Jeg er her - et sted

"Hvor vil du ha' denne her hængt op?" spurgte han. I hånden holdt han en glaslampe, der havde ligget på gulvet i hendes entré i godt et halvt år.
   Det ved jeg ikke endnu," svarede hun.
   "Ved ikke endnu? Jeg troede det var derfor jeg skulle tage værktøjskassen med. Har du slet ikke en idé til, hvor du vil have den hængt op?"
   "Næh," sukkede hun.

Han strøg en hånd igennem sit hår. Tog en dyb indånding.
   "Er du okay?" spurgte han.
   "Ja," svarede hun. "Jeg er bare træt. Træt af, at jeg ikke har nogen mening. Jeg er jo heller ikke rigtig flyttet ind her. Synes jeg er så forvirret. Ved ikke hvad jeg synes, og hvad jeg mener. Jeg kan sgu ikke beslutte en skid i mit liv."
   "Nårh," sagde han, "du har da f.eks. besluttet, at du ville flytte ind i den her lejlighed."
   "Ja wow, der gjorde jeg virkelig fremskridt," sagde hun ironisk.
   "Du har da også besluttet, at du vil være kærester med mig," sagde han med et smil.
   Hun vendte ansigtet mod ham, smilede, rystede let på hovedet og kyssede ham.

Der blev heller ikke hængt noget op den aften. De havde lavet mad sammen, og sad og spiste ved det lille køkkenbord. Hun havde åbnet en flaske rødvin. Snakken gik let. De lo længe af hans parodi af en forvirret kunde han havde haft samme dag, og herefter var der stille. Han kiggede rundt i hendes lejlighed og sagde så:
   "Ved du hvad - når jeg sidder her og kigger rundt synes jeg faktisk, at du er flyttet rigtigt ind. Jeg ved godt, at du er træt af billederne på gulvet og skabet, der stadig ikke er hængt op og alt det der, men jeg kan godt lide det. Måske er det her dig, som er lige nu?"

Hun så på ham, men svarede ikke.
   Da de var gået i seng, kunne hun ikke sove. Hun kunne høre på hans åndedræt, at han sov. Hun kravlede over til ham og ind under hans dyne.
   "Måske ved jeg godt alligevel, hvor lampen skal hænge alligevel," hviskede hun stille ind mod hans nakke.