Kun et træk. Det svimlede for hende. Et træk. Hun skulle både have fat i kongen og samtidig få dronningen af vejen. Hun havde springerne i position. Bønderne lå for hendes fødder. Løberne var sendt ud...

"Er du stadig i gang med det åndssvage skakspil?" Hendes lillesøsters stemme var vædet med hån.
   Hun hvæssede bare ad hende. Orkede ikke at svare. Søsteren snerrede tilbage og vendte om på hælen og gik.
   Åndssvage skakspil... hun smagte på ordene. Det fik tårerne frem i hendes øjne. Åndssvage... forstod hun da ikke hvor vigtigt det var!? Hvor altafgørende hvert træk var!? Det svimlede for hende igen. Hun mærkede benene svækkedes under hende. Mistede bevidstheden et øjeblik. Vågnede op på gulvet. Udmattet.

I skolen. En ny dag. Tænkte tilbage. Huskede brikkernes position. Stadig en modstanders bonde i vejen. Først irritation, men så huskede hun springerens position. Bonden ville snart være ude af spillet. Tårnet trådte ind i klassen. Begyndte at skrive på tavlen. Brikkerne fandt deres pladser. Kongen så uendelig langt fra hende. Men hun var ligeglad hvor lang tid det ville tage. Hun ville selv tage ham. Ikke lade en løber gøre arbejdet. Hun ville selv. Han var hendes. Han skulle tags af dronningen!

Nikolaj, den vigtigste brik i angrebet mod dronningen, trådte hen til hende i frokost pausen.
   "Det er ved at lykkes... men jeg har lidt problemer med at komme ind på hende."
   Hun kiggede irriteret på ham. Hvorfor gjorde han det ikke bare. Han skulle bare slå springeren og så vælte dronningen. Opgaven var simpel. Et øjeblik overvejede hun en ny taktik, men det var for sent at ændre nu, med kun få brikker til rådighed...

Hun var frustreret. Hendes springer, hendes bedste angreb, taget af en bonde! Hun var både irriteret og flov over at hun ikke havde forudset trækket og havde flyttet ham, men det var for sent nu. Hun sad hjemme over brættet og flyttede bonden hen hvor hendes springer før havde stået. Hun kastede springeren ned i kassen. Ville ikke kendes ved den længere. Længe sad hun og stirrede på brættet. Dronningen var sikker. Kongen endnu sikrere. Beskyttet af dronningen og to løbere + et tårn. Åh! En mulighed...! Måske det ville virke... det måtte prøves!

Allerede næste dag prøvede hun sit nye træk. Hun satte sig ved siden af ham i klassen. Smilede til ham. Blinkede. Fik hans opmærksomhed. Dronningen var slået. Men ikke ude af spillet endnu. Hele dagen holdt hun sig op af ham. Hendes fokus var så koncentreret om kongen,. At hun slet ikke så bonden. Bonden der nåede enden, og fik dronningen tilbage i spillet. Det kom uventet! Pludselig stod dronningen foran hende. Hun prøvede at undvige, men en løber spærrede vejen for hende. Hun kiggede hen på kongen. Han var ikke taget endnu. Hvis hun bare havde... så ville spillet være sluttet nu, men hun havde ikke forudset dronningen. Ordene haglede ned over hende. Dronningen var sur. Ville have at hun holdt sig fra kongen. Ville ikke finde sig i tilnærmelserne. Og så skete det. Hun kom væk. Fandt et modtræk. En lille udgang. En åben plads. Det svimlede for hende. Det blev sort. Hun vågnede op på gulvet... hun var blevet slået. Ude af spillet. Og der var ingen bønder til at redde hende...