Tanker om en lillebror!!

Kan du huske året...? Året 1988, det var første gang vi så hinanden. Jeg var 18 år og du var 13 år og Michael var 16 år, vi anede ikke at hinanden eksisterede.

Jeg husker tydeligt, at jeg trådte ind i stuen og der sad 2 drenge, dig og Michael og vores far "Rikke" sagde - Michael, Jimmi det er jeres søster Pia. Jeg tror der gik omkring 100 engle gennem stuen inden det første ord faldt - det var Michael der sagde; øhhh hvordan det ?
   Vi satte os ned i en rundkreds på gulvet, hvor "Rikke" forklarede hvordan tingene hang sammen.
   Vi var alle meget generte og der blev ikke udvekslet mange ord.

Da det var sengetid, blev vi alle 3 placeret på en madras i stuen under hver sin dyne. Mørket var faldet på, klokken var mange og lyset blev slukket med et blidt godnat.
   Så tog fanden ved os og vi snakkede og snakkede som om vi havde kendt hinanden hele livet. Det var en skøn nat, der varede lige til den lyse morgen, hvor jeg tror vi alle faldt i søvn med et smil om læben.
   Om morgenen kunne "Rikke" mærke den store forandring der var sket i løbet af natten, vi snakkede i munden på hinanden som andre søskende der har kendt hinanden hele livet.

Gennem årene så vi stort set hinanden hver weekend på trods af, at vi havde hver sin ungdom at forholde sig til.
   Du blev mere og mere fanden-i-voldsk og efterhånden som årerne gik og vi ikke længere havde så meget tid til at se hinanden, hang vi i telefonen konstant. Du rodede dig ud i alt muligt og især grafittien tog overhånd, hvilket endte med en masse bøder.

På overfladen så det hele så godt ud, faderen der blev forenet med sin datter, og datteren der blev forenet med sine brødre. Under overfladen, fandtes en helt anden historie.
   Historien om en mand, som var alkoholiker, historien om en mand som forsøgte at misbruge sin datter på trods af at hun var 18-19 år.

Men vi tre, vi holdt sammen, vi blev enige om, at der var ingen af os, der længere ville have kontakt med "Rikke" og sådan blev det.
   Efterhånden som årene gik, mistede jeg kontakten med Michael, vi var så forskellige og formåede ikke at opretholde bror-søster mentaliteten, men du Jimmy, du og jeg, vi gjorde alt for at holde kontakten og vi elskede hinanden!! Vores problem var, at din mor ikke accepterede vores forhold, og vi kæmpede en konstant kamp for, at hun ville acceptere os som søskende - men nej, det kom aldrig til at gå.
   Men vi to, vi indgik en pagt, en pagt der gik ud på, at vi ville altid holde sammen og støtte hinanden.

På grund af dine mange bøder, din graffiti-maling over det hele og din fanden-i-voldske opførsel, blev du sendt ud på et skib som sømand - men vi holdt stadig kontakten, vi skrev sammen hver uge, om tanker, glæder, sorger, kærlighed og hverdagen og det var dejligt, jeg elskede dine breve og jeg tror også at du elskede mine.

En dag ophørte dine breve, og jeg var ramt, kunne ikke forstå hvorfor de ikke kom...!?

Kan du huske året...? Året var 1999, jeg cyklede på arbejde som jeg plejede. Da jeg kom op på arbejdet, gik jeg ind i fællesrummet og tog en kop kaffe - igen som jeg plejede. Ekstra Bladet lå på bordet, og mens jeg rørte sukkeret rundt i kaffen, bladrede jeg det løst igennem indtil jeg så det - den kæmpe artikel der var om en 24-årig sømand ved navn Jimmi Johansen, der var blevet slået ihjel om bord på skibet og smidt ud i hollandsk farvand...

Alt sortnede for mine øjne og jeg kan intet huske - jeg har efterfølgende fået fortalt, at jeg besvimede der, lige midt i fællesrummet. Der blev ringet efter en ambulance, da der jo ikke var nogen der havde den ringeste ide om hvad der var sket med mig. Da ambulancen kom, var jeg vågnet op igen, og jeg græd og græd og græd. Der blev ringet efter et familiemedlem og ambulancen kørte mig hjem, jeg fik noget beroligende og det var så det...

Jeg sad der, alene med min sorg, kunne ikke ringe til din mor, kunne ikke ringe til vores far, kunne ikke ringe til Michael...
   Til sidst, ringede jeg alligevel til din mor, men blev afvist, hun ville stadig ikke acceptere mig, og hun ville på ingen måde oplyse mig om hvornår mindehøjtideligheden fandt sted...
   Jeg var udelukket!!

Året er 2005... du kan ikke huske året, for du er her ikke!!
   Men kære elskede Jimmi, der er nu gået 6 år, dem der slog der ihjel, fik 6 år og er netop kommet ud af fængslet - jeg kender deres navne og har alle muligheder for at finde frem til dem, men hvad nytter det... INTET!!!
   Men jeg er bitter Jimmi, bitter over, at de efter 6 år for lov til at leve et liv, når de nu tog dit liv fra dig.
   Jeg er taknemmelig for, at jeg har gemt alle dine breve, jeg er taknemmelig for alle dine dejlige ord, og jeg er taknemmelig for, at jeg fik lov til at være en del af dit liv trods vi havde alle odds imod os.
   Jeg elskede dig Jimmi og jeg elsker dig - du vil altid være min helt specielle lillebror!!
   Kys til dig i himlen, for selvfølgelig er du i himlen - du er en engel og du er min engel!!