Devaluering, det kalder vi det, når penge eller værdigenstande falder i værdi. På markedet falder samlerobjekter i værdi, når der er et stort udbud af dem og de derfor er lette at få fat i.
Min påstand er, at ord tilsvarende kan falde i værdi, hvis de slynges for meget ud.
Som når Disney på hver eneste DVD-udgivelse skriver Disney-klassikere, om så det er en film med få år på bagen. Det skal ikke benægtes, at der er lavet klassikere fra Disney, især da "onkel Walt" levede, men hvordan kan de nulevende på selskabet vide, at en film fra sidste år vil blive en lige så stor klassiker som Pinnochio og Snehvide? Det hænger måske sammen med et udbredt overforbrug af ord, som når anmeldere skriver "en født klassiker." Naturligvis har de lov at give positive anmeldelser, hvis de mener det ærligt, men kunne de dog ikke bruge et andet ord? De kan sandelig ikke vide om, det er en klassiker på selve udgivelsesdagen eller premieredagen.
Visse kulturanmeldere har det også med at bruge ordet genial lidt for ofte efter min mening. Genialitet er reelt forekommende, men meget sjældent, og værker behøver ikke at være dårlige bare fordi, at de måske ikke lige er geniale. Har man betegnet for meget, der slet er ret er godt, som genialt, hvad skal man sige, når man står overfor noget, der virkelig er genialt?
Eller hvad med, når nogen slynger om sig med ordet fascist som skældsord? Fascist betegner en holdning, der eksisterer og reelt har haft magten visse steder og i visse perioder, og der kan sagtens redegøres for, hvori den består. Når så fascist bruges meget som skældsord, så ender det med at blive devalueret, for hvad skal vi så sige den dag vi møder en holdning, hvor betegnelsen fascistisk virkelig har sin berettigelse? Så er jeg overbevist om, at det ikke vil blive taget alvorligt, jf. den gamle historie om ulven kommer.
Der er så også dem, der siger det modsatte skældsord kommunist i tide og utide. Også det kan ved overforbrug ende med ikke at blive taget alvorligt.
I den forbindelse husker jeg, at det i USA var blevet almindeligt at sige "honey" eller "sweetheart" til alle personer, man talte med af modsat køn, også fremmede. På visse chatrum på Nettet har man også set, at tiltalen "søde" bruges i tide og utide. Igen det samme spørgsmål: hvad skal man så sige til den, man virkelig elsker og vil dele livet med?
Heraf kan man se, at ord har en værdi, og at denne værdi i lighed med andre værdier kan devalueres.