"Mor, må vi få kiiiks?" Hun spørger på samme måde hver gang; trækker i´et i kiks ud i det uendelige, mens de blå øjne på én gang er både bedende og spillende. Hovedet på skrå, den ene rottehale flyder ud over skulderen. Jeg bliver blød, mærker ømheden brede sig i min krop og bryder atter reglerne.
   De får "kiiiks" - min datter og dagens legekammerat - 20 minutter før spisetid.

"Du er for inkonsekvent og svag," tordner hendes far, når han ser, at jeg igen bryder principperne og føjer vores afkoms ønsker. Jeg tror han har ret. Jeg ved han har ret. Alligevel vælger jeg, at det ikke skal være anderledes. Min egen stille protest imod alle hans regler.

Han har karriere. Hans job er krævende. Han arbejder meget, og kommer sent hjem. Det er vigtigt, at han har fod på alle processer i firmaet siger han.
   Det er også hvad han fortæller over middagsbordet de få gange vi har gæster.
   "Det er overordentligt vigtigt, at der er klare regler, og at alle følger dem" fortæller han selvhøjtideligt, og jeg overvejer at spørge ham, hvilke regelsæt der gælder her i huset, når han kommer sent hjem, og jeg kan lugte den fremmede kvindes parfume og se hendes lange lyse hår på hans habitjakke. Men jeg tier. Inkonsekvent og svag.

Nogle gange ser jeg, at han står i døren ind til vores datters værelse og iagttager hendes sovende ansigt. Jeg ser hans ludende skuldre, og hører det stille suk, men det er alt for længe siden at vi har været fælles om noget, og ikke engang kærligheden til vores datter kan vi tale om.
   Engang var jeg fristet til at række hånden ud og lægge den på hans skulder, men nu er der ikke længere noget at række ud efter.

Han er for længst kørt om morgenen, når jeg hører hendes små fødder løbe hen over parketgulvet og ind i soveværelset. Han aner ikke, hvilken fryd det er at mærke dynen forsigtigt blive lempet til side, for herefter at mærke hendes lille krop krybe ind til min. Nogle gange føler jeg sorg på hans vegne over alt det han går glip af. Er det den pris han har valgt at betale for at undgå mig? Eller for at undgå sig selv?
   Hendes små fingerspidser undersøger mit ansigt - hun tror stadig jeg sover.
   Jeg åbner øjnene og afslører, at jeg er vågen. Hendes mælketænder blottes i et bredt smil - det er tid at stå op.

Da morgenens højlydte diskussion om de 2 rottehaler endelig er overstået, fortæller hun begejstret om den kattekilling, som Camilla fra børnehaven har fået, og om hvor blød den er, og om vi ikke også kan få en killing. Jeg hører ikke efter. Jeg er i mine egne tanker.

På vej ud til bilen rækker hun ud efter min hånd, og fanger den i luften. Trykker den hårdt et øjeblik som for at ruske mig ud af mine tanker. "Hører du slet ikke efter mor? Jeg er altså ved at fortælle dig noget" siger hun lettere fornærmet.

"Jamen jeg lytter skam... næsten da," svarer jeg med et skævt smil. Jeg ser på hende, trykker hendes hånd igen, kan mærke min hals snøre sig sammen. Jeg håber, at hun en dag vil tilgive mig min mangel på inkonsekvens og svaghed, når vi nu forlader hendes far.