En af de ting, som har ændret sig i bybilledet de senere år, er det stigende antal tiggere. Det er ikke længere et ualmindeligt syn, når man går ned på Nørreport Station eller nedad gågaden, at der sidder en forhutlet person med et skilt, hvorpå der står "Jeg sulter" eller "Jeg er hjemløs". Foran dem har de en skål eller andet, som der kan lægges penge i. Denne nye side af gadebilledet er vokset.
Mange undrer sig. Er der ikke noget, der hedder kontanthjælp? Der er da ingen, der behøver at sulte i dette land!
Her er der en ting at sige: for at få kontanthjælp skal man have en bankkonto, som beløbet kan overføres til. Den kontante udbetaling, som var almindelig før, praktiseres ikke mere, og banken vil ikke lave en konto til en, der ikke har en folkeregisteradresse. Så de hjemløse står uden penge, og er dermed faldet igennem det sociale sikkerhedsnet. Flere og flere herberger for hjemløse er blevet lukket, fordi de ikke blev anset for nødvendige.
Så var det tidligere sådan, at man kunne hente overlevelseshjælp på Rådhuset. Her fik man udbetalt penge, som man kunne få mad for. Men da Karen Jespersen i 1998 havde ord for at være socialminister, fik hun afskaffet denne starthjælp, og derfor ser vi alle dem, der før kunne hente overlevelseshjælpen på Rådhuset, sidde og tigge. I samme ministerperiode indførte hun aktiveringen for bistandsklienter, hvor en del valgte at leve af at samle flasker frem for at blive ydmyget med at skulle flytte en stabel brænde og flytte dem tilbage, male et hus og male det igen og hvad man ellers skulle "yde for at nyde" i den nye lovgivning. Derfor er tiggeriet steget.
Nogen går uden hæmninger, mens disse hjemløse selv hører det og siger højlydt, at de er en plet på gadebilledet. De hjemløse er på den måde jaget vildt uden fredningssæson for fisefornemme udfald.
Pletten er et andet sted: det er en afslørende plet på et samfund, der praler af at have verdens bedste sociale sikkerhedsnet. Ganske vist vil der nok altid være nogen, der falder igennem. Den eneste, der har kunnet forhindre det, har været Stalin, han fik dem, der tiggede ryddet af vejen.
Men i dag sidder levende påmindelser om menneskelige tragedier som tavse anklager mod en socialpolitik, der har nærmet sig Englands berygtede ironlady.
Det danske samfund kan ikke prale af sit sikkerhedsnet mere.