Jeg har været på togt i 5 dage. Første dag mødte jeg en jomfru i nød. Så så jeg en stor trold, der holdt hende i fangenskab. Jeg tog mit sværd frem, og kæmpede imod den, men den var lavet af stål. Så det tog lang tid. Men til sidst slog jeg den ned, men så kom der mange flere trolde lavet stål. Men de var væk i samme stund de så mig. Den Skønne Jomfru og jeg sov i en lade. Den næste dag var hun væk. Jeg ledte efter hende i hele byen. Jeg løb og løb. Det var hårdt, men jeg skulle jo finde hende. Så jeg blev ved med at løbe og løbe og løbe, til sidst fandt jeg hende sammen med en masse trolde, men så træk jeg mit sværd igen og sigtede på dem. Men de var lavet af ild, vand, græs og jord. De var også meget stærke, men jeg brugte alle mine kræfter og slog dem ud. Det tog hele dagen så vi gik hen for at sove igen. Næste dag fandt jeg ud af at min Skønne Jomfru var en af dem der lavede de grimme trolde. Hun var også selv en af de onde trolde, men hun havde taget mit sværd, så jeg blev nødt til at bruge mine bare næver. Jeg blev slået ud mange gange, men jeg gav ikke op. Så slog jeg dem ud, alle sammen undtagen den klamme jomfru. Hun skulle nemlig lide til døden, for alt det hun har gjort. Jeg har hørt at hun slog sin mor, far, storesøster, lillesøster, storebror og lillebror ihjel. Men ikke sin kat, hund, kanin, marsvin, gris og myresluger. Dem har hun gjort til trolde.
   Jeg startede med at hugge hendes tæer af. Selvfølgelig med mit sværd, mit kæreste eje. Så huggede jeg hendes ben af. Og så hendes knæ. Hendes lår. Jeg gik op ad hendes mave med sværdet. Hun skælvede, men jeg tog mig ikke af det. Jeg huggede hendes fingre af. Hun begyndte at skrige. Jeg var lidt forvirret over hvorfor først nu. Men hun var jo os en troldemager. Fingrene er det mest dyrebare hos sådan nogen. Jeg huggede hendes arme af, og hun begyndte at messe nogle underlige lyde. Hun begyndte at synge, og jeg havde på fornemmelsen at hun prøvede at kaste en forbandelse på mig. Jeg følte efter på hendes hals, og skar hendes stemmebånd over. Hun åbnede munden, men ingen lyd kom der fra. Jeg huggede hendes overarme og skuldre af. Gav mig god tid med at skalpere hende. Håret bandt jeg op i en fletning. Hun kunne ikke bevæge sig mere. Hun lå bare og skælvede. Jeg skar små ridser i huden, på hendes mave. Hældte salt og citronsaft i såret. Hun rystede og prøvede at skrige. Men ingen lyd kom fra hendes mund. Jeg sagde til hende:
   "Hvis du kan holde ud at se din egen familie, dit eget kød og blod, dø. Så kan du vel os holde ud at se dig selv dø."
   Hun kiggede på mig med rædselsslagne øjne. Jeg plukkede dem ud med min dolk. Hun rystede kraftigere. Hendes næse brækkede jeg og læberne skar jeg af. Til sidst stak jeg et rusten søm i hendes hjerte. Hun skulle dø. Det tog mig hele natten, og derfor kom jeg først hertil efter 5 dage.
   Kære konge, misforstå mig ikke. Jeg kan ikke lide at dræbe. Men når det gælder ondskaben selv, der har slået sit eget kød og blod ihjel, og gjort naturen fortræd med sine heksekunstner og troldemageri, så er det min fulde pligt.