duer i haven. I hvert fald hvis du spørger Max.

En enkelt due er nok til at hunden, som en eksploderende flodhest, vælter over græsset og med høj stemmepragt forviser alle uindbudte gæster fra haven.
Det skægge er, at gråspurvene godt ved, at det ikke er dem han er efter, så med mindre, han ligefrem er ved at træde på dem, flytter de sig højst et par meter, så damptromlen kan komme forbi.
- Fint arrangement, ser det ud som om de tænker- Så er der også mere mad til os andre...