Tidligere har jeg altid boet i lejlighed. Sjældent længere mod jorden end 5. sal. Der var derfor visse ting, jeg skulle vænne mig til, da vi flyttede.

At have en have er vidunderligt. Intet mindre. At gå på bare tæer i højt græs om morgenen og mærke duggen, ja, det er da bare fantastisk.

Ikke så langt fra hvor vi bor ligger Vestvolden. Her kan man gå og nyde stilheden og undre sig over alle de danskere, der altid skriver i deres kontaktprofil, at de elsker naturen og at trave lange ture.
Max og jeg møder dem da aldrig!
Ingen klager. Er kun glad for at vi har skoven for sig selv. Ind imellem møder vi andre hundeluftere, der sender os et frygtsomt blik, fordi Max er så stor, som han nu er og tænk, hvis nu han var farlig...
Det er han nu ikke og han elsker ganske enkelt andre hunde. Også ejerne. Max elsker nemlig alle og ville invitere en hvilken som helst indbrudstyv indenfor, hvis han ellers gad lege.

Nogen gange møder vi hunde, der ikke vil lege. Kun slås. Det forstår vi ikke. Hvorfor slås, når man kan lege? Max kan nu klare sig selv og kan godt sige fra, men jeg har aldrig set ham gøre nogen noget.

Gravhunden Gucci, der bor overfor vil også slås. Den er slet ikke klar over, at den ikke er lige så stor som Max og hopper gerne op for at tage en luns af hans knæ, når vi går forbi. Max kikker med medlidenhed på Gucci og giver ham et slik på panden, så gravhunden triller om på græsset i al sin arrigskab.

Kun når der skal soves, gider Max ikke at blive forstyrret. Så knurrer han. Hvis man forsøger at stikke sine små, kolde tæer ind under maven på ham, brummer han og maser dig. Rejser du dig et øjeblik for at hente noget, har han taget din plads (og din dyne). Prøv selv at fjerne 50 kilo hund fra din pude...

En dag opdagede vi at vi havde fået mus. Det puslede i køkkenet og dagen efter, da vi havde venner på besøg, spankulerede en mus adstadigt og uden hastværk over stuegulvet. Ud gennem terrassedøren forsvandt den, var væk i fem minutter og kom så samme vej tilbage. Hvad tænker mon ens gæster?

Max er dog ikke nogen musefanger... Han mødte en af dem på køkkengulvet, tror vi. I hvert fald lå han resten af aftenen ude i køkkenet og gloede ind i en sprække i væggen, hvor musen forsvandt. Lå bare og brummede utålmodigt og kunne ikke forstå, at den ikke kom ud for at lege (sandsynligvis få et gok i hovedet med poten).

Vi måtte rive det halve køkken ned, for at få lukket hullet. Fandt ud af at de havde lavet en nydelig firsporet autobahn under gulvet og direkte ud til det fri. Da den blev lukket, var det slut med mus i køkkenet. Godt det samme, for det er ikke så rart, selv for dyrevenner.
Nu bor musene i haven og der ser man dem nogle gange nær søen. For min skyld ingen alarm. Der generer de ingen. Men om efteråret søger de mod varmen igen og man skal altid holde øje med, at man ikke får ubudne gæster med sig ind, når vejret skifter.