- Jamen, hva' Satan? Det er jo Jenny!
   Far stod på præcis samme måde som han altid havde gjort, og så ud præcis, som han da hun rejste. Men at han BANDEDE var en sjældenhed.

Hun lod sig vælte om på gulvet, så hun kunne slippe fri af den store rygsæk.
   - Har du haft det godt?
   Fars stemme lød som om den frygtede svaret.
   - Ja, smilede hun, - det har været dejligt. Spændende at opleve alt det, du ellers aldrig får at se. Alt det fremmede...
   - Og du har slet ikke længtes hjem?
   Hun kendte det tonefald, men hun ville ikke lade ham slippe af sted med det. Ikke denne gang. Hun var gammel nok til, at kunne tillade sig, at føle en vis uafhængighed.
   - Nej. Jeg har virkelig nydt det.
   Åh, hvor hun dog hadede det forurettede udtryk han kunne sætte op. Ja, se - nu kom det. Det der "Nårh, ja, hvis du ikke har brug for mig, så kan jeg da bare gå ud at hænge mig. Jeg betyder jo åbenbart ikke noget for dig"-udtryk.
   - Men... Det er jo ikke helt det samme som herhjemme hos dig.
   Hvor hun dog hadede sig selv for at sige det, men det gik som tilsigtet. Far lyste op og rettede ryggen.
   - Nej... Måske ikke? sagde han, - men, det HAR nu heller ikke været det samme, her, uden dig! Men, jeg har taget mig den frihed at gøre dit værelse i stand, mens du var væk. Du kan jo gå ind at se på det...
   - Tak. sagde hun blot og så væk.
   - Jeg håber, du vil synes, det er fint. Jeg har virkelig gjort meget ud af det. Men, det SKULLE jo være noget specielt til dig... MIN datter.
   Hun stod lidt. Så ud af vinduet. Vidste ikke, hvad hun skulle sige. Eller vidste i hvert fald ikke, HVORDAN hun skulle sige det. Han ville blive SÅ skuffet.

En lille fugl dinglede på fuglekuglen i haven. Hun følte med den. Følte sig lige så ør i hovedet, som den måtte gøre det. Hun betragtede den intenst i nogle lange sekunder. Så var det, som om hun tog mod til sig.
   - Jeg kommer ikke hjem, sagde hun.
   - Hvad mener du? spurgte han, - Du ER jo hjemme... nu... ikke?
   - Jo, nikkede hun, - men, kun for kort tid. Jeg rejser videre til vinter. Jeg...
   - Nårh, ja. Du er jo gammel nok til at klare dig selv. Så har du jo selvfølgelig ikke brug for mig mere...
   - Far! sagde hun, - vær sød ikke at sige mere. Du ved, hvor nært jeg tager mig det...
   - Endnu en ting, du burde være gammel nok til - at kunne tåle sandheden. Jeg har slidt og slæbt...
   - Far. Hold op.
   - Jeg har ofret et helt LIV for din skyld, hvor jeg KUNNE have lavet mere interessante ting, end at skifte ble på dig. Jeg klarede det hele alene, da din mor skred, og det her er så takken?
   - Far. Vil du ikke nok holde op? Du ved jeg...
   - Jo. Undskyld. Det er jo dumt af mig. Jeg ved jo hvor egoistisk nutidens ungdom er. Jeg havde, ærligt talt, bare troet, at du havde fået en bedre opdragelse!
   Den slog hårdt. Hun - billedligt talt - vaklede, men besluttede så, at hun måtte tage opgøret nu. Ellers ville hun aldrig komme videre. Hun vidste også, at det ville gøre lige så ondt på hende, som på ham, men...
   - Ja, det må du jo selv bedst vide. Det er jo dig, der har opdraget mig, ikke? sagde hun, vendte sig, og forsvandt ud af døren for bestandig.