Peter lagde armen om Liv, da de stod i indkørslen og vinkede farvel til Søren, og så ham forsvinde ned af vejen i flyttebilen. Søren var 18 år, og den sidste i den store børneflok, der nu flyttede hjemmefra. Liv trykkede sig ind til Peter.
   "Nå, jeg går ind og kigger på rodet," sagde Liv og rømmede sig. Peter smilede og nikkede til hende, og lod hende gå.

"Rodet," som hun kaldte det, var egentlig ikke rod. Det var nærmere betegnelsen for et ritual, som Liv udførte, hver gang et af deres børn flyttede hjemmefra. Der skulle ryddes op, ryddes væk, flyttes om og laves om, så ingen af værelserne fremstod tomme.

I oprydningen fandt Liv et gammelt, gulnet skilt, som førte hende tilbage i tiden:

"Nej, det ka' jeg da ikke," sagde Liv.
   "Gu' ka' du da så," svarede Pernille og fortsatte:
   "Vi har været veninder siden 2. klasse, jeg kender dig, så hør nu efter. Du klager over, at du aldrig kan få luft noget sted. At der er unger og legetøj over det hele. Og at de hele tiden skriger på dig, og skal bruge din hjælp til dit og dat. Det her vil virke, det ved jeg bare."
   Pernille fniste. Det gjorde Liv ikke.
   "Se nu ikke så bekymret ud. De skal da bare lige vænne sig til, at sådan ser mor og papmor ud, når hun skal have noget ro og fred," sagde Pernille.

I Livs pande havde Pernille klæbet et papskilt fast med et stykke brugt tyggegummi. På skiltet stod med fede typer: "Please - do not disturb".

"Jamen de mindste forstår jo ikke, hvad der står," sagde Liv.
   "Årh hold op, det ska' de nok få lært. Liv, helt ærligt, ingen er i tvivl om, at du er vild med alle ungerne, men du er altså nødt til at sætte nogen grænser, hvis det der skal fungere," sagde Pernille.

Og sådan var det gået til, at Liv, som mor til 4 sammenbragte børn, ind imellem var gået rundt med et papskilt i panden. I starten havde børnene fundet det underligt, men de havde vænnet sig til det, og det havde vist sig at være en enkel løsning på en svær problemstilling. Dog havde hun hørt længe for de episoder, hvor hun havde glemt at tage skiltet af - en enkelt gang til et forældremødre og siden to gange i Føtex!

Nu stod Liv med skiltet i hånden. Hun spyttede let på fingeren, og gned den henover ordet "not". Bogstaverne blev hurtigt udtværede for kort efter at forsvinde helt. Med et stykke tape klæbede hun skiltet fast i panden og gik ud til Peter.