Engang imellem hører man nogle grimme historier i pressen om hunde som Max, der har overfaldet mennesker eller andre hunde. Det er tragisk og ganske forfærdeligt.
Jeg bliver altid så ked af det, når jeg læser dem, for sådan er han jo slet ikke.

Jeg må dog indrømme, at jeg tit selv kikker lidt forsigtigt, når vi møder den slags hunde på gaden. Enten i snor eller uden.
Og de mennesker der går med de hunde, får sikkert ganske ofte de samme blikke, som jeg gør, når de lufter på gader og i parker.

Max er en stor hund. Hans race har et ret dårligt ry. Vi har mødt mange ældre damer, der i al hast tager deres små pudler op på armen, før de går forbi og Max og jeg prøver begge at lukke ørerne for de hidsige vuf og vaf, der kommer oppe fra pelstotterne, når Dræber-hunden og jeg passerer.

En dag mødte vi en ung mand og hans kæreste. Han gik med et af de mindste små garnnøgler i snor jeg endnu har set. Det var den yndigste lille yorkshirehvalp. Den var nok ca. på størrelse med en æske husholdningstændstikker.
Da vi passerer hinanden, så jeg godt blikket i den unge mands øjne. Men det var hans ord der fik mig til at reagere:
"Se, Sofie. Den slags køtere skal du holde dig fra, de æder små hunde..."
"Det kunne han da aldrig finde på!" udbrød jeg indigneret og bremsede.

Jeg tror absolut kun, at det var fordi han ville imponere sin veninde, at han gik med til at lade de to snuse til hinanden. Jeg kunne godt se, hvad han tænkte, da Max´ store savlende hoved langsomt dalede, mens han forsigtigt snusede til den lille pige, der sikkert uden problemer ville kunne sluges hel. Yorkshirehvalpen fandt ham dog bestemt ikke farlig, men straks gik i "Kom-og-leg-med-mig-stilling" med forbenene strakt frem og en dirrende bagdel.

Den var Max naturligvis omgående med på, men det turde ingen af os ejere dog. Godt nok kunne hundene tydeligvis lide hinanden ved første øjekast og det var jo en stor beroligelse (for os begge, helt ærligt). Men direkte leg på græsset, ville være for farligt. (Max skulle jo blot jokke forkert en enkelt gang og hun ville være blevet trådt ned i græsset som en teltpløk). Så der var ikke andet for end at sige farvel og lede efter andre legekamerater i en mere passende størrelse. Det var sjovt at se, hvordan de to længe drejede hovedet efter hinanden, til hvalpen og dens ejere omsider forsvandt rundt om hjørnet.