Solen skinnede fra en skyfri himmel, da hun trådte ud på Hauser's Plads, dejligt og skønt at mærke hvordan den varmede ind i hendes aller inderste og tørrede tårerne på hendes kinder.

Smilet frem og hen på en café og nyde en kølig sodavand oven på denne omgang.
   Hun bestilte en cola og satte sig ned for at reflektere over psykologens ord. Hvor var det godt hun var begyndt til psykolog, det var det bedste hun nogen sinde havde gjort for sig selv.
   Hun tænkte tilbage til dengang hvor det hele gik galt, hvor hun var så træt af det hele at hun ikke ønskede at leve mere.

Hun blev fundet i sin lejlighed proppet med alverdens piller, hun havde opgivet, var træt, var simpelthen led og ked af det hele. Hendes ønske var lige ved at gå i opfyldelse, hvis det ikke lige havde været for overboen Lasse, der skulle låne en kop sukker, han vidste hun var hjemme og plejede bare at vade ind i lejligheden.
   Hun røg direkte til udpumpning og efterfølgende indlagt på psykiatrisk afdeling.
   Lasse besøgte hende ofte og fortalte om hvordan hendes ansigt var fuldstændig forvrænget i smerte og had da han fandt hende. Han havde været en stor støtte for hende gennem årene og skæbnen ville, at de to nu havde fundet sammen, havde lige købt lejlighed og nu havde de planlagt at de skulle have børn, hun glædede sig, glædede sig meget.
   Efter få måneder blev hun udskrevet fra psykiatrisk afdeling med en recept på piller, ellers var det ikke meget hjælp hun fik, godt hun havde Lasse, det var ham der havde tvunget hende ned til psykologen.

Hun stoppede med pillerne og begyndte psykologbehandlingen og hvilken befrielse.
   Det er nu 5 år siden at det skete, lige på dagen. Måske hun skulle holde sit eget lille jubilæum, hun smilede ved tanken og tænkte at det var det hun skulle.

Hun besluttede sig for at købe en lækker sandwich og en sodavand og sætte sig over i Kgs. Have og kigge på børnene der legede. Det var så dejligt befriende at kigge på børnene, de mindede hende om lykke og mindede hende om hvad hun nær var gået glip af - livet.

Hun følte sig klar nu, helt klar til livet og dets mysterier, kunne ikke huske hvornår hun sidst havde været så glad og følt sig så varm og levende. Hun havde lagt det hele bag sig, fået det bearbejdet og i dag var også sidste gang hos psykologen, så fremover skulle hun klare sig selv, selvfølgelig med støtte fra Lasse. Hun var fortrøstningsfuld og klar, hun vidste med sig selv at hun nu kunne klare alt.

Hun gik over og købte en sandwich og en cola light og bevægede sig langsomt hen mod Kgs. Have. Solen varmede helt utroligt meget, små dråber af sved gled langsomt ned af ryggen på hende, men det eneste hun kunne lige nu, var blot at smile. Menneskerne omkring hende, måtte jo tro hun var sindssyg, det var hun jo også på et eller andet plan, sindssyg af lykke og glæde, mon det egentlig var muligt?

Hun gik i sine egne tanker og var næsten henne ved haven, hun kom forbi en kiosk og blev enig med sig selv om at købe en lotto-kupon, hun følte sig nemlig heldig, så heldig at hun hellere måtte købe 2.
   Hun gik og kiggede på tallene, og håbede at hun havde fået de vigtige tal med, det vigtigste tal var jo dagen i dag, dagen hvor hun blev reddet. Om muligt lyste hun op i et endnu større smil, tallet var der og hele 6 gange.

Han lagde godt mærke til den smilende pige der gik på fortovet på vej over vejen, hun så så sød og glad ud. Han blev distraheret af barnet der løb ud på kørebanen.
   Havde han et valg? Han kunne ikke nå at bremse, skulle han køre ind i barnet eller pigen ? Han flåede i rattet og ramte pigen. Der lød et ordentligt brag da hun efter at være kastet op i luften, ramte hans forrude. Hun lå med ansigtet direkte ind mod ham, han var ikke i tvivl, hun var død på stedet han kiggede på hende mens tårerne trillede ned af hans kinder, hun havde sådan et smukt smil og hun smilede stadig.