Som man siger - der skal to til en tango. Sluk musikken, og send bandet hjem. Gå ud for dig selv, og vask din makeup af. Kik dig i spejlet. Når du kommer ind i stuen igen, er jeg gået. Jeg har ikke lagt et brev, eller nogen anden afskedshilsen. Jeg har drukket det sidste kaffe, men ikke slukket maskinen, og heller ikke sat koppen i blød. Sengen er rodet, jeg har ikke redt den. Askebægeret er fyldt af mine skoder, den sidste brændte helt ind i det gule -og den ubehagelige lugt hænger i luften. Du kikker ud i entreen - min jakke er væk, det havde du også regnet med. Lejligheden er ikke større - der er ikke flere rum, jeg kan ikke være gået ind i et andet rum end dem du kan se. Der er ingen grund til kikke rundt, du kan se det hele - også at jakken er væk. Det ufærdige malearbejde fra din sommerferie springer dig i øjnene og irreterer igen, dér hvor jakken hængte ligefør. Du bemærker at du bemærker det - og går ind i stuen igen. Hvis du havde haft et soveværelse - eller et ekstraværelse, eller måske en bagtrappe - så kunne jeg i teorien være gået derud. Måske bare for at ryge en stille smøg, sammen med mig selv. Jeg ville have stået og nydt at være mand, som mænd gør det efter at have elsket en kvinde til drømmeland. Der ville jeg svælge i min mandighed, selvtilfreds og nydende smøgen som om det var en præmie. Du ville komme stille ud til mig - du ville hviske , ikke for at nogen kunne høre dig, eller ikke måtte høre dig- men du ville hviske. Du ville være nænsom, for du ville fornemme at jeg havde en stund med mig selv -og du ville synes det var i orden. Fortjent. Du ville gerne bekræftige mig, og vise din respekt for mit behov for at nyde følelsen af min egen mandighed - så du ville hviske... Om jeg snart kom ind igen, for du ville smørre et par mader... eller sådan noget lignende. Jeg ville ikke svare, blot vende hovedet anerkendende...
Vi ville sidde som vi før har gjort - du på kontorstolen med det løse ryglæn du ikke nænner at smide ud - noget med nogle bånd du har knyttet. Jeg ville sidde på træstolen - holde min tallerken i den ene hånd, selv om bordet er stort - og jeg ved det irreterer dig. Men du vil smile til mig, række over og daske mit knæ med din hånd. Jeg vil blive fanget af udsigten ud af vinduet, selv om det er mørkt. Tagryggen overfor - og lyset fra alle lejlighederne - dér, hvor der stadig er lys dannes et poetisk mørkt maleri. Ét sted slukkes der- et andet tændes der. Og jeg vil forestille mig, hvor mange der lige nu sidder som os - og spiser håndmadder efter elskoven. Du vil komme og tage om mig bagfra, dine bryster vil presse mod min nakke. Jeg drejer hovedet, også for at mærke dem mere...
Som man siger, der skal to til en tango. Lig dig på sengen, og prøv om du kan sove. Det kan du ikke, du vil tænke på hvorfor jeg er gået og hvor jeg er gået hen. Du vil dreje nogle gange rundt, røre ved dig selv. Dine fingre vil prøve legen, men du kan ikke koncentrere dig. Du står op. Fra din kontorstol vil du prøve at se det jeg altid ser - der er kun få lejligheder med lys - som om der er flere der er gået. Du tager min kaffekop som du plejer, og sætter den ud til vasken. Du vil se dig for mig, mens du prøver at få det indbrændte af bunden på kanden, som jeg har ladet stå til dig... Jeg vil gå i rask tempo først. Med begge hænder i min jakkelomme. Jeg vil starte med at gå mig ind i en rytme, så vil jeg løsne grebet i lommerne, og sætte tempoet ned. Jeg vil begynde at udse et sted der ville være velegnet til at tænde en smøg. Der er stadig tre timer til morgen, som jeg nærmer mig centrum begynder lydene. De er velkendte, jeg smiler mens jeg stopper ved et hjørne, hvorfra jeg har udsyn ned af en længere sidegade. Ud fra værtshusene vælter fulderikkerne frem, støjende. Nogle råber for sig selv, nogle til andre - og nogle går meget stille væk -alene. Jeg vil vippe lidt på hælene, strække hovedet lidt frem - se ned mod flokken - der er et slagsmål under optræk, jeg vil gå videre - det kommer ikke mig ved.
Jeg vil nyde mørket - der aldrig er mørkt inde i byen. Stilheden, med al dens larmen og råben. Taxadørene der smækker et par gader længere nede. Pigen der - tydelig beruset - råber efter - måske hendes fyr, eller måske nu - eksfyr. Jeg vil smile ad det hele - ikke hånligt, men anerkendende, som et forventet sceneri der ikke skuffer. En film der levere dét man regnede med, hverken mere eller mindre. Jeg vil vælge at gå uden om de største menneskegrupper -når jeg ser dem, drejer jeg fra - vælger bare en eller anden sidegade - men følger livet parallelt - holder mig tæt op af lydene. Men alene nok .Ubemærket nok. Jeg vil ikke tænke på dig, du vil stå hjemme i dit køkken, fordi du ikke kan sove nu, og rydde op efter dagen. Og mig. Og jeg vil ikke tænke på dig, for mens jeg drejer om et hjørne, kommer jeg til at gå bag ved et par - de er slynget ind i hinanden, ikke ædrue. Pigen kører hendes hånd kælende op ad mandens ryg, han har travlt med hendes baller. Jeg stopper og tænder en smøg igen, men hurtigt nok til diskret at kunne følge dem op. De griner. Det gør de altid, disse halvfulde og nyforelskede. De griner altid og taler højlydt. Det er som om det hører med til billedet, og de skal hjem og kneppe det bedste de har lært - alle ved det, alle kan se det. Og det hører med til billedet at være ligeglad - måske tværtimod er det bedre at overspille lidt. Jeg vil fantaserer om hvordan de gør det. Hvor god mon han egentlig er? Alle har hørt at han kan grine, men... Og hun. Hvor meget mon hun er med på? Hvordan forvandles hun, når de om lidt træder ind og tænder lyset. Han vil sikkert straks begynde at trække tøjet af sig, og fortsætte den grinende chagon langt ind i lejligheden. Han vil ikke være sikker på at hun hører alt hvad han siger, og han vil også være ligeglad. Han ved der venter, og det er det der tæller. Der er slet ingen tvivl om hvor godt det skal blive, og han griner lidt igen. Men måske forsvinder hun ind på badeværelset. Hun bliver der i lang tid. Hun vil være begyndt at trække sit tøj af, hun vil have fået tisset - og rejse sig for at gå ud. Hun tager en vaskeklud på vejen, prøver at tørre de største klatter mascare af - det er generende nu... og hun ser på sig selv. Hun hører han kalder, mens hun vasker i øjnene og ansigtet. Hendes bevægelser med kluden i mascaren bliver aggressive, for så at blive helt stille. Hun vil gå i stå - betragte sin egen tåre i spejlbilledet. Dens bane ned af hendes røde kind... Han vil banke på døren, og hun vil tage sig sammen. Hvad er der nu i vejen, og der er ingenting i vejen. Hun blev lidt dårlig,og der er nok de skide "on the beach"-er ... og hun kommer straks og han tager fat i hendes hånd, og hun ser tilbage over skulderen - slipper spejlbilledet trækkende efter ham - og der er ingenting i vejen...
Men jeg vil lade dem være, stopper. Nu tænker jeg på dig. Du har lagt dig på sengen, orker ikke mere oprydning - det må være godt nok nu. Du vil ligge og gnide lårene mod hinanden ligeså stille. Bare for at mærke hud mod hud. Du vil se sidelæns ud i stuen, hen på anlægget, der ikke er slukket. CD'erne, der ikke er lagt på plads. På hylden over står billederne, og den enlige rose jeg havde med. Dens torne bliver lange i dette perspektiv, du drejer hovedet, og ender i min pude. Min duft.
Du hører døren smække nede i opgangen. Du sætter dig op - genkender det er mig. Du smiler, lader dig falde tilbage. Helt tilbage. Jeg trænger op i dig, i et langt glidende suk.
Stopper der, kikker dig i øjnene. Begærer dig, kysser dig, rykker lidt - ganske lidt - frem og tilbage.Jeg lader mig beruse, lader mig forvandle - til din mand. Jeg tilbeder dig, hver centimeter af dig, fordi det er dig, fordi du er gudinde. Du er kvinde, og jeg vil elske dig til jeg segner. Og så vil jeg beklage - og tage mig sammen, gøre det igen . Alt hvad jeg kan. Alt hvad du beder om. Alt. Hvis du siger "hop", vil jeg spørge "hvor højt? ..."
Og når jeg dykker ned imellem, vil dine bevægelser blive hidsige - dine lår vil klemme mit hoved, jeg kan ikke få luft, - og du ved ikke hvor svært det er - men det er ligemeget. Det er min opgave, det er derfor jeg er her på jorden - den eneste grund. Så det er ligemeget, du gør hvad du må gøre, jeg har bare at følge trop. Så må jeg trække vejret bagefter, det er ikke dit problem, du skal kun nyde. Og det skal være sådan indtil du ikke orker mere, til du blidt skubber mig væk, trækker dig lidt op og væk, og meddeler at nu vil du sove. Og jeg vil kysse dig, og sove ved siden af dig... Skælvende, og med god grund, for jeg ligger ved siden af selve kvinden, den eneste der findes. Der er simpelthen ikke andre. De er blot kopier, efterligninger - billige modeller, der gør sig selv til grin ved at prøve at leve i samme univers som dig. Stakkels dem - men de er ikke vores problem... Lad dem kikke i deres spejle og studere deres tårer - ikke vores problem.
Så sov nu, smukke. Sov ligeså overjordisk smuk du er .
Og når du vågner, vil du vente et lille, stikkende sekund med at dreje hovedet. Du vil nå at tænke på min jakke, der er væk nu, og malingen på væggen hvor den hang - som du ikke fik gjort færdigt. Og så drejer du stille hovedet, og lader hånden glide over hvor jeg skulle ligge. - Og som man siger, der skal to til en tango.