Det var en stor dag, da den første frø flyttede ind.
Da jeg var barn opholdt jeg mig hver sommer hos mine bedsteforældre i Nordjylland, som havde den dejligste have med hele to havedamme, og masser af frøer!
Der var sikkert også andre dyr, såsom guldsmede, men dem husker jeg ikke så meget om, det var frøerne, jeg elskede.
Som jeg husker det, var græsset omkring dammen nærmest levende af frøer. Dengang vidste jeg ikke, at man helst ikke måtte bære rundt på dem og ikke så få er i tidens løb forsigtigt placeret på min solbadende mors maveskind, når jeg glædestrålende ville dele mine naturoplevelser med hende.
Da jeg blev voksen, forsvandt frøerne ud af mit verdensbillede. Det er de færreste frøer, der af sig selv søger til femte sal. Jeg mødte dem i hvert fald aldrig.
Derfor var det en stor glæde, da jeg som voksen igen fik adgang til have og til vand!
Så vidt jeg kan se, har vi nu to frøer i dammen. Det vil sige, hvis jeg da ikke har skræmt dem væk ved at overbeglo dem, tage billeder af dem og i det hele taget forstyrre dem unødigt meget.
De bor ved vandfaldet. Det er i hvert fald der, jeg har mødt dem. Butnæset frø, så vidt jeg kan se. Måske. De ligner i hvert fald billedet i mit opslagsværk.
Desværre kan man ikke selv importere frøer til sin havedam. Man må heller ikke. Alle padder i Danmark er totalfredet og bør ikke sådan flyttes rundt. Man skal altså have tålmodighed og selv vente på, at de selv indfinder sig. Problemet er, at de skal krydse en ret befærdet vej, før de kan finde vandhullet og det koster jo nok nogle liv undervejs.
Nu kikker jeg også på guldsmede. Det er et løjerligt insekt, som jeg finder meget fascinerende. Dem der kommer her er blå. Jeg læste et sted, at den slags hedder ”Blå mosaikguldsmed”. Det er et fint navn for et fint insekt og jeg glæder mig over dem, når jeg ser dem.
Guldsmede kan for øvrigt godt lide at komme indenfor. Det er forbløffende at se den nysgerrigt flyve rundt i stuen, ræse gennem gangen og ind i soveværelset, stå stille i luften over min sovende kæreste, for så at vende i luften og søge nøjagtig samme vej tilbage, som den kom ind. Ikke noget med at gå i panik mod de blanke ruder og slå panden mod muren. Næh, nej... guldsmede ser ganske intelligente ud, når de undersøger terrænet. Forbløffes over detaljerigdommen i deres farver, når den står stille i luften foran mig, mens den - ganske uden hastværk, studerer mig nærmere - som jeg studerer den.
Naturen er altså fantastisk...